Scorsese og Mick Jagger om ’Vinyl’: »Vi angriber begge livet med rå kanter«

Scorsese og Mick Jagger om ’Vinyl’: »Vi angriber begge livet med rå kanter«
Martin Scorsese og Mick Jagger dominerede hver deres kunstart i 70’erne. Nu danner de fælles front med HBO-serien ‘Vinyl’ om musikscenen i New York i 1973. Vi mødte dem og hovedforfatter Terence Winter i Los Angeles, hvor de fortalte om at ville skabe en serie, hvor musikken ikke spiller til livet, men hvor livet spiller til musikken.

Enhver ung musiker må vride sig af ærgrelse over at være født i det forkerte årti, når de ser det forrygende, to timer lange åbningsafsnit af ‘Vinyl’: For godt nok er der masser af nedtur – pres fra kommercielle interesser, alt for mange stoffer, desperation over ikke at spotte det nyeste nye, sågar et mord – men alligevel: I Martin Scorseses vision er musikbranchen i New York anno 1973 et usandsynligt dragende sted.

Det var dengang, Bowie, Warhol og Robert Plant havde deres faste gang i byen. Dengang den var beskidt frem for poleret. Dengang musikken betød alt. Dengang pladeselskaberne havde kronede dage og væltede sig i penge, kvinder og sprut.

Vi møder hele teamet bag ‘Vinyl’ i Los Angeles, og det er noget af et drømmehold: Scorsese producerer og har instrueret første afsnit. Hans makker på ‘Boardwalk Empire’ og ‘The Wolf of Wall Street’, Terence Winter, er hovedforfatter. Bobby Cannavale, der slog igennem i netop ‘Boardwalk Empire’, har hovedrollen som Richie Finestra, en succesrig pladeselskabsboss, der står over for at sælge sit hjertebarn til et tysk konglomerat. Og i birollerne ses blandt andre Olivia Wilde som hans kone og Ray Romano som hans kompagnon – foruden Birgitte Hjort Sørensen der optræder i en enkelt scene i første afsnit som en skandinavisk model i slænget omkring Andy Warhol.

Vinyl
Men ideen til serien kom ikke fra nogen af ovenstående. Den kom fra Mick Jagger.

»Allerede i 1996 kom Mick til Marty (Scorsese, red.) med ideen om en film om det her emne. De lavede flere versioner af historien«, fortæller Terence Winter.

»Jeg kom om bord i 2008, men så kollapsede verdensøkonomien, og det stod klart, at ingen ville lave en tre timer lang periodefilm, der spændte sig over fire årtier i musikbranchen. Så vi var sat tilbage til start. Så opstod ideen: Hvad med en tv-serie? Men vi var nødt til at afgrænse den 40 år lange historie til én bestemt periode, og vi fandt ud af, at 1973 var det mest interessante år«.

Kombinationen af Jagger og Scorsese kan måske virke overraskende set udefra. Men ved nærmere eftersyn er det nærmest skæbnebestemt, at netop de to samarbejder om en serie, der udspiller sig på 70’ernes musikscene. Scorsese er kendt som en inkarneret musikelsker og har lavet flere musikfilm, heriblandt koncertfilmen ‘Shine a Light’ om netop The Rolling Stones. Han trådte frem på filmscenen i New York i slutningen af 60’erne, mens The Rolling Stones udgav deres første album i 1964. Op gennem 70’erne dominerede de hvert deres kunstneriske felt, der var nærmere beslægtet, end man måske skulle tro.

»Marty var jo en af de første, der virkelig brugte rock’n’roll i sine film. Der havde da været en rocksang på film i ny og næ inden, men ingen havde gjort det som ham. Han opfandt mere eller mindre den måde at bruge populærmusik på, som vi er vant til i dag«, siger Jagger med reference til ikke mindst Scorseses gennembrud ‘Mean Streets’, der revolutionerede filmmusikken med sin ekspressive brug af sange som The Ronettes’ ‘Be My Baby’ og The Rolling Stones’ egen ‘Jumpin Jack Flash’, der var centrale medfortællere i miljøskildringen af New Yorks barske gader.

