’Mens vi lever’: En sjældent selvsikker dansk debut
‘Mens vi lever’ er lavet for mikroskopiske to millioner kroner uden offentlig støtte af en autodidakt spillefilmdebuterende instruktør.
Det kan man ikke se.
Instruktør Mehdi Avaz har sammen med brødrene Milad og Misam Avaz, som har henholdsvis skrevet manuskript og produceret, skabt en sjældent selvsikker debut med høj production value, stærkt skuespil fra både nye og erfarne navne, fortællemæssigt raffinement, vægtige temaer og emotionel tyngde.
Handlingen følger to spor, der knyttes sammen af en tragisk begivenhed. Kristian (Sebastian Jessen) arbejder på en fiskerkutter i Vestjylland og er parat til at slå sig ned med kæresten Anne (Mia Jexen), da han får at vide, at en mand ved navn Peter (Nicolas Bro) ligger for døden. Han rejser til hjembyen Helsinge i Nordsjælland, hvor han konfronteres med sin fortid i form af blandt anet den unge alenemor Trine (Julie Christiansen) og hendes mor Hanne (Charlotte Munck), som ikke ligefrem jubler over gensynet.
Parallelt følger vi den intellektuelle gymnasieelev Tobias (Nikolaj Groth), der forelsker sig i klassekammeraten Sabine (Marie Boda), mens bedsteveninden Q (Julie Brochorst Andersen) ser jaloux til. Hvordan de to tråde flettes sammen, skal ikke afsløres her, men det er både overraskende og følelsesmæssigt stærkt.
I det hele taget er Avaz-brødrene ikke bange for at tage fat i de store følelser og tunge emner uden ironi, og uden det føles hverken sentimentalt eller tungt. ‘Mens vi lever’ er et klassisk nutidigt mainstreamdrama om menneskelige skæbner, moral og universelle følelser, som nærmest kun Susanne Bier laver dem i dag. Selvom det er et traditionelt drama, føles det på ingen måde bagstræberisk, men har en rå energi og fortælleglæde. Det er lige, hvad dansk film har brug for.
Indimellem kammer melodramaet en smule over, og jeg var ikke overbevist om alle psykologiske reaktioner. Specielt Hannes vrede, der eskalerer hovedkonflikten, synes jeg er overgjort i forhold til situationen og det bagliggende handlingsforløb, der afsløres. Kontrasten mellem fortidens one big happy family og nutidens sorte hårdknude virker ikke helt troværdig. Hvor er tilgivelsen hos de ellers hjertelige mennesker? Enkelte replikker virker også en smule bastante.
Det meste af vejen var jeg dog helt med i dramaet, ikke mindst på grund af det overbevisende skuespil, der rammer lige i hjertet. Sebastian Jessen er fremragende – rå, indestængt og sårbar – i sin første hovedrolle og rigtige voksenrolle som den uforløste og sårede knudemand. Lige så god er Julie Christiansen, der udstråler lige dele styrke og skrøbelighed som den hårdt pressede Trine, der både skal tage sig af sin syge far, sin sørgende mor og sin lille søn, der reagerer på situationen, samtidig med at hun ligesom Kristian konfronteres med deres fælles smertelige fortid.
De bakkes op af et fint cast af yngre spillere som Nikolaj Groth, Julie Brochorst Andersen, Marie Boda og Mia Jexen og rutinerede kræfter som Nicolas Bro, Charlotte Munck, Paw Henriksen og Henrik Prip.
Selvom filmen arbejder sig målrettet frem mod sit dramatiske højdepunkt, giver den heldigvis også plads til åndehuller, hvor vi lærer karaktererne at kende. Som en lang scene mellem gymnasieeleverne Tobias og Sabine, der bare sidder og snakker om livet, fortiden og fremtiden, som man gør, når man er ung og forelsket.
Avaz-brødrene beviser i den grad, både med deres gåpåmod med at lave filmen, tårnhøje ambitioner og det færdige resultat, at de har en lovende fremtid i dansk film. Jeg glæder mig til at se, hvad de kan lave for 10 millioner.
Kort sagt:
Avaz-brødrene har skabt en sjældent selvsikker debut, der lover godt for det danske mainstreamdramas fremtid. ‘Mens vi lever’ er et energisk menneskeligt drama, der mestendels lykkes med at formidle store følelser og vægtige temaer og imponerer med høj production value, stærkt skuespil og en raffineret fortælling.
Læs også: Interview med Avaz-brødrene – »Vi kan gøre det bedre end de seneste danske Oscar-film«