Det er på tide, at menneskets bedste ven anerkendes som ægte filmstjerner

Det er på tide, at menneskets bedste ven anerkendes som ægte filmstjerner
Nellie med sin co-star, Adam Driver
Den afdøde bulldog Nellie er tæt på at overskygge Adam Driver med sin præstation i den premiereaktuelle ’Paterson’. Vi hylder Nellie ved at se nærmere på, hvilken rolle menneskets bedste ven spiller i filmkunsten – og udråber de 10 bedste hundepræstationer på film.

Det hele startede i 1929. Østrigeren Emil Jannings modtog verdens første Oscar for bedste skuespilpræstation. Men faktisk var det schæferen Rin Tin Tin, akademimedlemmerne havde valgt. Kort før overrækkelsen blev han fjernet fra kategorien, da Akademiet frygtede, at en statuette til Rin Tin Tin ville skade prisens renommé.

Der skulle gå mange år, før den internationale filmbranche anerkendte, at hunde spiller en vigtig rolle på det store lærred og kan besidde belønningsværdig star quality.

I 2001 tog den britiske filmjournalist Toby Rose affære. I Cannes stiftede han den alternative pris Palm Dog (et ordspil på Palm d’Or – Den Gyldne Palme). Den består af et halsbånd af læder påtrykt PALM DOG og gives til den bedste hundepræstation. For at blive nomineret skal man levere en konsistent præstation, besidde en karismatisk tilstedeværelse og, selvfølgelig, kunne gø på kommando.

Paterson hund

Nellie og Golshifteh Farahani i ‘Paterson’

Men er Palm Dog mere end blot et humoristisk indslag, der skal punktere lidt af selvhøjtideligheden på den fisefornemme filmfestival? Det har hundene i hvert fald fortjent. Som skuespillere kan de i mange tilfælde være mennesket (i hvert fald menneskearter som Keanu Reeves og Ashton Kutcher) overlegent: Se ind i et par tiggende hundeøjne, og det står klart, at hunden som intet andet pattedyr kan udtrykke følelser gennem sin mimik. Helt uden at overspille.

Men hvilken rolle spiller de firbenede pelsdyr på film? I et forsøg på at henlede opmærksomheden mod hundenes kvaliteter og betydning for filmhistorien opridser vi her en typologi over hunde på film. Filmhundenes forgrenede stamtavle, om man vil.

Hundetype 1: De skaber vendepunkter og fremdrift

Hunde har ofte en vigtig funktion i filmens fortælling, når den menneskelige hovedperson er ude af stand til at handle eller komme videre i sit liv.

I Jim Jarmusch’ aktuelle, poetiske perle ’Paterson’ opfører den engelske bulldog Marvin (førnævnte Nellie) sig mestendels velopdragent, stille og roligt i klassisk plotløs Jarmusch-stil. Lige indtil én afgørende hændelse, som er filmens eneste vendepunkt. Når dramaet endelig skal indtræffe – synes man at høre Jarmusch sige – så lad det være en hunds værk!

Marvin fungerer desuden som en slags substitut for os publikum. Igennem Marvins øjne iagttager vi hans ejere skændes, glædes, frustreres, elske. Gennem hundens medlidende eller kyniske blik (ordet »kynisk« betyder oprindeligt »hundelignende« på græsk) ser vi det komiske, tragiske eller håbløse i de menneskelige karakterers handlinger og situationer.

I Todd Solondz’ tragikomiske episodefilm ’Wiener-Dog’ fra sidste år fungerer en glathåret gravhund som et naturligt bindeled mellem fire historier. Den bliver et fortællemæssigt fikspunkt, der sender filmens ulykkelige skæbner i nye retninger, og den får sine ejere til at føle sig betydningsfulde og giver dem trøst. Omvendt bliver Wiener-Dogs liv berørt af menneskene – til tider med fatale konsekvenser (giv aldrig en hund chokolade!).

