‘Batman v Superman: Dawn of Justice’: Batfleck er lyspunktet i rodet superheltebrag

3 6
Spillefilm
Instruktion

Zack Snyder

Medvirkende

Ben Affleck, Henry Cavill, Jesse Eisenberg, Amy Adams, Gal Gadot, Jeremy Irons

Spilletid

153 min.

Premiere

Den 24. marts

Jeg ville gerne elske den her film.

Jeg ville så gerne proklamere triumferende, at Zack Snyders ’Batman v Superman: Dawn of Justice’ er alle de ting, man kunne have ønsket sig fra det største superheltebrag hidtil. At den indfriede samtlige håbefulde forventninger til Batman og Supermans første filmiske møde, og at Zack Snyder fornemt tog røven på alle bange anelser, jeg og andre måtte have næret til instruktørens kvalifikationer oven på den farvefattige ’Man of Steel’.

Men jeg kan ikke nogen af delene.

Hvis man derimod vil se to desillusionerede, kronisk skulende superhelte tørne sammen i en kamp på modløshed og sortsyn, så er ’Batman v Superman’ den perfekte bitre pille. Glem alt om barnlig begejstring og ekstatisk eskapisme i biografmørket for gud forbyde, at storfilmen om DC Comics mest elskede superhelte skulle ende som frydefuldt underholdende, frem for fatalistisk kaotisk.

Så langt, så mavesurt konstateret, og dog er ’Batman v Superman’ trods alt bedre end forgængeren ’Man of Steel’, i allerhøjeste grad takket være introduktionen af Ben Afflecks Batman. En karakter, der stik imod sin natlige natur paradoksalt ender som et dramaturgisk lys i Snyders mørke, langt mere egnet til instruktørens dystopiske superhelteunivers end den polerede spejderdreng Superman (Henry Cavill).

Efter dødskampen mellem Superman og Zod lagde Metropolis i ruiner og kostede tusinder livet, pønser Batman/Bruce Wayne på at uskadeliggøre Kryptons søn, inden den flyvende alien forårsager yderligere ravage. Butler/altmuligmand Alfred (perfekt castede Jeremy Irons) advarer Bruce mod at lade sig opsluge af den selvretfærdige lede, der efter 20 års kamp mod Gothams værste eksistenser synes at have formørket den tidligere mesterdetektivs dømmekraft.

Men Bruce er en vred, gråsprængt mand (»selv du blev for gammel til at dø ung«, bemærker Alfred sarkastisk), som drømmer onde drømme om sine forældres død og en verden, hvori Superman er Superskurk, mens han i sine vågne timer bæller rødvin foran computerskærmen (de fleste midaldrende mænd vil kunne sympatisere). Når han da ikke tæsker og brændemærker kriminelle udskud med en tung brutalitet, der får Christian Bales Batman til at ligne en myg ballerina.

Jeg smider gerne hovedet på blokken og påstår, at Batfleck simpelthen er den bedste inkarnation af nattens ridder endnu set. Både fysisk og psykisk rammer Affleck flagermusens komplekse karakter på kornet med en eksplosiv intensitet og troværdighed, der skaber en rasende interessant superhelt på en brøkdel af den tid, Henry Cavill flaksede rundt på lærredet og forgæves famlede efter essensen af Superman i ’Man of Steel’. Ben Affleck er Batman. Og hold nu fast, hvor jeg allerede glæder mig til at se, hvad skuespilleren får ud af den kommende Bat-solofilm, Affleck eftersigende endog selv skal instruere.

For nu tilbage til det aktuelle drama, hvor Bruce ikke er ene om at nære mistillid til Supermans intentioner: Både senatoren Finch (Holly Hunter) og forretningsmogulen Alexander Luthor (en irriterende ufarlig Jesse Eisenberg) ønsker at tøjle helten med henholdsvis lovgivning og kryptonit, alt imens medierne debatterer vildt, hvorvidt Supermans eksistens overhovedet skal politiseres, eller om han i stedet bør imødekommes som den genopstående Messias. En spændende diskussion, som filmen dog ikke gider at udforske nærmere, end at en rask eksplosion ikke hastigt kan flytte fokus andetsteds hen.

Forståeligt nok bliver Kal-Els panderynker dybere scene for scene, mens det trækker op til et ’alle mod Superman’-opgør, hvor kun kæresten Lois Lane (Amy Adams) og mor Martha (Diane Lane) fortsat står trofast ved superheltens side. Snyder krydrer dertil uelegant plottet med utallige iscenesættende afstikkere til kommende franchise-film, og skønt Gal Gadots Wonder Woman får en hæderlig introduktion der smager af mere, kunne man snildt have undværet de andre supehelte-cameos, der i sidste ende ikke tjener andet formål end distrahere fra filmens egentlige selling point: Mødet mellem Batman og Superman. Som konsekvens heraf og akkurat som frygtet reduceres heltenes endelige, alt for korte duel til en forhastet prolog til næste års ’Justice League’, frem for det episke event, begge karakterer – og publikum – havde fortjent.

Besynderligt for en film med så mange bolde i luften, formår ’Batman v Superman’ sågar at føles decideret kedelig i passager, når særligt Clark/Superman bitcher ulideligt over tilværelsens uretfærdigheder, i stedet for at se sine opponenter i øjnene. Cavills vingeskudte Superman indgyder langt fra nogen tro på, at manden af stål skulle være menneskehedens eviggode frelser fra stjernerne, og alt håb synes efterhånden at være ude for, at Snyder får opbygget en Superman-karakter værdig det prangende S.

Instruktøren virker atter mere optaget af at svælge i egen visuelle signaturstil, der her vægtes over substans i en så formularisk grad, at det tangerer selvparodi, når billedsiden dvæler ved frelste Americana-montager – Kansas-korn vejende i vinden, folket samlet med himmelvendte ansigter – i gulnede farvetoner tilsat Hans Zimmers svulstige score. Selvsamme grumsede æstetik gør heller ikke just actionscenerne nogen tjenester, idet Snyders bæbrune filter immervæk gør det pokkers svært at se, hvem og hvad der bliver slået til plukfisk i skyggerne. Man savner akut et mesterligt actionstykke til at få hjertet skudt op i halsen a la biljagten i ’The Dark Knight’, men spises i stedet af med Krypton-monstret Doomsday, der som et klodset CGI-levn fra Peter Jacksons nederste skrivebordsskuffe smadrer løs i sidste akt i takt med, at forudsigeligheden gør øjenlågene tunge.

Snyder er allerede bekræftet som instruktør på den kommende ’Justice League’, der vil forene Batman, Superman, Wonder Woman, Aquaman, Flash og Cyborg. Ville han dog bare give faklen videre, inden hele DC’s superhelteunivers drænes for det liv, de mange helte nu engang alle dage har kæmpet så indædt for at forsvare.

Mindre Snyder og Superman, mere Batfleck, tak.


Kort sagt:
Ben Afflecks Batman er højdepunktet i ’Batman v Superman’, der ikke er den episke superheltefilm, man kunne have ønsket af det første møde mellem flagermusen og stålmanden på det store lærred. Til gengæld er det præcis den film, man kunne forvente af Zack Snyder, som svælger forudsigeligt i eget anæmiske visuelle udtryk.