Balam Acab – bedre på sofaen
Balam Acabs musik hører til i den mere atmosfærisk og stærkt billedskabende del af den moderne electronica. Over to udgivelser har den unge amerikaner, der blandt familie og venner er kendt som Alec Koone, opdyrket en organisk og sært fugtig udgave af post-dubstep. Grundelementet er meget flydende og tilsat Balam Acabs sans for storladne, overvældende melodistumper, og i hans rungende lydmanipulation opstår billeder af gigantiske drypstenshuler og andre grandiose naturfænomener let på den indre nethinde.
Når oplægget og set-uppet for aftenens koncert så er visuelt funderet, slår forventningsbarometeret derfor temmelig kraftigt ud. Desværre skulle det vise sig, at det ellers glimrende lydlige forlæg aldrig blev forløst visuelt, og at koncerten desværre endte med at blive temmelig monoton og overflødig.
Læs anmeldelse: Balam Acab ‘See Birds’
Skal man kunne lade sig rive med til en koncertoplevelse af denne karakter, hvor man sidder stille ned i 50 minutter, kræver det som et minimum, at den tekniske side af sagen er i orden. Når lærredet er placeret temmelig langt væk og dermed ikke virker meget større end en forvokset fladskærm, får de visuelle rammer allerede her svære vilkår. Når det så suppleres af et standard PA-anlæg uden nogen form for tredimensionel lydgengivelse, bliver det op ad bakke.
Læs anmeldelse: Balam Acab ‘Wander/Wonder’
Bevares, det var da nogle smukke collage-agtige og dejligt flydende visuals med organiske elementer i centrum, der fik suppleret musikken fint. Men uden nogen form for dramaturgi og med en temmelig stillestående Balam Acab placeret foran lærredet, men bagved et lille udpluk af elektronik og en Apple-computer, var det ikke noget, der kunne holde opmærksomheden fanget i lang tid ad gangen.
Men musikken er altså særdeles vellykket, hvilket Balam Acab fik demonstreret med et par nye numre, hvor de ultra-pitchede vokaler er tonet en anelse ned til fordel for et mere voluminøst take på post-dubsteppen. En mere tør og simpelt orkestreret version af ’hittet’ ’See Birds (Sun)’, hvor der var skelet en smule til Purity Rings lyd, blev det også til. Men alt i alt kunne det ikke fjerne skuffelsen og fornemmelsen af, at man kunne have brugt tiden bedre med den samme musik i hovedtelefonerne hjemme på langs i sin yndlingssofa.