Weiner-Dog

Weiner-Dog

Med gravhundens guddommeligt komiske vralten (som er uundgåelig, når ens ben er under 10 cm lange) er det ikke svært at forstå, hvorfor den excentriske instruktør har valgt at dedikere en hel film til sin behårede hovedrolle.

I Vittorio De Sicas neorealistiske melodrama ’Umberto D.’ (1952) forsøger den forarmede titelkarakter at skille sig af med sit gadekryds, Flike, der har en pragmatisk tilgang til livet og nægter at forlade sin desperate ejermand. Flike spiller en afgørende rolle i filmens klimaks, hvor den bitre Umberto D. har besluttet sig for at gøre en ende på genvordighederne. Men Flike redder både sit eget og Umberto D.’s liv fra at blive tilintetgjort af et tog.

Andre eksempler på hunde, der skaber vendepunkter og fremdrift: Beethoven i ’Beethoven’ (1992), Bolt i ’Bolt’ 2008.

Hundetype 2: De varsler eller skaber rædsel

I gyserfilm varsler hunden fremkomsten af rendyrket rædsel. Med nervøse bjæf advarer den om, at morderen sniger sig langs husets dunkle yderside, hvilket – som genren tilskriver – ignoreres af hovedpersonen. Åh, de dumme mennesker!

Cujo i 1983-filmen af samme navn er alt andet end trofast og vagtsom. Eller det vil sige: Det er han, indtil han bliver bidt af en flagermus. Hans familie har haft for travlt til at vaccinere ham mod hundegalskab, så Sankt Bernard-hunden forvandles til et vanvittigt monster, der dræber alle, han elsker. Man bliver i sandhed hunderæd for ’Cujo’, der på bestialsk vis forvandler menneskets bedste ven til dets værste fjende.

Cujo

‘Cujo’

En hund, der skaber rædsel på et mere symbolsk plan, finder vi i Lars Von Triers ’Dogville’. Alle byens borgere har opført sig egoistisk og moralsk forkasteligt og må derfor bøde med livet. Kun én af byens borgere bliver skånet af gangsternes kugler: hunden Moses.

Mens Moses hidtil blot har været en kridttegning på filmkulissens gulvet, forvandles han i sidste scene til en virkelig hund, som med blottede tænder springer op mod kameraet og bider sig fast i seerens strube. Moses er en schæfer, den inkarnerede politihund, der inkarnerer loven, på samme måde som bibelkarakteren Moses bragte menneskene de ti bud.

At Triers kridttegnede hund modtog en Palm Dog, kan virke ironisk – men det kan også ses som en hyldest til hunden som (symbolsk) element i film, især når filmens titel er ’Dogville’.

Andre eksempler på hunde, der skaber rædsel: Den hvide schæfer i ’White Dog’ (1982), dræberhundene i ’Dogs’ (1976), de 250 hunde i ’White God’ (2015)

Hundetype 3: De skaber antipati og sympati

Hunde er en god lakmusprøve på, om en filmkarakter er ond eller god. Det er således et uafvendeligt tegn på en karakters onde hensigter, hvis en hund ikke bryder sig om dennes lugt. Tænk bare på den ondeste dyremishandler over dem alle: Cruella de Vil, der hellere vil have pels end puppies. Særligt Glenn Closes version af modeguruen fra ’101 dalmatinere i levende live’ (1996) skaber øjeblikkelig antipati.

Modsat kan der også skabes sympati for selv den mest afstumpede person, hvis hun viser omsorg for en hund. I miniserien ’Olive Kitteridge’ (2014) hævder den depressive og koldhjertede titelkarakter (Frances McDormand), at hendes aldrende gravhund Clancy er det eneste, der afholder hende fra at skyde sig selv.

