Alle årets 20 Oscar-nominerede skuespillere – rangeret fra værst til bedst

Alle årets 20 Oscar-nominerede skuespillere – rangeret fra værst til bedst
Willem Dafoe i 'The Florida Project'
Gary Oldman, Frances McDormand, Allison Janney og Sam Rockwell er favoritter til at hjemtage Oscar-statuetter i årets fire skuespilkategorier. Men hvem har egentlig fortjent sejren mest? Vi smider årets udvalgte præstationer i samme balje og vurderer, hvem der har leveret den bedste indsats.

20. Christopher Plummer i ’All the Money in the World’

Det er ikke så galant at placere den – med flere længder – absolutte veteran i årets samlede skuespillerfelt på sidstepladsen. Og faktisk kan jeg kun rose 88-årige Plummer for hans villighed til at træde ind og redde Ridley Scotts filmprojekt oven på Kevin Spacey-affæren.

Hans præstation fejler sådan set heller ikke noget i sig selv. Det gør filmen til gengæld. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad italienere mon tænker om Scotts dybt stereotypiske, grænsende til racistiske, fremstilling af et folk, der ifølge ’All the Money in the World’ er løgnagtige, misogyne og meget, meget uvaskede hele bundtet.

Plummers ’Citizen Kane’-agtige modløshed til sidst er skønne spildte kræfter. Jeg ønsker ham en bedre sortie end den, Scott giver ham her, selvom en Oscarnominering i så fremskreden en alder måske er løn nok i sig selv?

19. Denzel Washington i ’Roman J. Israel, Esq.’

Der er så småt ved at gå ’Meryl Streep’ i den, når vi taler Akademiets agtelse for Denzel. I år kan han notere sig for karrierens ottende nominering – de sidste tre af dem (udover den aktuelle er der tale om ’Fences’ og ’Flight’) har fundet sted inden for rammerne af film, der ikke synes oplagte til Oscaranerkendelse – og hvor Denzel, som det magnetiske kraftfelt han er, kompenserer ved at overspille.

Det gør han også i ’Roman J. Israel, Esq.’, der desværre er et miskmask af en fortælling, hvor lovende takter (et i grunden interessant personportræt og miljøskildring) brydes op af instruktørforfatter Dan Gilroys tilbøjelighed til at lade sin fortælling udarte sig til noget langt mere forkromet og sentimentalt, end udlægget kalder på. At Denzel er en stor skuespiller er tydeligt – også i denne rolle – men han overspiller nok en gang sin karakters særheder og gør en lidt for særskilt pointe ud af dem.

18. Sam Rockwell i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Dixon er sådan set en kompleks figur. Han er racist med voldstilbøjeligheder af den helt grimme slags, han elsker sin chef og vil gerne gøre alt for at gøre ham glad, og han bor hjemme hos sin mor. Karakteren stritter med andre ord tilpas meget til, at der melder sig nogle spændende spørgsmål.

Dixon gennemgår da også en redemption-udvikling af rang i løbet af filmen, som sikkert vil smøre Akademiet de rigtige steder: I birollekategorien kan man godt tolerere gemen ondskab, men endnu bedre er det, hvis bemeldte ondskab overvindes, så det gode får lov til at stråle på trods.

Der er som sådan ikke noget galt med Rockwells præstation – han spiller det, der står på papiret med den dygtige skuespillers rutinerede tæft – men jeg er bare ikke overbevist af det, der står på papiret. Jeg ser en karikatur – en scenestjælende prop for instruktørforfatterens fantasifulde luner – der hverken siger noget særlig dybt, sandt eller nuanceret om mennesker af kød og blod.

17. Mary J. Blige i ’Mudbound’

R’n’b-dronningen leverer en klædelig og helt igennem uforfængelig præstation i Dee Rees’ ’Mudbound – i en grad, så man næsten ikke kan kende ’No More Drama’-sangerinden.

Blige brænder igennem på den stille, værdige måde, og jeg håber bestemt, at vi kommer til at se mere til hende på det store lærred i årene, der kommer.

Når det er sagt, må man også være ærlig og sige, at den ret begrænsede rolle (både i forhold til spilletid og karakterens udtryksfylde) næppe havde ført til en Oscarnominering, hvis det ikke var, fordi den repræsenterede en etableret stjernes hop fra én guldrandet metier til en anden.

