Breton

Nogle musikere tager sig selv så seriøst, at det er umuligt for andre at tage dem seriøst. Breton er en bunke ambitiøse London-knægte, der kalder deres studie et lydlaboratorium, laver kunstfilm til at ledsage musikken og er opkaldt efter surrealismens fader André Breton. Det lyder næsten kvalmt, men heldigvis er drengenes musik ikke lige så prætentiøs som alt det udenom.

Alligevel kan det høres, at Breton ikke vil være normale. Debutalbummet indkapsler et skizofrent virvar af genrer, men med en base i solid synthrock, næsten triphoppede kompositioner og en ualmindelig stor mængde strygere.

Den fremragende ’Pacemaker’ gør sig i dyb, forvrænget bas, hakkende violiner og et stramt beat, mens ’Edward the Confessor’ grundlæggende lyder som west coast-hiphop a la 90’erne, men pakket ind i 8-bit-lyde, harpe og frontmand Roman Rappak ærkebritiske vokal. Pointen her skal være, at mens det kan lyde som en pizza med alt for meget fyld, laver Breton popmusik, når det kommer til stykket.

Læs også: Breton gæster Soundvenue Sessions på Rust

En mærkelig form for nutidig, britisk artpop, der har en del Metronomy og Friendly Fires over sig, men med brudstykker fra dubsteppens fragmenterede eftermæle plottet ind mellem de storladne synthriff og medrivende omkvæd.

Breton er da også bedst, når de ikke prøver at lire den alt for meget af, for det kan godt gå hen og lyde forceret til tider. Men det kan man leve med, for drengene virker i sidste ende ikke prætentiøse, bare som om de har en masse, de gerne vil bevise. Og det gør de så.