Når Olive er alene med Clancy, tør hun vise det uskyldige væsen al den varme og hjertelighed, som hun ikke viser sine medmennesker. Og sådan kommer vi uundgåeligt til at elske hende på trods. På grund af Clancy.

Uggie

‘Uggie’ med Berenice Bejo i ‘The Artist’

Samme greb bruges i hundeklassikeren ’Turner og hund’ (1989). Den pedantiske politimand Scott Turners (Tom Hank) renlige og ryddelige hjem får hårde betingelser, da Hooch, en savlende og grim fransk mastiff, flytter ind. Langsomt – i scenerne mellem Turner og Hooch – mærker vi, at der gemmer sig et menneske bag politimandens stive facade: Vi hører Turners tanker, når han betror sig til Hooch, og vi ser ham give slip på sin OCD, når han boltrer sig med det store dyr.

En sympatiskabende filmhund finder vi også i ’The Artist’ (2011), hvor stumfilmsstjernen George Valentin (Jean Dujardin) lider under talefilmens indtog. Vores sympati med kunstnerens deroute bliver vakt takket være Valentins akrobatiske, firbenede sidekick.

Andre eksempler: Tulip i ’Min hund Tulip’ (2009), Milo i ’The Mask’ (1994).

Hundetype 4: Den menneskelignende hovedrolle

I denne kategori finder vi hunden som antropomorf hovedperson: Hunden, der ikke blot er en uddybning, men et spejl af mennesket.

Rin Tin Tin, Lassie og mange andre filmhunde skylder en hel del til britiske Cecil Milton Hepworth, den første filmskaber, der anerkendte hundens potentiale. I hans film ’Rescued by Rover’ fra 1905 kommer familiehunden Rover til undsætning, da familiens baby bliver kidnappet. Rover hundesvømmer over en flod og gennemsøger et slumkvarter, før han endelig får opsporet den forhutlede tiggerkvinde, som har snuppet barnet.

Med logrende hale forsøger han at få barnets forældre til at følge med hen til tiggerens hybel. Men ak, menneskene forstår jo intet! Til sidst følger faren dog med, og sammen får de hentet guldklumpen hjem igen.

Rover kan som den eneste gennemskue, hvad der sker omkring ham, og som den eneste er han i stand til at handle fornuftigt. Rover er sine medmennesker overlegen – og derfor bliver han filmens formidable hovedrolle.

'Whir

‘White God’

En anden hovedrolleindehaver er pudlen Gatsby (undtagelsesvis en ’seriehund’), der med stor følsomhed og indlevelse spiller sig igennem et helt afsnit af HBO-serien ’High Maintenance’ (2016). Gatsbys hundeliv er ikke spor anderledes end menneskelivet: Han forelsker sig (i sin hundelufter) og bliver dybt fortvivlet, da kærligheden forsvinder ud af hans tilværelse. Men til forskel fra mennesker er Gatsby i stand til at handle. Han opsøger en ny, omsorgsfuld kvinde og kommer ud af sin sorg.

Gatsby bliver selve billedet på tilværelsens uafvendelighed og tilfældighed, dens lykke, ulyksaligheder og kompromisser – og mens vi kun ser hans ejere perifert, er hunden det altoverskyggende centrum.

Noget lignende sker undervejs i Kornél Mundruczós fremragende ’White God’, hvor teenagepigen Lili flytter ind hos sin far, der smider hendes elskede hund Hagen på gaden. Efterhånden bliver Hagen den egentlige hovedperson, og vi følger hundens kamp for genforening og… hævn. Hagen spejler Lilis temperamentsfulde coming of age og den godhjertede barneverden i modsætning til den hjerteløse voksenverden.

Selv i live action-film kan hunden således være karaktermæssigt anker helt på linje med homo sapiens.

De bedste hundepræstationer på film

10. Rin Tin Tin i ’Where the North Begins’ (1923) og 27 andre filmtitler
Det hedder sig, at Rin Tin Tin reddede Warner Brothers fra et økonomisk kollaps. Schæferen var en folkehelt og spillede alene i 1927 med i fire Hollywood-film.