16. Woody Harrelson i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Spoiler alert: Det er lidt et chok, da Woody forlader filmen med en pludselighed, der måske afspejler manuskriptets generelle forkærlighed for hurtige (og nemme) løsninger. Woodys karakter, chief Willoughby, har en vigtig funktion for resten af plottet i form af de breve, han efterlader karaktererne, ikke mindst bliver han en budbringer fra det hinsides for sin racistiske kollega Dixon (Sam Rockwell), der herefter begynder sin opstigning til lys og forsoning.

Harrelson har især én rigtig fin scene sammen med McDormand (på et gyngestativ, hvor de ser hinanden an med skulende blikke), men Harrelson er hverken mere eller mindre god, end man forventer af en spiller af hans rutinerede støbning. Han er altid en velkommen tilstedeværelse i en film, men selv ikke han kan give liv til den noget opstyltede (særligt med tanke på det tragiske udkomme) familieharmoni, manuskriptet har anbragt ham i.

15. Octavia Spencer i ’The Shape of Water’

Spencer opnår i år sin tredje birollenominering inden for bare fem sæsoner (hun er sågar den første sorte skuespillerinde, der har opnået nomineringer to år i træk), og hun er da også en af tidens mest driftsikre komedienner – et veritabelt es at smide for enhver feelgood-film, der står og mangler en birolle, der kan pifte noget løssluppen, men altid positiv energi i foretagendet.

Spencer er nok en gang upåklagelig i rollen som den stumme Elizas veninde og kollega, men det er begrænset, hvor meget præstationen rykker sig – eller viser os nogle andre facetter – i forhold til hendes rolle i sidste års ’Hidden Figures’.

Spencer kan fyre replikker af med gusto, og så kan hun løfte øjenbrynet – i foragt, i ironisk medviden, i fingeret overraskelse – som ingen anden filmskuespiller for tiden.

14. Frances McDormand i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

Det er et billede på filmens manglende fornemmelse for at afstemme detaljer, at McDormands Mildred arbejder i en tuttenuttet souvenirshop iført overalls af den grovere slags. De to ting går ikke rigtigt hånd i hånd.

På et mere fundamentalt plan er problemet med Martin McDonaghs fyrigt vittige manuskript til ’Three Billboards’, at han ikke rigtigt formår at holde igen de rigtige steder. Det resulterer blandt andet i, at alle karaktererne taler det samme sprog og gør sig i den form for vittige provokationer, som McDonagh har for vane at klukle over.

Når det er sagt: Hvem kan levere det ætsende vanvid, manuskriptet lægger op til, andre end netop Frances McDormand? Nej, vel.

Så på den ene side er McDormand perfekt castet og aldeles lydefri i sin udførelse (hun får vitterligt de søgte replikker til at synge som en lussing), men på den anden side gør manuskriptet hævnersken Mildred så enerverende og enstrenget, at historien ikke rigtigt er i øjenhøjde med hverken tematikken (sorgbearbejdelse og ønsket om retfærdighed) eller miljøskildringen.

13. Allison Janney i ’I, Tonya’

Allison Janney er som skabt til at levere de bitre deadpan-morsomheder som karakteren LaVona (der repræsenterer en klassiker i den kvindelige birollekategori, nemlig ’Moren fra helvede’) udspyr, og som siden barndommen har forpestet Tonya Hardings (Margot Robbie) liv. Det er kostelig komik at se de fingerede nutids-dokumentaroptagelser med den aldrende LaVona med iltapparat og papegøje på skulderen, der ufortrødent sender verbale stikpiller ud med samme saft og kraft som i forne tider. Janney er bare god til den slags.

Men – for der er vitterligt et men – der er også noget trættende ved LaVona-karakteren (og ved Janneys gestaltning af den). Når først tiøren er faldet, og vi som tilskuere har indset, hvor (herligt) grum en mor, hun er, er der mindre afkast på morsomhedskontoen, for hver gang hun viser sig. LaVona forsvinder – som hun i øvrigt selv bemærker i en sjov metakommentar – næsten ud af filmens anden halvdel, måske fordi manuskriptforfatter Steven Rogers har fornemmet, at karakteren er too much of a good thing.

