Chancellor Bennets liv er i permanent undtagelsestilstand for tiden. Siden den 20-årige Roskilde-aktuelle rapper fra Chicago udgav mixtapet ‘Acid Rap’ i foråret sidste år, har han turneret med Eminem og Macklemore, afvist stribevis af tilbud fra pladeselskaber og set sit navn blive det bedste bud på den næste store rapstjerne. Men midt i kaosset er der også begivenheder af mere konventionel natur. Chance er nemlig ved at flytte hjemmefra.
»Jeg har aldrig boet andre steder end i det hus i Chicago, som jeg er opvokset i«, fortæller han. »Jeg skal langt om længe flytte hjemmefra, så de første måneder bliver det nok som at være på ferie. Og så skal jeg finde ud af, hvad for noget musik jeg vil lave«.
Men selv en så almindelig begivenhed som det at flytte hjemmefra er ikke helt normal for Chance the Rapper. Hans kommende roommate er nemlig ingen ringere end James Blake.
»Jeg ved ikke, hvad vi kommer til at gøre med musikken. Måske giver vi noget væk til andre kunstnere. Vi kommer til at have en hel bygning, så vi har tænkt os at invitere folk over til os og lave musik i huset, og så smide dem ud og invitere nogle nye folk ind«, siger Chance.
Den tilgang til musik og, ja, tilværelsen i det hele taget, er typisk for den unge amerikaner. Andre kunstnere ville nok forsøge at udnytte ethvert sekund af tiden med James Blake og forsøge at omdanne hype til stjernestatus. Men når et af hiphoppens største talenter nu flytter sammen med den elektroniske musiks vidunderbarn, får man indtrykket af, at det mest af alt handler om at hænge ud sammen. For Chance the Rapper insisterer på, at man må være livskunstner for at være kunstner.
»Kunst er ligesom… har du nogensinde set en snegl bevæge sig? Og så efterlader den sådan noget shit bag sig? Sådan er det med kunst. Selv hvis du er omringet af kunst, og alle mulige folk kommer til koncerterne, er man nødt til at huske, at den smukkeste ting er tilværelsen selv. Jeg skal til nogle koncerter. Jeg skal ud og surfe. Det virkelige liv er fantastisk. På et tidspunkt vil jeg begynde at lave min egen kunst og alt det shit, men først vil jeg bare lige være til et øjeblik«, siger han og fortsætter: »Jeg har brug for måske to måneder til bare at sidde på stranden og kaste sten i vandet… og knalde nogle piger. Og tage nogle stoffer! Eller ikke tage stoffer! Og bare gøre, hvad fanden jeg har lyst til. Lige nu føler jeg, at alle forsøger at få mig til at gøre noget særligt hver dag, og jeg har bare brug for noget plads, så jeg kan lave noget endnu bedre næste gang«.
Og netop de kvaliteter, som Chance betragter som vigtige – nærvær, spontanitet, umiddelbarhed – kendetegner også hans musik. Den unge rapper kan til tider virke som en højt begavet og hyper kreativ slacker. Hans musik udspringer ikke af langvarige, disciplinerede studieophold men af døsige pjækkedage. Og faktisk begyndte hele rapkarrieren med, at Chance blev bortvist fra skolen i ti dage for at ryge pot. Det betragtede den dengang kun 18-årige ikke som en straf, men som en mulighed. Dagene blev udnyttet til at påbegynde mixtapet med det passende navn ‘10 Day’.
Herefter tog Chances liv en ny drejning. Skolehverdagen rykkede mere og mere i baggrunden, mens Chance drev omkring i den eventyrlige storby Chicago og dokumenterede det hele gennem sin musik.
Netop hjembyen Chicago, og især Chances unikke syn på den, er en vigtig dimension i hans musik. Traditionelt set har byen været kendt for varm, soul-samplende musik og rappere, der fokuserede på socialkritiske temaer. Men siden 2012 er den fremherskende retning blevet udfordret af den såkaldte drill, en dyster slægtning til Atlantas populære trap.