9. Pixar-hunde
Animationsstudiet har de sidste 20 år beriget vores liv med forrygende hunde. De lagde hårdt ud med den fjedrende gravhund Slinky i ’Toy Story’ (1995). I ’Up’ (2009) mødte vi den britisk-talende, egernbesatte Golden Retriever Dug, der ikke er den skarpeste hund i kennelen – modsat den frække hyrdehund Bolt (fra filmen af samme navn fra 2008), som selveste John Travolta lægger stemme til.

8. Disney-hunde
Hvis Palm Dog havde eksisteret i 1961, havde alle 15 dalmatinerhvalpe i ’Hund og hund imellem’ – bedre kendt som ’101 dalmatinere’ – fået prisen! Det samme gælder den yndefulde Cocker Spaniel og det grove gadekryds i ’Lady og vagabonden’ (1955). For ingen havde vel troet, at to hunde, der spiser spaghetti, ville føles romantisk, men den ikoniske scene sitrer af kærlighed. Og hvem glemmer nogensinde den heroiske jagthund Mads fra ’Mads og Mikkel’ (1981) og den stuepigeklædte Sankt Bernhard-hund Nana fra ’Peter Pan’ (1953)?

7. Cujo i ‘Cujo’ (1983)
Det løber én koldt ned af ryggen, når Sankt Bernard-hunden Cujo angriber sine familiemedlemmer. Ikke kun fordi han er sindssyg, men fordi han på ganske menneskelig vis ved, at han er det.

Flike

Flike fra ‘Umberto D.’

6. Flike i ’Umberto D.’ (1952)
Det eneste, der afholder filmens hovedperson for at tage livet af sig selv, er Flike, et lille gadekryds med intelligente øjne og et optimistisk syn på tilværelsen, helt modsat Umberto D.’s pessimistiske opgivenhed.

5. Lassie i ‘Lassie come home’ (1943)
Den kløgtige collie er den ultimative hundehelt og sandsynligvis den, som flest hunde ser op til. Hvis de så film, ass.

4. Marley i ’Marley and Me’ (2008)
Marley spilles af 22 bedårende gule Labrador-hunde. Clyde, som er den hund, der får længst spilletid foran kameraet, er en sublim method actor og giver filmen troværdighed og originalitet.

3. Hooch i ‘Turner og hund’ (1989)
Kemien mellem Tom Hanks og Beasly, som er Hoochs rigtige navn, er grund nok til at gense 80’er-filmen. Den savlende Beasly har sandsynligvis været skyld i, at salget af franske mastiff-hunde til amerikanske familier steg eksplosivt efter filmens premiere.

2. Milo i ’The Mask’ (1994)
I sin debutrolle bidrog Jack Russel-terrieren Max med uvurderlige improvisationer. For eksempel giver han ikke slip på sin frisbee, da Stanley Ipkiss (Jim Carrey) forsøger at skjule stjålne penge i et skab. Ifølge manuskriptet skulle Milo give slip på frisbeeen, men improvisationen endte med at komme med i den endelige film.

1. Jack i ’The Artist’ (2011)
Den ruhårede Jack Russel-terrier Uggie boltrede sig i regulær stjernestatus efter sin medvirken i stumfilmen, som vandt både en Oscar for bedste film og en Palm Dog. Uggie arbejdede i ti år foran kameraet (han kan blandt andet opleves i Robert Pattinson-fuseren ’Water for Elephants’), men gik på pension efter ’The Artist’. Uggie har fået sin pote aftrykt på Hollywood Walk of Fame.

Læs også: Anmeldelse af ‘Paterson’

Læs også: Stort interview med Adam Driver – »jeg havde ingen retning i livet, før jeg meldte mig til hæren«

 
 
Sponsoreret indhold
Ugens fester