’12 Years a Slave’

’12 Years a Slave’
5 6
Spillefilm
Instruktion

Steve McQueen

Medvirkende

Chiwetel Ejiofor, Lupita Nyong’o, Benedict Cumberbatch, Michael Fassbender

Spilletid

134 min.

Biografpremiere

20. februar

Hvad er der med Steve McQueen og ekstrem lidelse? Debuten ‘Hunger’ om en IRA-fanges fatale sultestrejke var en nærmest fysisk oplevelse, mens afgrundsflirten i ‘Shame’ om en afstumpet sexoholic var fuld af ufrivilligt komiske artfilm-klicheer. Måske fordi der ligesom (undskyld alle sexafhængige derude!) var for lidt på spil.

Det kan man ikke sige om instruktørens mest ambitiøse film til dato, ‘12 Years a Slave’, hvis emne om noget berettiger til en vis højtidelighed. Filmen er nemlig et prægnant historisk statement om det mørkeste kapitel i USA’s historie: Slaveriet. Den ene dag er Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor) respekteret violinist og familiefar i 1840’ernes New York – den næste vågner han op i lænker efter at være blevet snøret af to fidusmagere. Han bliver pryglet med et bat, solgt som slave og frataget sit navn som et voldsomt symbol på det umenneskelige overgreb.

‘12 Years a Slave’ udvikler sig til et tålmodigt studie af den gradvise identitetsnedsmeltning, der sker, når et stolt og frit menneske ommøbleres til undermenneske. Det er en nedslående lidelseshistorie, og McQueen holder sig ikke tilbage. Pisken smælder, blodet sprøjter, hudflager løsriver sig fra de nøgne rygge. De hvide mænd, som Solomon kommer til at arbejde for, er ikke bare sørgelige udslag af strukturel uvidenhed, men veritable psykopater og sadister, værst af alle Michael Fassbenders fordrukne plantageejer, der behandler sine slaver som dyr, men selv knalder sin unge yndlings-bomuldsplukker.

Det havde været for meget, hvis ikke Steve McQueen havde mestret sine virkemidler – som Hans Zimmers hjerteskærende score og statuariske tableauer fra bomuldsmarken – i en grad, at filmens udtryk hæver sig langt over den gængse Hollywood-epic. I særklasse er scenen, hvor Solomon bliver reddet fra hængning, men så alligevel efterlades i sin løkke med tåspidserne kæmpende for at finde fodfæste i mudderet under ham. Totalbilledet holdes længe, alt for længe, og bag ham fortsætter de andre slaver deres gøremål, som var scenariet hverdag. Hvilket det jo var.

De fleste filmfolk hader at få stemplet deres værker som ‘vigtige’, da det lugter af kunstnerisk metervare med et velmenende budskab. Men ‘12 Years a Slave’ er en vigtig film, særligt i USA, hvor eftervirkningerne af raceadskillelsen stadig er i skræmmende flor. Der har simpelthen manglet kunstværker, som mejsler uhyrlighederne fast i den kollektive historie. ’12 Years a Slave’ gør det med syvtommersøm, så man ikke har behov for at se den igen. Omvendt glemmer man den heller ikke.


Kort sagt
Oscar-favoritten ‘12 Years a Slave’ er en vigtig film, men døm den ikke ude af den grund: Steve McQueens slavefortælling holder højt kunstnerisk niveau med scener så overrumplende, at man mærker torturen på egen krop.

Læs også: Portræt af Steve McQueen – fra dummeholdet til Oscar-podiet.