‘Capsule’: ‘Gravity’ møder ‘Buried’ i fortænkt lavbudgets-sci-fi

‘Capsule’: ‘Gravity’ møder ‘Buried’ i fortænkt lavbudgets-sci-fi

På papiret lyder det engelske sci-fi-drama ‘Capsule’ drønspændende.

Den erfarne britiske pilot Guy kommanderer Storbritanniens første bemandede rumkapsel, bygget i samarbejde med USA, mens Den Kolde Krig er på sit højeste. Men kapslen bryder sammen, og pludselig befinder Guy sig alene i rummet med et hastigt svindende iltniveau og ingen anden kontakt til omverdenen end en radio.

Fanget i rummet begynder Guy pludselig at høre andre stemmer i radioen end det britiske hovedkvarter. Først er det en russer, der straks anklager ham for spionage, og så overtages radioen af en amerikaner, der forsøger at hjælpe ham ned. I sin desperation bliver radiostøjen til et tillidsspørgsmål for Guy, der ikke længere ved, hvem han skal stole på. Det eneste, han ved, er, at han ikke har lang tid tilbage.

Men her begynder filmens konstruktion at falde fra hinanden. Radioen fremstår som et fortænkt stykke plotmekanik, som med vold og magt søger at forstærke Guys dilemma, der i sidste ende ikke giver nogen som helst mening. Hvorfor i alverden skulle en brite i en amerikansk rumkapsel under Den Kolde Krig så meget som overveje at stole på en russer, mens han befandt sig på en tophemmelig rummission?!

‘Capsule’ er en slags low-budget-udgave af ‘Gravity’, båret af fremragende skuespil fra Edmund Kingsley (Sir Bens søn) som Guy. Det er bare ikke nok, når Alfonso Cuaróns ‘Gravity’ håndterede den selvsamme situationsbestemte klaustrofobi, desperation og ensomhed i rummet verdensklasser bedre.

Andrew Martin og hans filmhold har dog på imponerende vis forløst den noget nært umulige opgave at sammensætte en velkonstrueret sci-fi-film for kun 150.000 pund – uden at det ligner en b-film fra 80’erne – ved at lade noget nær hele filmen foregå i rumkapslens snævre interiør, som en slags ‘Buried’ i rummet. Det er et glimrende virkemiddel, der kun fejler på grund af det håbløse plot.

Lige fra introen, der via nyhedsudklip etablerer filmens historiske – og delvist fiktive – baggrund, til de fortrinlige skud af jorden fra kapslen, mærkes budgettets diminutive størrelse aldrig. Om ikke andet beviser ‘Capsule’, at man også kan lave sci-fi for små penge. Man skal bare have et bedre manuskript.


Kort sagt:
‘Capsule’ bringer ikke noget nyt til sci-fi-genrens klassiske strandet-i-rummet-setup og ender som en fortænkt, low-budget-udgave af ‘Gravity’. Spillefilmdebuterende Andrew Martin beviser dog, at det er muligt at skabe et velkonstrueret sci-fi-univers for små penge.

Spillefilm. Instruktion: Andrew Martin. Medvirkende: Edmund Kingsley, Lisa Greenwood, David Wayman. Spilletid: 88 min.. Premiere: Kan ses på Blockbuster
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af