’I Love Dick’: ’Transparent’-skaber dyrker kvindens begær i ny komedieserie
Jill Soloway har med sin geniale queer-familieserie ‘Transparent’ indtaget en position som en af tidens mest interessante stemmer i tv i det hele taget og særligt inden for skildringer og diskussioner af kønsbegreber og seksualitet.
Også uden for fiktionens rammer, hvor hun ofte benytter sin taletid til at debattere feminisme, queerness, intersektionalitet og det kvindelige blik. Sidstnævnte har hun blandt andet holdt en masterclass om på Toronto Film Festival, hvor hun definerede det som, når kvinden returnerer det mandlige blik, der traditionelt har domineret filmmediet. Og dermed bliver aktivt subjekt frem for passivt begærsobjekt.
Med komedieserien ‘I Love Dick’, der er baseret på Chris Kraus’ 20 år gamle autofiktive feministiske kultroman af samme navn, forsøger Soloway at indføre det kvindelige blik i praksis. Her er det kvinden, der begærer og jagter manden, der bliver ufrivilligt objekt og muse for hendes kunst.
Serien følger filmskaberen Chris (Kathryn Hahn), der bliver seksuelt besat af skulptøren, kulturkritikprofessoren og machomanden Dick (en perfekt castet Kevin Bacon). Det er lidt noget rod, fordi hendes mand Sylvère følger Dicks workshop i Texas-byen Marfa, hvor Dick er kunstnerkonge og ranchejer, og newyorkerparret Chris og Sylvère har taget midlertidigt ophold.
Men Chris lader sig hverken standse af sit ægteskab, den upassende situation eller Dicks manglende interesse. Hun begærer ham åbenlyst og begynder som et kunstprojekt at skrive breve til ham om de følelser, han vækker i hende. Hun inddrager endda Sylvère i projektet, og de saftige ord sætter skub i deres ellers skrantende sexliv.
Kvinders ublufærdige begær og lystne blikke efter mandekroppen er skildret på tv før i serier som ‘Sex and the City’, ‘Girls’, ‘Broad City’ og ‘Skam’, så på det punkt er ‘I Love Dick’ ikke helt så radikal, som Soloway lægger op til. Serien tager dog skridtet videre med Chris’ insisteren på skamløst at udbasunere og dyrke sit begær til trods for Dicks gentagende afvisninger og udtrykte ubehag ved at blive objektiviseret. Man ville næsten få ondt af ham, hvis han ikke var sådan en… dick.
Dick er nemlig et prætentiøst, arrogant og dumt svin, der konstant nedgør Chris’ arbejde. Og deri ligger en interessant undersøgelse af begærets væsen.
Er Chris tiltrukket af Dick, fordi han nedgør hende? Fordi han er uopnåelig? Fordi hun hader sig selv? Fordi hun er desperat efter at blive set af en, der nægter at se hende? Fordi han er den slags selvbevidste machotype, som en feminist ikke bør falde for? Fordi hun ganske enkelt synes, han er lækker? Eller fordi han tilfældigvis kommer forbi, mens Chris keder sig i sit ægteskab med sin 15 år ældre mand, der ikke er så viril, som han har været?
Måske er det en blanding. Som seer har man lyst til at råde Chris til at rette sin energi andetsteds, men det er nu engang håbløst at styre, hvem man begærer.
Chris siger selv, at besættelsen af Dick ikke handler om Dick, men om hende selv. I og med hun begærer ham på afstand uden at kende ham, bliver han aldrig mere end et umenneskeliggjort objekt. Et symbol på alle pikke og en tom skal, som hun øser sine tanker op i for at bearbejde sine egne følelser og udvikle sig som kunstner. Det er ganske radikalt at tildele en mand den rolle.
‘I Love Dick’ føles dog af og til for meget som en forelæsning: fortænkt, akademisk og ivrig efter at forklare sine budskaber. Det er sjovt, når Chris og Dick diskuterer kvindelige filmskabere – Dick mener ikke, at der findes nogen gode kvindelige instruktører, fordi de er nødt til at arbejde ud fra deres undertrykkelse, og det resulterer i nederen film – og påpegninger af kønsuligheden i filmbranchen er altid velkomne.
Det ender dog som for meget tell frem for show. Karaktererne føles mere som idéer end som mennesker af kød og blod, og man bliver ikke følelsesmæssigt involveret i dem på samme måde som i for eksempel ‘Transparent’, der formår at generere dyb empati for sine ellers ulideligt selvoptagede hovedpersoner. Selv Kathryn Hahn, en skøn skuespiller, der er et højdepunkt i netop ‘Transparent’ som den varme og fornuftige rabbiner, Raquel, puster trods en ihærdig indsats i ‘I Love Dick’ aldrig for alvor ægte liv i neurotiske Chris.
Hvis man godt kan lide at grine af oppustede akademikere, leverer ‘I Love Dick’ til gengæld til tider ret sjov social satire – fra Dicks påstand om, at han ikke læser bøger, fordi han er »post idea« og hans deklaration af, at »en lige linje er perfektion« til Sylveres diskussion af, hvorvidt Holocaust har en æstetik.
Trods sit kødelige tema lykkes ‘I Love Dick’ altså primært på et intellektuelt plan.
Kort sagt:
Jill Soloways nye komedieserie ‘I Love Dick’ er med sin historie om en kvindes skamløse objektivisering af en mand en spændende, ligefrem radikal, undersøgelse af det kvindelige blik og begær. Serien forbliver dog lidt for meget en intellektuel øvelse frem for et gribende stykke fiktion.
Læs også: ‘Better Call Saul’ sæson 3: En moden og mægtig dramaserie i egen ret