12. Meryl Streep i ’The Post’

Det er med en vis optimisme i stemmen, man kan kundgøre (’The Post’ har først danmarkspremiere i april), at Meryl Streep faktisk gør sig ganske fortjent til sin Oscarnominering nummer 21 i Steven Spielbergs velsmurte film-som-partsindlæg-for-en-fri-presse.

Der er noget klædeligt underspillet over Streep, der synes at koncentrere sig om at glide sømløst ind i helheden og at inkarnere en forholdsvis ydmyg karaktertype, der er blevet overdraget et enormt ansvar ved sin mands død (at lede slagets gang på The Washington Post) frem for at stjæle scener i kraft af vilde udsving eller dramatiske fagter.

Annonce

11. Saoirse Ronan i ’Lady Bird’

23-årige, irske Ronan spiller 17-årige Lady Bird fra Sacramento, og scenerne mellem hende og Metcalf som moren, der naturligt nok elsker, men måske ikke egentlig holder af sin datter (det er i hvert fald datterens fornemmelse) er nuancerede og stærke. Greta Gerwig har nok vidst, at hun havde brug for en af de bedste unge skuespillerinder i gamet til ikke bare at manøvrere manuskriptets tonale udsving og sproglige spidsfindigheder, men for simpelthen at forstå at konkretisere den underliggende nerve i fortællingen, selve dramaet.

Jeg synes dog samtidig, at det er et tankeeksperiment værd, om ikke en eller anden ukendt amatør (eller hidtil ubeskrevet talent) på 17-19 år fra Sacramento eller omegn havde været mere ’autentisk’ i rollen? Meget kan man sige om Ronan, men det er lidt et stretch at godtage hende som high school-rebel. Hun er en forrygende skuespiller (har jeg fået det understreget?!), men var nok i virkeligheden bedre castet i ’Brooklyn’, som hun opnåede en nominering for forrige år.

10. Margot Robbie i ’I, Tonya’

Margot Robbie skal gabe over meget i rollen som den notoriske skøjtestjerne Tonya Harding. Dels er der skøjtesekvenserne, dels at hun skal agere Tonya som 15-årig skøjtepige med togskinner på tænderne og som nogen-og-40-årig næsten glemt husmor, der i fingerede dokumentaroptagelser ser tilbage på sin tid som Amerikas mest hadede kvinde.

Robbie kan ikke stille meget op med det faktum, at hun som en af verdens smukkeste skuespillerinder ikke har den mindste fysiske lighed med Harding, der mest af alt mindede om en spidsmus, der delte bur med en rotte og derfor havde et permanent jaget blik i øjnene.

Men når først tilskueren har kastet sin indledende skepsis over bord, lader man sig støt og roligt totalt overbevise af Robbie, der giver alt i en rolle, der beviser, at hun formentlig en dag vil stå øverst på Oscarpodiet og dermed opnå den form for ultimativ hæder, som Harding inden for sin metier måtte se langt efter.

9. Richard Jenkins i ’The Shape of Water’

Det er svært ikke at holde af Richard Jenkins, der som regel leverer varen og kan tilføje en rutineret varme og menneskelighed, som kan overbevise en om, at det, man ser, rent faktisk er noget andet og mere end kalkuleret underholdning.

Han er rigtigt, rigtigt god som Elizas nabo og ven, den homoseksuelle tegner Giles, der elsker musicals og glaserede kager (mest fordi han har et crush på den mandlige ekspedient i konditoriet), og Jenkins får med få midler vækket en karakter, hvis nydelige tøj er lurvet (opgaverne, og dermed pengene, er sluppet op), til live, der ellers nemt kunne have fungeret som en prop for manuskriptets plotafvikling.

Som publikum føler vi rent faktisk, at vi kommer til at kende og holde af Giles, og vi behøver ikke anstrenge os for at leve os ind i både hans professionelle og følelsesmæssige skuffelser, hans begejstring for æstetiske detaljer og hans platoniske forgabelse i Eliza.

8. Gary Oldman i ’Darkest Hour’

Man kan ikke sætter mange pletter på Oldmans powerhouse-præstation. At filmen opnåede seks nomineringer, fjernede nok også den sidste rest af tvivl om, hvorvidt Oldman vinder den Oscar, som han var favorit til at vinde, længe før nogen havde set så meget som en trailer for Joe Wrights overmåde efne, men ikke særlig kunstnerisk nysgerrige film.

