Everything Everything
De fleste bands i dag er vel på en eller anden måde resultatet af en ny generations måde at lytte til musik på. Men britiske Everything Everything er nu alligevel i særlig grad indbegrebet af Youtube-rastløshed og foragt for genrekonventioner. Og det til trods for, at de her på plade nummer to er blevet en smule mere fokuserede i deres udtryk.
Med forsanger Jonathan Higgs som et af få gennemgående karakteristika består pladen af en samling koncentrerede og hektiske artpop-numre, der ofte skifter retning, bedst som man mentalt havde kategoriseret sangen.
Læs anmeldelse: Everything Everything ‘Man Alive’
Der er den electro-prog-agtige ’Kemosabe’, som fungerer qua især det huggende vers, og på ’Duet’ er vi så ovre i Coldplay-territorium med strygere og et opløftende omkvæd. Sidstnævnte fungerer glimrende og tenderer slet ikke de sentimentale overgreb, som Chris Martin og co. til tider excellerer i. Energien og iderigdommen er imponerende, og selv om man til tider snapper efter vejret er det imponerende effektiv og ganske innovativ popmusik som Everything Everything har skabt.
Der er meget højt til loftet, når bandet fyrer op for deres eklektiske, musikalske bordbombe, og specielt tekstmæssigt kan det godt blive en kende enerverende med den lommefilosofiske lyrik. Overordnet set må det dog betegnes som skønhedspletter på et spændende album, der signalerer musikalsk overskud og potentiale.