Med en halvfed pik har Lena Dunham skabt et udsagn, der vil give genlyd længe

Med en halvfed pik har Lena Dunham skabt et udsagn, der vil give genlyd længe
Lena Dunham som Hannah i afsnittet 'American Bitch' i tredje sæson 'Girls'.
Det seneste ’Girls’-afsnit er et af seriens mest centrale til dato. Her spidder Lena Dunham på provokerende vis den selvtilfredse hvide kulturelite, men det interessante er, at hun også er kritisk over for sin egen position.

KOMMENTAR: Han beder hende tage skoene af, det er den første magtdemonstration.

Hun er en ung opkomling af en journalist, han er en af verdens mest anerkendte forfattere, og hun er blevet budt ind i hans liebhaverlejlighed i New York. Og skoene de skal af, men ikke nok med det, de skal stå snorlige i entreen, og de må ikke røre hans ruskindsstøvler. Beder han venligt, men bestemt.

Hannah Horvaths møde med Chuck Palmer (Matthew Rhys fra ’The Americans’) i tredje afsnit af den aktuelle sæson ’Girls’, ’American Bitch’, er et af seriens mest interessante og eksplosive gennem tiden.

Chuck har inviteret Hannah på besøg, fordi hun har skrevet en artikel på et feministisk niche-website (ikke ulig Dunhams eget Lenny Letters), hvor hun går i flæsket på ham for at have dyrket sex med en række ivrige collegestuderende på sin bogturné – og har tvunget mindst én af dem til at give ham et blowjob. Siden har flere af dem berettet om deres oplevelser.

Chuck har behov for at forklare sig. Og for at Hannah ved, hvordan den offentlige gabestok har påvirket ham. Tænk at ens liv kan blive ødelagt af »noget, der hedder Tumbler uden ’e’«, som han siger. Han kan ikke sove, har tabt 10 kilo, er tilbage i terapi og har mareridt om, at hans tween-datter eller hendes veninder skal læse om ham på nettet.

»Jeg er et liderligt svin med impulskontrol som et barn«, siger han. »Men jeg har aldrig tvunget nogen til et blowjob«.

Et afsnit, hvor Hannah er Lena

Hans argumenter er overbevisende. Det er Hannahs også. Han udøver en kompleks magt over de unge kvinder, der ikke er udsat for fysisk tvang, men alligevel finder sig selv i en situation, hvor det er svært at sige nej.

Han mener, at de er ude efter at opleve noget, de selv kan skrive om. Hun mener, at pigerne bare ønsker at blive set. Han påpeger, at Hannah opfører sig, som gjaldt det borgerrettighedsbevægelsen. Hun argumenterer for, at hans handlinger peger på et større historisk problem, hvor kvinder ikke bliver taget seriøst, når de fortæller om overgreb. Man kommer ikke med den slags anklager for sjov, men fordi det efterlader varige ar, som hun siger.

Chuck mener, at vi befinder os i en moralsk gråzone. Men Lena er træt af gråzoner. Hun fortæller en historie om, hvordan hendes engelsklærer i femte klasse masserede hendes nakke og rodede i hendes hår, mens han roste hendes skrivetalent. Det var naturligvis først som voksen, det gik op for hende, hvor grænseoverskridende det var.

Matthew Rhys er i topform som forfatteren Chuck Palmer.

Matthew Rhys er i topform som forfatteren Chuck Palmer.

Denne oplevelse er ikke bare Hannahs, men også Lena Dunhams. Hun har selv skrevet om den i bogen ’Not That Kind of Girl’. Og i ’American Bitch’ er Hannah da også langt mere Dunham, end hun er Hannah. Det er en slags metarefleksion over magtforholdet mellem kønnene, men også over Dunhams egen status, her fem år efter det dengang blot 25-årige stortalent slog igennem med sit banebrydende generationsportræt.

I afsnittet demonstrerer den selvtilfredse Chuck sin magt i hver eneste interaktion. Skoene er bare begyndelsen. Når Hannah vil sige noget, giver han lov, på overfladen høfligt, men i virkeligheden dybt nedladende: »Go right ahead, Hannah«.

Selv hans ros – hun er både køn, intelligent og velskrivende – tjener det formål at gøre ham til den, der patroniserende bestemmer, hvem der er køn, intelligent og velskrivende. Og endelig er der pikken. Den kommer vi tilbage til.

Annonce

Kan smadre folk med et enkelt tweet

Flere meningsdannere, som Emma Dibdin fra Harper’s Bazar, har tolket afsnittet som en rendyrket, spiddende kritik af kvindemisbrugende mænd med magt. En udforskning af, hvor subtilt magt kan forplante sig, og hvordan overgreb ikke behøver bestå af fysisk tvang for at være traumatiserende.

Det er ikke forkert, men samtidig en ensporet læsning.

Episodens styrke er netop de nuancer og den velovervejede selvrefleksion, som sideløbende udfolder sig. Man kan se diskussionen mellem Hannah og Chuck som en slags diskussion mellem Lena og Lena.

Dunham endte sidste år i en mindre shitstorm, da hun i et interview med Amy Schumer fortalte, at hun ved et event sad ved siden af football-stjernen Odell Beckham Jr., som ifølge Dunham »kiggede på mig og besluttede, at jeg ikke var formet som en kvinde efter hans standarder«.