Oldman er overbevisende efter så godt som alle tænkelige parametre (han formår ikke mindst at ’sælge’ Churchills berømmede oratoriske begavelse på en overbevisende måde), men man kan nok diskutere, om man kommer ind under huden på den store mand (lidt flere scener med hustruen Clementine, spillet af altid gode Kristin Scott Thomas, kunne have været en mulighed).

Selv ikke en fremragende skuespiller som Oldman kan dog stille noget op med manuskriptets mest flove excesser, såsom Churchills spontane tur ned i undergrundsbanen for at møde ’folket’, inden han tager den vigtige beslutning om krig eller fred. Det er så søgt og kunstlet, at jeg bilder mig ind, at jeg kan aflæse en rest af træthed og forstemthed i (den af ry kontrære) Oldmans øjne…

7. Daniel Day-Lewis i ’Phantom Thread’

Daniel Day-Lewis har vel aldrig været flottere end som 1950’er-modeskaberfyrsten Reynolds Woodcock i Paul Thomas Andersons besættende, Hitchcock-beslægtede fortælling med rester af gotik og horror. Man forstår godt, at den unge Alma lægger billet ind på den distingverede herre med den gode appetit.

Det virker ikke, som om DDL behøver anstrenge sig i rollen som Woodcock, selvom det let ironiserende og mildt anklagende tonefald sikkert har taget den notorisk perfektionistiske skuespiller måneder at finpudse.

Bag det kontrollerede ydre fornemmer man en voldsom følelseskraft, der dog aldrig rigtigt kommer til udtryk i ’Phantom Thread’, måske fordi Day-Lewis fornemmer, at han tjener fortællingen – og ikke mindst dens overraskende twist – bedst ved ikke at rase ud, men i stedet overlade styringen til Almas energier. Modet til at overgive sig til en værdig modstander (i form af en dedikeret elskerinde og muse) er vovestykke nok. Day-Lewis bevarer fatningen, selv når hans karakter giver slip på den sikre grund under fødderne.

6. Willem Dafoe i ’The Florida Project’

Noget af det fine ved Dafoes i lange stræk underspillede og, efter hans standarder, upåfaldende præstation som motelmanager for de mindre heldige eksistenser på den anden side af alfarvej i Sean Bakers mageløse ’The Florida Project’ er, at han blender så sømløst ind i helheden – omgivet som han er af amatører og barneskuespillere.

Der er ikke en falsk tone at spore, ikke en eneste rest af selvbevidsthed, der afslører, at her er en stor skuespiller, der nærmest per instinkt forsøger at bemægtige sig de scener, han er med i. Dafoe forstår, hvad der kræves af ham for at virke som en meningsfuld del af netop den her type film: Han slapper af, flyder med og lader den stemning af hårdt tilkæmpet nåde, der alene sidder i furerne på ansigtet og hans kropsholdning – forankre sig som en umærkelig kraft, en biflod der løber ind og ud af filmens hovedstrøm.

Hans empati hænger umærkeligt sammen med hans smerte, og hans ro udgør en naturlig kontrast til det kaos af fattigdom og svigt, der omgiver ham.

5. Lesley Manville i ’Phantom Thread’

Paul Thomas Anderson kan slet ikke undgå at lade sit kamera dvæle ved Lesley Manvilles ansigt, og hvorfor skulle han dog også det. Hun er perfekt castet i rollen som modeskaberen Reynolds Woodcocks søster og husbestyrerinde, Cyril. Man registrerer den mindste forskydning i hendes tilknappede ansigt.

Karakteren kalder uundgåeligt på sammenligninger med Mrs. Danvers i Hitchcocks ’Rebecca’, og på samme måde som Cyril sørger for orden og perfektion i ’The House of Woodcock’, er hun med til at holde ’Phantom Thread’ i balance som et knusende roligt omdrejningspunkt for dramaet og magtkampen, der udspiller sig mellem Reynolds (Day-Lewis) og Alma (den sensationelt gode newcomer Vicky Krieps).

Cyril er mere end en kalkulerende kold fisk eller en følelsesmæssig martyr, hun er også en kvinde, der bekymrer sig om og værdsætter den verden af orden og lidenskabelighed (i form af kreationen af smukke kjoler) der hersker i modeskaberens midte. Manville vækker Cyril til live – i hendes stramhed og hendes ynde – med små, velanbragte pauser og de minimale, men virkningsfulde, sammentrækninger af rynker i panden og ved øjnene. Og måden, hun drikker sin morgen-te på!