Vinyl Martin Scorsese
»Fra ‘Shine a Light’ havde vi udviklet et sprog sammen, og vi har talt om det her projekt mange gange gennem årene, så vi har ret let ved at kommunikere, selv om vi kommer fra forskellige verdener«, tilføjer Jagger.

Musikken i blodet

Martin Scorsese understreger, at musikken – og ikke mindst The Rolling Stones – har haft en direkte indflydelse på ham som filmskaber.

»Deres musik har været en stor del af mit liv og har på mange måder været den primære inspiration for det visuelle i mine film, særligt i ‘Mean Streets’, men også ‘Raging Bull’ og hele vejen frem til ‘The Wolf of Wall Street’. Det har spillet ind i, hvordan jeg designer mine skud og scener. Deres musik har været noget, jeg altid er vendt tilbage til, og som jeg altid har spillet op gennem årene. Og vi har også det til fælles, at vi begge angriber livet med rå kanter i vores arbejde. Så det føltes meget naturligt, at vi på et eller andet tidspunkt kom til at arbejde sammen«, siger han.

Musikken er også konstant til stede omkring Richie Finestra i ‘Vinyl’. Vi finder ud af, at han etablerede sig på New Yorks musikscene takket være sin fintmærkende næse for talent. Men nu står han foran afgrunden. På den ene side vil han gerne væk fra det hele, leve af sine penge, dedikere sig selv til familien – på den anden side lever og ånder han for musikken, for at finde den nye lyd.

Vinyl Bobby Cannavale
På en måde spejler det Scorsese selv, der i 70’erne havde et storforbrug af kokain og var kendt for sit kompromisløse arbejdsraseri.

»Da jeg var ung, måske 13 år, og rock’n’roll virkelig brød igennem, blev musikken en del af mit liv. Når man siger, at man har musikken i blodet, er det det, der menes – at du hører det hele tiden, og du på en måde ser livet omkring dig som noget, der bare bliver spillet til den musik. Det ville jeg gerne afspejle i serien, så det ikke blev en konventionel fortælling, men en fortælling, der er som et stykke musik. Så det er næsten, som om man hører soundtracket til Richies liv. Du hører, hvad han hører, hvad enten han hører det rigtigt eller ej«.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Skrev sange til Jaggers søn

Selve musikken i serien er en blanding af autentiske numre fra 70’erne og sange skrevet til lejligheden.

»Et af mine stolteste øjeblikke på optagelserne var i en scene, der foregik på et diskotek, hvor vi spillede en sang, der var skrevet specifikt til serien«, fortæller Terence Winter.

»I pausen åbnede alle statisterne deres Shazam-app på telefonen for at finde ud af, hvilken sang det var, vi spillede. Og de fik et chok, da de fandt ud af, at de aldrig havde hørt den før. Jeg tænkte, at hvis vi kunne narre hele den flok til at tro, at sangen var fra 1973, så havde vi fat i noget«.

Alle musikvalg startede dog med diskussioner mellem Mick Jagger og Martin Scorsese. Og Jagger har også skrevet originalmusik til serien. Den musikalske hovedrolle som en aspirerende rockstjerne, Kip Stevens, spilles nemlig af hans søn James Jagger.

Vinyl Juno Temple James Jagger
»Jeg hjalp James med at komponere en af sangene til hans band i serien, og jeg fyldte et par tekststrofer ind her og der. Kombinationen af ny og gammel musik i ‘Vinyl’ er rigtigt interessant«, forklarer Jagger.

»Jeg gav ham ikke specielt mange råd, men jeg forsøgte at opmuntre ham og gøre ham tryg – bygge hans selvtillid op og sådan noget. Vi snakkede også lidt om, hvad baggrundshistorien til karakteren kunne være, og om hvordan det var at være musiker i New York i 70’erne. Bortset fra det lod jeg ham finde ud af det selv«.

Når holdet taler om serien, kan man godt få tanken, at Jagger underspiller sin betydning for serien. Det bekræfter skuespiller Olivia Wilde.