Efter hård kritik undskyldte Dunham: »Jeg valgte alligevel at projicere disse usikkerheder og gjorde helt narcissistiske antagelser om, hvad han tænkte, og præsenterede disse antagelser som fakta. Jeg har det forfærdeligt med det«.

I owe Odell Beckham Jr an apology. Despite my moments of bravado, I struggle at industry events (and in life) with the sense that I don’t rep a certain standard of beauty and so when I show up to the Met Ball surrounded by models and swan-like actresses it’s hard not to feel like a sack of flaming garbage. This felt especially intense with a handsome athlete as my dinner companion and a bunch of women I was sure he’d rather be seated with. But I went ahead and projected these insecurities and made totally narcissistic assumptions about what he was thinking, then presented those assumptions as facts. I feel terrible about it. Because after listening to lots of valid criticism, I see how unfair it is to ascribe misogynistic thoughts to someone I don’t know AT ALL. Like, we have never met, I have no idea the kind of day he’s having or what his truth is. But most importantly, I would never intentionally contribute to a long and often violent history of the over-sexualization of black male bodies- as well as false accusations by white women towards black men. I’m so sorry, particularly to OBJ, who has every right to be on his cell phone. The fact is I don’t know about his state of mind (I don’t know a lot of things) and I shouldn’t have acted like I did. Much love and thanks, Lena

Et opslag delt af Lena Dunham (@lenadunham) den

Der er en klar parallel mellem denne sag og samtalen i ’American Bitch’. Også her undskylder Hannah for at have baseret sin artikel på rygter, efter Chuck har præsenteret sin side af sagen. Virkeligheden er ikke sort-hvid, og selv den privilegerede hvide mand har ret til ikke at blive dømt, før fakta er på plads.

Her reflekterer Dunham over, at hun selv er blevet en magtfaktor. Hun slog på mange måder igennem som en stemme for marginaliserede kvinder, men i dag er hun øverst i hierarkiet. Allerede i 2013 var hun på Time Magazines liste over verdens mest magtfulde mennesker, og hun kan smadre folks liv med et enkelt tweet.

Hun er nødt til at tage den position seriøst, og det var det, hun gjorde med undskyldningen til Odell Beckham Jr. Det er også det, hun – midt i kritikken af en forskruet mandsfigur – gør med ’American Bitch’.

Desperado

Man kan nemlig ikke bare hænge folk ud i den feministiske sags tjeneste uden at vide nøjagtigt, hvad man laver. Det er en hyperaktuel pointe i kølvandet på diskussionen om Casey Affleck, hvis Oscar-pris flere har haft travlt med at besudle, selvom han uomtvisteligt leverer en utrolig præstation i ’Manchester by the Sea’ og ikke er dømt for noget.

Internettet fælder lynhurtigt dom, men det er vigtigt at insistere på, at selv hvide rige svin har både følelser og krav på en fair rettergang. Det anerkender Dunham i ’American Bitch’.

Men så er der pikken.

I Lena Dunhams geniale provo-twist mod slutningen af afsnittet beder Chuck Hannah om at lægge sig med ham i sengen og holde om ham. Han savner nærhed. Hun kan bare beholde tøjet på, understreger han. Hun lægger sig, tøvende. Hun knuger den signerede kopi af Philip Roths ’When She Was Good’, som han så generøst har skænket hende, ind til sig.

Så tager han sit halvfede lem ud af bukseåbningen, og nærmest instinktivt griber hun det, før hun på én gang besinder sig og går i panik: »Oh my fucking God. I touched your dick!«.

Chuck smiler lumsk, uhyggeligt kalkuleret. I samme øjeblik kommer hans datter hjem, og Hannah tvangsindlægges til at høre hende spille fløjte. Det er hans sidste magtdemonstration. Fløjtespillet går over i Rihannas ’Desperado’ på lydsiden, og mens Hannah går væk fra lejligheden, bevæger en mindre kolonne af unge smukke kvinder sig ind, de næste i rækken.

Girls 3

Hannah på vej væk fra Chucks lejlighed. ‘Desperado’ spiller på lydsiden: »A man who’s heart is hollow«.

Uden andet end komplimenter og venlighed har Chuck manipuleret Hannah til at gennemleve endnu en traumatisk seksuel oplevelse. Han har hende lige, hvor han vil. På sin vis har han givet hende en historie, men nok også en historie, der er så pinlig for Hannah, at hun aldrig vil kunne fortælle den. Fordi hun gik lige i fælden, fordi hun blev ’Hannah, femte klasse’ igen.

Han har således også bevist hendes pointe. Han er et dumt svin, en predator. Det er nogle mænd. Og nogle mænd har fået så meget smiger, så mange penge og så høj en status, at de ikke forstår den magt, de udøver over andre uden samme privilegier.

Lena Dunhams hovedærinde er måske nok at illustrere, at også mere mudrede overgrebssituationer kan skabe varige mén hos de kvinder, der oplever dem.

Men når ’American Bitch’ er så eminent, at afsnittet vil blive et oplagt sted at starte, når ’Girls’ skal dissekeres i fremtiden, skyldes det, at hun også er bevidst om sin egen position i toppen af pyramiden.

Læs også: Interview med Lena Dunham – »mange kvinder siger, at vi har fået deres sexliv til at virke normalt«

Læs også: Anmeldelse af ‘Girls’ sæson 6

Læs også: Soundvenue Filmcast – arven efter ‘Girls’, argumentet mod ‘La La Land’ og helt elendig filmsex