Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 10: Daniel Craigs Q kan stirre ned i Themsen som ingen anden

Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 10: Daniel Craigs Q kan stirre ned i Themsen som ingen anden
I denne sommerserie skriver vores anmeldere om de skuespillere, der ifølge dem har fået alt for lidt anerkendelse. Her hylder Mathias Ravn briten Ben Whishaw, der ofte er bedst, når intet sker, men også mestrer det afstumpede og kække.

Han brillerer i det allermindste, fra forpinte blikke til sløret diktion. Ofte spiller han bedst, når der næsten intet sker. Han kan som de færreste skuespillere stirre ned i Themsen, som om London-floden rummede en eksistentiel tomhed, andre endnu ikke helt har erfaret eller følt. Og når han til sidst punkterer stilheden med en replik, har man en fornemmelse af, at han drejer ordene rundt i hjernebarkens hulrum, mens han drejer dem i munden – som om talen altid kæmper for at indhente tanken, der buldrer ufortrødent ud ad ensomhedens forladte alléer.

Jeg stiftede først bekendtskab med Ben Whishaw i BBC-miniserien ‘Criminal Justice’. Her spiller han en ung mand, der efter en sommernats blændende forelskelse slår øjnene op til et mareridt. Snart deler han celle med hærdede kriminelle, mens alle, fra dommeren i retten til hans hulkende forældre, fortæller ham, at de tror, han har slået sin ungdomsforelskelse ihjel.

Udsatte outsidere og kække speedsnakkere

Rollen som den formummede Ben Coulter er et fint eksempel på Whishaws fornemmeste kompetencer. Han har et formidabelt blik for nuancerne, der tillader ham at portrættere samfundets mest udsatte med den enorme, akutte smerte, de slås med i deres sind. Det er, som om han i denne henseende deler sanseapparat med sin mest kendte internationalle rolle: rollen som duftemorderen Jean-Baptiste Grenouille i Tom Tykwers ‘Perfume: The Story of a Murderer’.

For det er ofte de lidt anderledes, de lidt aparte eksistenser, som Whishaw portrætterer på lærredet. Man kunne måske anskue det sådan, at rollerne som Coulter og Grenouille tilhører det ene af to spor i Whishaws rollepartitur. Det er mennesker, der er stumt indespærret af eksistensen, men ude af stand til at finde afløb for deres frustrationer. Det andet spor tilhører dem, der bekæmper tomheden med rasende opfindsomhed.

Her har Whishaw fået mest opmærksomhed for mindre roller som den ikoniske Q i James Bond-filmene, poeten Arthur i ‘I’m Not There’ og komponisten Robert Frobisher i ‘Cloud Atlas’. Men det er i en anden BBC-serie, at han har slået fast, at han ikke kun kan spille de stille iblandt os. Eller snarere, at hans flair for speedsnakkende ordflom kan matche de allerbedste.

I det ‘Mad Men’-efterstræbende periodedrama ‘The Hour’, spiller Whishaw en stormfuldt idealistisk reporter, der anfører et hold af hårdtarbejdende journalister under Suez-krisen. Her er Whishaw helt anderledes hårdtslående i replikken – kæk, overrumplende og velfriseret i de fleste af livets forhold, men emotionelt afstumpet. Det er et andet vildspor end den fortabte, følsomme sjæl, men han er ikke mindre vildfaren, måske snarere det modsatte.

Annonce

Lys i pessimismens mørke

Mens Ben Whishaw endnu ikke er plakatmateriale i internationale filmkredse, er han en anderledes celeber størrelse i britisk teater. Han har spillet den deprimerede drømmer Konstantin i Tjekhovs ‘Mågen’, han spillede Hamlet på The Old Vic i London i en alder af 23, og for tiden er han aktuel i rollen som John Proctor i Arthur Millers klassiker ‘The Crucible’. Det er ikke bare tre af scenekunstens, men snarere tre af moderne dramas mest interessante, udfordrende og komplekse karakterer.

Rollerne appellerer til alt det, som Whishaw mestrer, men det er paradoksalt, at de alle fortæres af en nærmest misantropisk pessimisme. Alle har de det forhold til fælles, at de lider under en forståelse for menneskers medfødte råddenskab. For det er når Whishaw lader øjnene flakke med en tro på det fineste i mennesket, at han er allerbedst. Når han lader håbet spadsere ind i de allermørkeste stunder. Ofte består dette fineste i følelserne for et andet menneske.

Senest er dette spirende håb trådt frem i forbindelse med en tredje BBC-produktion: miniserien ‘London Spy’. Her føles det som om, trådene fra ‘Criminal Justice’ bindes sammen, når Whishaw falder for en mand, der kort efter deres korte romance findes død i sit hjem. Serien formår at formulere den eksistentielle undren, som altid spiller ind, når mennesker føler for andre mennesker: Er de mon dem, man tror, de er? Føler de nu det, man tror, de føler?

‘London Spy’, ‘The Hour’ og ‘Criminal Justice’ er ikke Tjekhov, Miller eller Shakespeare, slet ikke, men de tre BBC-serier er tilsammen en platform for et stort, endnu lidt uudforsket skuespiltalent. De formår at trække alt det fineste frem i en skuespiller, der sparker luften ud af pauserne, så man næsten ikke mærker, at tiden forhales eller står stille. Den slidte kliché om at brænde sådan på lærredet, at lærredet perforeres, er netop det: slidt. Men når man taler om Ben Whishaw, er det nu ikke helt forkert. Her er man de fleste klichéer forundt.

For han kan et eller andet, nærmest udefinerbart, som man nok ikke kan lære. Det skal man kunne for at spille Hamlet i starten af 20’erne – siden har han lært alt det andet. Kender man ham ikke allerede, er der en større seriesejlads at se frem til. En oftest ordknap, men altid fintfølende rejse til Themsens mennesketomme breder.

Læs også: Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 9: Hvorfor har Scully aldrig spillet narkoprostitueret?