»Han var faktisk meget mere involveret, end jeg troede, han ville være«, siger hun. »Jeg kan huske, at vi skulle optage en stor festscene til pilotafsnittet, og undervejs kiggede jeg over mod kameraerne og så pludselig, at han sad der med høretelefoner på og fulgte med på monitoren. Jeg tænkte, Jesus Christ, han er her! Mick Jagger er her, og han sidder og ser på mig spille skuespil. Det kommer aldrig til at gå godt«, siger hun og slår op i et stort grin.

»Da jeg holdt op med at være så nervøs omkring ham, var han faktisk til stor hjælp. Han er god til at lytte og havde mange fine indspark til, hvordan karaktererne burde være, både når det gjaldt hår og sminke og fagter og replikker. Jeg føler også, at han tilfører serien en autenticitet og street-cred, som er inspirerende for os, når vi er på settet«.


Jagger vil dog godt vedkende sig, at han spillede en stor rolle i udformningen af ét centralt aspekt: Møderne mellem de fiktive karakterer og ægte legender som Bowie og Led Zeppelin.

»Den del kunne jeg rigtigt godt lide. Vi talte meget om, hvordan det ville have udspillet sig i virkeligheden«, siger han.

»Vi bad om tilladelse fra de virkelige personer, der dukker op i serien, og langt de fleste blev bare meget smigrede. Vi gav dem manuskripterne og lod dem komme med forslag. Mange af dem er jo også venner med enten Jagger eller Scorsese, og derfor var det ekstra vigtigt at skildre dem sandfærdigt og med respekt«, fortæller Terence Winter, som også lod sig inspirere af Jaggers historier om livet som rockstjerne i 70’erne.

»Han havde stærke holdninger, da vi valgte musikken, som skulle bruges i serien, og han var også med til at bestemme, hvem der skulle spille de forskellige kendte stjerner fra virkeligheden. Det var vigtigt for ham, at de faktisk var ægte musikere, så de vidste, hvordan de skulle opføre sig på en scene. Han lærte mig også en del om, hvordan pladeselskaber behandler kunstnere og omvendt«, fortæller Winter.

Da Jagger senere bliver spurgt om, hvor meget han selv var involveret i forretningsdelen med pladeselskaberne i 70’erne, slår han fast:

»Jeg var rigtigt meget involveret i 70’erne. For vi blev virkelig røvrendt i 60’erne«.


Mick Jaggers egne 70’ere

The Rolling Stones-frontmanden er den oplagte ekspert, når det kommer til det vilde rock’n’roll-liv, vi møder i ‘Vinyl’. Her er udklip fra hans egne 70’ere.

I 1969 smed Jagger og Keith Richards guitaristen Brian Jones ud af bandet efter hans eskalerede stofmisbrug. Han blev erstattet af Mick Taylor. Kort tid efter blev Jones fundet død i en swimmingpool.

I 1970 købte Jagger den gigantiske luksusvilla Stargroves i Sydengland, hvor han lavede et studie, som blandt andre The Rolling Stones, Led Zeppelin og Deep Purple indspillede i i løbet af årtiet.

Året efter flygtede hele bandet fra skattefar og endte i Frankrig, hvor Jagger og Keith Richards slog sig ned uden for Nice i en villa, der efter sigende var fuld af fester, heroin og besøg fra blandt andre forfatteren William S. Burroughs og Gram Parsons.

Jagger havde efter sigende en længerevarende affære med David Bowie igennem årtiet, hvor begge flirtede med det biseksuelle i både stil og livsstil.

Den karakteristiske frontmand med de fyldige læber har været et stilikon i årtier. I de tidlige 70’ere dyrkede han især glamrock-looket med masser af pailletter, glimmer, plateausko, makeup og fuld knald på attituden.

Læs også: Anmeldelse af ‘Vinyl’ – afsnit 1

Læs også: Birgitte Hjort Sørensen: »Scorsese kom ikke ud, og jeg tænkte, shit, hvad så?«