Breton

Breton afslutter deres andet album med at gentage deres eget bandnavn adskillige gange. En selvhævdelse man dog tilgiver med endt gennemlytning. En inciterende calypso-følelses starter nemlig festen effektivt på ‘Envy’ og indikerer, at humøret er højt hos briterne. Ligesom det pågående beat og de glitchede keyboards på ‘Got Well Soon’ automatisk sætter kroppen i bevægelse.

En mere episk spændvidde er fikspunktet i andre sange, blandt andet ‘Closed Category’, hvor London-kvintetten får orkestral assistance af Macedonia Radio Symphonic Orchestra. Det klæder udtrykket og lægger vægt til gruppens udsagn om at være et ambitiøst kunstnerkollektiv fuld af sprudlende kreativitet. Symptomatisk for denne kreativitet er desuden ‘Legs & Arms’, som på naturligste vis fusionerer hiphop med storladen indie i en dragende understrøm af sugende synths.

Læs anmeldelse: Breton ‘Other People’s Problems’

Et aktiv hos de ambitiøse lydmagere er fortsat sanger Roman Rappaks britiske accent, og det er charmerende, når han på ‘National Grid’ statement-proklamerer »I believe everybody has the right to surrender«, hvilket passer perfekt til musikkens storslåede bredsider.

Som på debuten ‘Other People’s Problems’ vil Breton en masse og genre-viften er også slået bredt ud denne gang, men uagtet at de fem flirter med indietronica, hiphop, house og glitch, så har de fat i den lange ende. At de desuden formår at få et symfoniorkester til at lege med i deres lydlaboratorium med velfungerende resultat til følge understreger blot deres overblik.

Der er med andre ord ingen grund til ikke at slippe festen løs og hengive sig til Bretons myldrende musikalske fortællinger.