Vampyrer, sangstjerner og mandestrip: Det skal du se i biografen i juli

Amy Winehouse, Channing Tatum, dansk poesi og MacFarlanes bongrygende bamse. Den kommende måned byder på sommerunderholdning af fineste karat.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’A Girl Walks Home Alone at Night’

En iransk vampyrfilm i sort-hvid?

’A Girl Walks Home Alone at Night’ er ikke hverdagskost, men Ana Lily Amirpours tindrende originale debutfilm høstede store roser på sidste års Sundance-festival. Med en befriende indifferens over for rigide konventioner nedbryder Amirpour genrens forskrifter i fortællingen om James Dean-klonen Arash, hvis højtelskede køretøj kapres af den skurkagtige drug dealer Saeed. Imens render en lyssky kvinde rundt i byen (ved navn Bad City) og tapper beboernes blod.

Tarantino og Jarmusch spøger i kulissen, mens lydsporet forener iransk pop, moderne rock og klassisk westernmusik i et eklektisk potpourri. Soundvenue belønner ’A Girl Walks Home Alone at Night’ med fem stjerner i det nye magasin og inviterer til forpremiere på filmen den 7. juli. Køb billet her.

Premiere den 9. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Amy’

Amy Winehouse sluttede sig på tragisk vis til Klub 27, da hun i 2011 omkom i en dødbringende rus af stoffer og alkohol. Hvordan endte det så galt? Den prisbelønnede instruktør Asif Kapadia lægger ikke fingre imellem i sit svar på millionspørgsmålet og udpeger ikke mindst Winehouses far som en medvirkende faktor til datterens triste skæbne.

Kapadia stod tidligere bag den mesterlige dokumentar ‘Senna’ om den fartgale Formel 1-kører Ayrton Senna, og skal man tro ’Amy’s overstrømmende modtagelse på Cannes-festivalen (heriblandt fra vores egen filmredaktør) har han igen ramt plet i sin skildring af den store stemme, der forstummede for tidligt.

Soundvenue inviterer til forpremiere på ’Amy’ den 24. juli i Empire. Læs mere her.

Premiere den 30. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Guldkysten’

Daniel Dencik (bror til skuespilleren David) slog talentet fast med den fremragende dokumentar ’Moon Rider’ om cykelrytteren Rasmus Quaade og hjemtog en Robert-statuette for dokumentar-kortfilmen ’Tal R: The Virgin’. Med ’Guldkysten’ spillefilmdebuterer han med et hyperambitiøst, historisk drama om dansk slaveri i 1830’ernes Guinea.

Traileren vækker associationer til Herzog og Lynch og lover en psykedelisk afsøgning af det menneskelige sind i junglens dyb. Jakob Oftebro mister grebet om sig selv til tonerne af ’Twin Peaks’-komponisten Angelo Badalementis skingre, skizofrene score, mens det Terrence Malick’ske kamera svæver gennem den frodige natur. Kan Dencik leve op til eget skyhøje ambitionsniveau i sit første møde med spillefilmformatet? Storhedsvanviddet må aftvinge respekt.

Premiere den 2. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Magic Mike XXL’

Steven Soderbergh har givet instruktørstafetten videre til sin højre hånd, Gregory Jacobs, i anden ombæring af Channing Tatums strippershow, men han overser fortsat løjerne fra første parket – som fotograf, klipper og producent.

’Magic Mike’ tog stikket hjem, fordi den supplerede den sveddryppende striptease med en vedkommende udforskning af det unge, rastløse sind. Melankolien gennemsyrede billederne, så snart rampelyset slukkedes. Kan ’XXL’-opfølgeren kopiere succesformlen? De første trailere lader på alarmerende vis filmen fremstå som en ’Step Up’-pendant, men Soderberghs fortsatte involvering er formildende.

Premiere den 2. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Ted 2’

Seth MacFarlanes sexgale bamse vender tilbage i Wahlbergs sofa i ’Ted 2’, hvor han – til socialforsorgens skræk – skal være far. Problemet er blot, at han ikke har de biologiske forudsætninger for at befrugte sin kæreste.

På jagten efter den ideelle organdonor bryder det umage tokløver blandt andet ind i quarterbacken Tom Bradys domicil for at få fingre i de bedste mulige gener (læs: give ham et handjob)

Der er intet nyt under solen for MacFarlane og co., der fortsat opererer et godt stykke under bæltestedet i ’Ted 2’. Vi er i et univers, hvor unge, succesfulde advokater hiver bongen frem i arbejdstiden, og hvor de bærende karakterers foretrukne samtaleemner er sæd, shemales og dybe kavalergange.

