Vanligt Folk – industriel galskab

Peter Belli og industriel postpunk-smadder er ikke umiddelbart to musikalske størrelser, man normalt forbinder med hinanden, men det var netop Ulvens gamle traver om ’Istedgade’, som svenske Vanligt Folk lagde koncerten ud med at spille, mens de entrerede scenen. Ret ironisk i betragtning af, at den næste halve time bestemt ikke bød på noget, der lignede fællessang og hygge.

Trioen bestod af en fabelagtigt arrogant forsanger, der smed om sig med mikrofoner og sprøjtede vand på publikum, en danseglad electro-troldmand og så en yderst energisk trommeslager, der i bar overkrop tæskede løs på tønderne. Tilsammen skabte de et støjende og udfordrende lydunivers, der mindede meget om den mere eksperimenterende del af 80’ernes synthscene.

Læs også: Roskilde Festival: Publikums must-see koncerter

Det var både grimt og destruktivt, og der var ikke skyggen af melodisk harmoni at spore, men energien og kraftanstrengelserne var fascinerende at opleve. Når tempoet dalede føltes koncerten som en lettere mislykket kunsthappening, men når live-trommerne og samplede rytmer fik lov at slippe løs i et sindssygt amokridt, så var det som om galskaben gav mening. Interaktion med publikum var ikke noget som Vanligt Folk brugte meget af deres korte koncert på – det var som om de havde nok i deres egne soniske eksperimenter. En interessant og kuriøs men ikke decideret begejstrende oplevelse.