Med en dramatisk stigning i mordraten blev den nådeslåst nihilistiske drill-scene omkring den kontroversielle rapper Chief Keef set som et direkte musikalsk udtryk for den fatale udvikling. Byens gamle garde af socialanalytiske rappere tog til genmæle blandt andet i skikkelse af Lupe Fiasco, der sagde, at alle morderne i Chicago lignede Chief Keef. Keef svarede på karakteristisk vis og sagde, at han ville tæske Lupe Fiasco, hvis han mødte ham.
Det var den klassiske hiphop-polarisering mellem moraliserende, politisk korrekte rappere på den ene side, og kompromisløst indifferente gangster-rappere på den anden. Men Chances blik på byen er unikt. Han er på alder med Chief Keef og de andre af Chicagos unge vilde, men hans musik er lige så livlig og livsbekræftende, som drill-musikken er dødsfikseret og nihilistisk. Alligevel møder Chance byens mørke sider i øjenhøjde. Hans måde at beskrive den verden, han selv kommer fra, er mest af alt beslægtet med Nas’ poetiske billede af Queensbridge fra ‘Illmatic’ eller, mere nyligt, Kendrick Lamars beskrivelse af Compton på ‘good kid, m.A.A.d city’.
Chance mister aldrig sin livsglæde, selv når han beskriver de sorte sider af tilværelsen. Måske er den mest vellykkede beskrivelse af volden i Chicago og omverdenens reaktion på den, når han på ‘Pusha Man/Paranoia’ fra ‘Acid Rap’ først rapper om, hvordan børn skyder børn i Chicago, og derefter synger »I know you’re scared / you should ask us if we’re scared too«.
Hvis Chances talent blev antydet på ‘10 Day’, var det på ‘Acid Rap’, at han bogstavelig talt fandt sin stemme. Rapperens unikke vokal er beslægtet med Danny Browns skingre selvsikkerhed, og man kan høre antydninger af Lil Waynes gnæggende flow, men sandheden er, at ingen lyder som Chance the Rapper.
På ‘Acid Rap’ følger han tilsyneladende alle sine indskydelser. Nogle gange er han et enmandsgospelkor, andre gange en ukonventionel crooner. Eller også rapper han en hel sang i et langsomt, alvorligt flow.
»Alt jeg gør, er noget, som ingen har gjort før. Vi er arkitekterne bag alt. Vi er de nye arkitekter. Vi er det, som andre motherfuckers kommer til at efterligne, men der er ingen, der har gjort det her før. Det er det, der gør det hele så uhyggeligt«, siger han selvsikkert.
Og Chances originalitet og uforudsigelighed slutter ikke ved musikken. For selv om alle pladeselskaber med respekt for sig selv har forsøgt at signe den karismatiske rapper, har han endnu ikke skrevet under på nogen pladekontrakt.
»Tror du, noget pladeselskab ville lade mig tage på turné tværs over nationen og optræde på spillesteder med plads til 2.000 mennesker uden at have udgivet et album eller overhovedet at have navngivet et album?« spørger han.
»Det var meningen, at jeg skulle signe i december (2012, red.). Jeg havde kontrakten foran mig og var helt klar på den. Jeg spillede ‘Acid Rap’ for dem, og de talte om at udgive den som ep, men sandheden er, at ingen ville have hørt det. De ville have sagt til mig, at jeg skulle lave gæsteoptrædener hos andre kunstnere og få mig til at gøre dit og dat og uden tvivl ikke lade mig turnere. Jeg havde været i studiet hver dag, indtil albummet var færdigt«.
Chance kommer hele tiden tilbage til ønsket om mere frihed, mere af det ‘rigtige liv’, frem for blot at være fanget i et studie.
»I år har jeg været i Europa to gange, en gang med Eminem og en gang med Macklemore. Jeg har set en masse ting, men jeg brænder også min krop op. Jeg havde den her idé om, at jeg havde uendelige mængder energi, men sådan er det ikke. Jeg har brug for en pause«.
Måske er det slet ikke en så dårlig idé? Sidst Chance blev tvunget til at holde pause, endte det som bekendt slet ikke dårligt.