CPH:DOX: ’The Russian Woodpecker’
Den uglede, ukrainske multikunstner Fedor Alexandrovich har Tjernobylkatastrofen helt inde på livet. Som fireårig blev han udsat for radioaktiv stråling, og den dag i dag kæmper han blandt andet med svigtende syn. Alligevel er det, som om den tossede kunstner med de udstående øjne, sorte negle og stålsatte blik ser tingene mere klart, end de fleste: Eksplosionen i reaktor 4 den 26. april 1986 var ingen ulykke, men en Sovjetkonspiration. En forklaring så utrolig, at du instinktivt er nødt til at affeje den, men samtidig også har lyst til at grave dybere sammen med Fedor.
I Chad Gracias Sundancevinder ’The Russian Woodpecker’ fremlægger Fedor sin teori. I virkeligheden var det en magtfuld embedsmand fra Moskva, der tillod eksplosionen på Tjernobyl-atomkraftværket. Simpelthen som en afledningsmanøvre, der skulle fjerne fokus fra det faktum, at den nærliggende Duga-antenne – et gigantisk jernskellet, der rager 150 meter op i ingenting midt i en ukrainsk skov – ikke fungerede efter hensigten.
Den blev bygget i 1976 og udsendte kortbølgeradiosignaler, der, på grund af deres hurtige, konstant hakkende lyd, blev kaldt ’The Russian Woodpecker’. Duga skulle fungere som et over-the-horizon radarsystem, der kunne advare om eventuelle angreb på Sovjet fra Vesten. Et yderst praktisk stykke isenkram, men til en astronomisk høj regning. Og når Moskva punger ud, vil de også gerne se resultater.
Paranoia og tyk koldkrigsstemning inficerer Gracias dokumentar, der både er en klassisk konspirationsfilm med vilde teorier og en excentrisk hovedperson, såvel som et glimrende indblik i det betændte forhold, der stadig eksisterer mellem Rusland og Ukraine selv så mange år efter Murens fald.
Ved første øjekast er ’The Russian Woodpecker’ en rodebunke af fortælletråde. Euromaidan-oprøret i Kiev i januar 2014 indleder filmen. Med brand og sorte røgskyer over byen høres Fedor i voice over: »Ukraine er fuld af spøgelser. Spøgelser fra fortiden, der prøver at komme tilbage til livet«.
Så hopper vi pludselig tilbage til 1930’erne, hvor hungersnød tog livet af millioner i sovjetrepublikken Ukraine. Så frem til 1970’erne, hvor den kolde krige rasede, og ’spætten’ hakkede fra Duga-antennen. Samtidig følger vi Fedor og hans frygtløse ven og kameramand Artem, der med skjult kamera opsøger gamle sovjetgeneraler og ingeniører i deres jagt på sandheden om sammenhængen mellem Tjernobylkatastrofen og ’The Russian Woodpecker’.
I en svimlende scene kravler Fedor endda helt op i den nu rustne gigantantenne. I regnvejr. Iført lang, upraktisk læderjakke. Ledsaget af et svulstigt, melankolsk kor på lydsiden og flydende, næsten drømmeagtige droneoptagelser af Dugakonstruktionen ser man med ét sammenhængen i alle løsdelene i Chad Gracias komplekse dokumentar. Sovjetfortiden bliver ved med at spøge. Den hjemsøger Ukraine og den hjemsøger den lige dele idealistiske og æselstædige Fedor, der nægter at glemme Tjernobyl.
Hvorvidt Fedors teori er den endegyldige sandhed, er ikke altafgørende i ’The Russian Woodpecker’. Ærindet er snarere at stille spørgsmålet og pege på mulige forbindelser. Og det gør Gracia i partnerskab med Fedor Alexandrovich forbilledligt, visuelt opfindsomt og yderst mindeværdigt.