Premiere den 16. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Ant-Man’

Over otte år udviklede ’Shaun of the Dead’- og ’Hot Fuzz’-instruktøren Edgar Wright filmatiseringen af ’Ant-Man’, men efter gnidninger med studiet måtte han give sit hjertebarn fra sig. Afløseren blev Peyton Reed, hvis tvivlsomme bagkatalog af forglemmelige komedier (blandt andet ’Yes Man’ og ’The Break-Up’) vækker bekymring: Har han den tekniske begavelse til at omsætte forlægget til en visuelt duperende joy ride? Hollywood har længe været fascineret af forestillingen om det krympende menneske, men konceptet kræver et visuelt raffinement, som Reed endnu har til gode at vise.

De første klip og trailers affejer ikke just tvivlen, men man kan trøste sig med, at evigt joviale Paul Rudd indtager titelrollen, mens ’Anchorman’-bagmanden Adam McKay har medforfattet manuskriptet.

Premiere den 22. juni.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Paper Towns’

Supermodellen Cara Delevingne har kastet sig over skuespilkunsten og har ikke færre end seks titler på bedding foruden ’Paper Towns’.

Filmen er baseret på en roman af ’The Fault in Our Stars’-forfatteren John Green, og ligesom Shailene Woodley-hittet er det en fortælling om umage kærlighed i ungdommens efterår. Delevingnes gådefulde Margo bryder ind i naboen Quentins hjem i de sene nattetimer og udtænker et hævnplot mod sin udenomsknaldende kæreste. Da hun forsvinder som dug fra solen den følgende dag, kan Quentin (spillet af Nat Wolff fra ’The Fault in Our Stars’) ikke udrydde mindet om sin forsvundne flamme og begiver sig i kast med efterforskningen.

Udfordringen for instruktør Jake Schreier og co. bliver at skøjte uden om Gajolpakke-filosofien og fortælle en uprætentiøs og oprigtig coming of age-historie i brydningsfeltet mellem drama og komedie. Om ikke andet bliver det interessant at følge modefænomenet Delevingne i hendes karrieres spæde faser.

Premiere den 23. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Mission: Impossible 5’

Hvordan overgår man et adrenalinsusende set piece på siden af Burj Khalifa, verdens højeste tårn? Man spænder såmænd Tom Cruise fast på siden af et M-16-fly og lader det lette fra jorden.

Ambitionsniveauet er ikke skruet ned i den femte film i ’Mission Impossible’-serien, hvor Ethan Hunt og co. bekæmper et forbrydersyndikat med ambitionen om at sætte Den Internationale Valutafond ud af spil.

’Edge of Tomorrow’-forfatteren Christopher McQuarrie, hvis seneste bedrift som instruktør var den intetsigende ‘Jack Reacher’, afløser Brad Bird i instruktørstolen, mens Simon Pegg og Jeremy Renner igen flankerer Cruise på de umulige missioner.

Premiere den 30. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’Amour Fou’

Digteren Heinrich har set livets nedslående sandheder i øjnene og fortæres langsomt af sin bundfældede melankoli. Han ser kun en udvej: At besejre døden ved at forlade verden i kærlighed.

Han har – af naturlige årsager – svært ved at finde selvmordspagtens kvindelige part, men veninden Henriettes skepsis fordufter, da hun diagnosticeres med en terminal sygdom.

Jessica Hausner har tidligere stået bag den kritikerroste ’Miraklet i Lourdes’ og hendes nye, melankolske komediedrama høstede store roser på sidste års Cannes-festival, hvor den deltog i sidekonkurrencen, Un Certain Regard.

Premiere den 30. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’Marshland’

To detektiver med base i Madrid hidkaldes til et afsondret landsbysamfund, hvor purunge piger dukker parterede op i marsklandet. Vi er i årene efter Francos fald, og de politiske spændinger raser i det spanske samfund såvel som internt i detektivduoen: Den ene repræsenterer den demokratiske opblødning, den anden hænger fast i fortidens undertrykkelse.

Med sine berusende billeder og afgrundsdybe fatalisme er ’Marshland’ en spansk pendant til ’True Detective’ – medrivende, tankevækkende og fandens modbydelig. Alberto Rodríguez’ krimi har gået sin sejrsgang på adskillige velansete festivaler og ryddede bordet under årets Goya-uddelinger (det spanske svar på Oscar).

Premiere den 30. juli.

Læs også: Kom til forpremiere på ‘A Girls Walks Home Alone at Night’ 7. juli i Empire Bio

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af