Jesper Christensen: »Når jeg har lavet James Bond, kan jeg holde fri i et år«

Den ærlige dansker fuldender sit 007-hattrick med den kommende ‘Spectre’. Vi har bedt ham beskrive et døgn, når man laver en af verdens største franchises.
Jesper Christensen: »Når jeg har lavet James Bond, kan jeg holde fri i et år«

Dagen før

»Når man skal lave en scene på en James Bond-film, er der to måder at gøre det på. Den ene er Martin Campbell-modellen (Campbell instruerede Christensen i ‘Casino Royale’, red.). Han siger: Nå hej, Jesper. Du kommer ind derovre til højre for stativet, og så går du frem til mærket på gulvet, ser til højre og så hurtigt til venstre. Så går du ud med stor energi den vej. Kan du klare det? Ja, det tror jeg godt, jeg lige kan klare. Det er røvkedeligt. Man er bare en marionetdukke, der bliver flyttet rundt.

Men ‘Casino Royale’ er fandeme en fed film, så arbejdsglæden hænger ikke nødvendigvis sammen med resultatet af det færdige produkt.

Sam Mendes (instruktør på ‘Skyfall’ og den kommende ‘Spectre’, red.) er meget mere lydhør. Han har en teaterbaggrund, så han holder læseprøver, dagen inden vi optager, hvor vi sidder og spiller scenerne og kommer med inputs. Så bliver der skrevet et nyt manuskript, og så holder han en ny læseprøve, og hvis man får en ny idé, ændrer han det, hvis der er tid«.

Foran kameraet

»Sam er enormt god til at skabe illusionen af, at vi har masser af tid, selv om man på enhver produktion altid er presset, især på en James Bond-film. Vi bliver ved, til det er perfekt, siger han. Selv når man står foran kameraet, er han åben over for at lave ændringer, selv om det på det tidspunkt kun er småting.

Han er en af de få, der stadig sværger til at optage på rigtig celluloidfilm. Det er jeg ikke så begejstret for, for så skal man skifte film hele tiden. Skuespilleren står og er varm, men så forsvinder energien, og man må bare vente på, at en eller anden tosse kommer tilbage med en rulle film. Det ødelægger flowet i arbejdet, og det sker ikke, når man optager digitalt. Jeg vil ikke helt afvise, at celluloidfilm kan se lidt bedre ud, men det er så minimalt, at det slet ikke retfærdiggør, hvor meget det skader arbejdsprocessen«. 

Til frokost

»Det er sjældent, at jeg spiser frokost sammen med Daniel Craig. Han har virkelig travlt under optagelserne og typisk med alt muligt andet end at stå foran kameraet, så han bliver tit bedt om at tage maden med sig. Han er blevet mere afslappet siden ‘Casino Royale’, men han arbejder på Bond næsten hele året. Han skal lave reklamer for Sony og Omega-ure og hvem, der ellers har budt mest. Så skal der tages billeder med et jakkesæt, fordi jakkesætsproducenten har betalt mange penge.

Jeg hørte, at ‘Casino Royale’ trak så meget product placement, at det betalte samtlige produktionsomkostninger på at lave filmen, og så var der stadig 50 millioner dollars tilbage i hånden til at lave pr for. Han skal også hele tiden lave interview, og det foregår også under optagelserne. Hele verden vil tale med ham, og der bliver aldrig sagt nej. Men sådan er det i en stor franchise-maskine«.

Om aftenen

»Om aftenen er det sidste, man har lyst til, at sidde og drikke vin. Folk knokler så meget, og man kommer hurtigt op på en arbejdsdag på 14 timer. Så man kommer bare hjem, læser morgendagens tekst, snakker lidt med konen og sover. Det er ikke nogen Rolling Stones-turné.

På film i Danmark kan stemningen være som på en lejrskole, og man får snakket med alle på holdet, men der er arbejdsdagene også meget korte. På James Bond-filmene er det vigtigt at bruge sine pauser, og der er en grund til, at man har de der store trailers. En hel lille by af mennesker arbejder i månedsvis på, at et projekt skal blive godt, så hvis du ikke er frisk og fantastisk, når du står foran kameraet, er der ingen film. Men det kan også være kedeligt, for der er også en isolation i det«.

Efter optagelserne

»Når jeg har lavet James Bond, kan jeg holde fri i et år. Jeg føler ikke, at jeg har et ansvar over for mit publikum eller verden om at lave mange film. Jeg har kun ansvar for, at jeg har et godt liv. Hvis jeg ikke har tid til at ligge og læse bøger og se tv-serier, er jeg ikke glad.

Jeg ser tv-serier anderledes end andre mennesker, for jeg ser kun scenerne med mine foretrukne skuespillere. Det er sådan, jeg ser ‘Game of Thrones’. Visse karakterer og skuespillere kan jeg ikke fordrage, så jeg spoler, indtil dværgen kommer tilbage (Peter Dinklage, der spiller Tyrion Lannister, red.). Eller Nikolaj Coster-Waldau. Når folk vil tale med mig om et afsnit, ved jeg aldrig, hvad der er sket. Jeg ser mange serier, fordi jeg er interesseret i en birollekarakter eller skuespiller, og jeg er så tilpas nørdet, at jeg godt gider se fire sæsoner af en serie, selv om jeg ikke helt ved, hvad der foregår«.

Læs også: Vi rangerer de fem bedste og tre værste James Bond-film

Læs også: De bedste bud på den næste James Bond 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af