Intet er tilfældigt, intet er fejlanbragt – hverken ved Cyril eller i Manvilles gestaltning af hende.

4. Daniel Kaluuya i ’Get Out’

Den unge brite navigerer med forrygende sikkerhed og emotionel intelligens i Jordan Peeles horror-komedie (eller hvad man nu skal kalde en så genreoverskridende filmoplevelse). Kaluuya agerer komplet troværdigt, så vi fornemmer, men i lange stræk ikke direkte ser det væld af følelser og forvirring, hans karakter er spundet ind i. På mange måder er han en form for surrogat for tilskueren, fordi vi er på lige så bar bund som ham.

Det sigende er, at Kaluuyas præstation kun vokser ved et gensyn, når vi som tilskuere er in the know. Da ser man som tilskuer det opmærksomme-på-grænsen-til-vagtsomme i hans blik og den lille antydning af ironi, der fungerer som et afvæbnende panser – og på den måde genkender man en såre menneskelig tilbøjelighed til at spille en rolle, når virkeligheden føles lidt for påtrængende.

3. Sally Hawkins i ’The Shape of Water’

Der er noget både enigmatisk, sart og samtidig helt umiddelbart indtagende ved Sally Hawkins’ ansigt, der gør, at hun er perfekt castet til rollen som den stumme Eliza, der forelsker sig i en mystisk amfibiemand fra Amazonas, som bliver bragt til den militærfacilitet, hvor hun arbejder som rengøringskone i de koldkrigsgale 1950’ere. I de forkerte hænder (forestil dig for eksempel Anne Hathaway i rollen) kunne karakteren have fremstået naiv, nuttet og ’malerisk’ i sin formidling af følelser.

Men Hawkins har fuldstændig taget på sin karakter, hun forsøger ikke at gøre Eliza til en kærlighedshungrende særling, men til et menneske, der er kendetegnet ved en kompleksitet og en voksen udstråling, der gør hende mere afbalanceret end egentlig sværmerisk.

Det er Hawkins’ intuitive intelligens og ikkeforcerede personlighed, der klarest stråler ud fra lærredet, og som giver Guillermo del Toros fantasifilm lige den charme og integritet, den har brug for for at blive til noget andet og mere end et studie i eksotisk sødladenhed.

2. Laurie Metcalf i ’Lady Bird’

Det er på en måde urimeligt at sammenligne Metcalfs mor-rolle med Janneys ditto i ’I, Tonya’, men det er så godt som uundgåeligt med tanke på, at begge spiller mødre, der har visse problemer med at håndtere deres døtre og, naturligvis, at alle er enige om, at kampen om birolleprisen er et anliggende mellem de to.

Hvor Janneys LaVona er temmelig konstant i sin ætsende uforsonlighed, er Metcalfs Marion et studie i komplekse menneskelige følelser, en nuancerigdom, som giver Marion en værdighed, hun ofte ikke formår at formidle over for datteren.

Scenerne med Metcalf er de scener, hvor ’Lady Bird’ virkelig graver i frugtbar jord og klarest overskrider den ellers lettere fladtrådte ’tvær-men-cool-indie-kid-gør-oprør-men-ikke-sådan-for-alvor’-fortælling, som har været i høj kurs i amerikansk film siden 00’erne.

Metcalfs Oscar moment er scenen, hvor hun i febrilsk fortrydelse kører i ring ved ankomstområdet i Sacramentos lufthavn for at komme tilbage til indgangen i en fart, så hun kan tage den afsked med datteren, som hun var for stædig-stolt til at gøre et nummer ud af i minutterne op til. Gerwig er kompromisløs nok til at give os hele turen rundt uden at klippe væk fra Metcalfs ansigt, hvorved vi bliver vidne til et ikkeforceret studie i, hvordan følelser trækker skygger henover ansigtets overflade. Fornemt.

1. Timothée Chalamet i ’Call Me By Your Name’

Klimakset i Chalamets gennembrudsrolle i Luca Guadagninos henført sensuelle coming of age-film – en præstation der omtrent registreres som et meteornedslag i slowmotion – finder sted i slutscenen, hvor kameraet fryser fast på Elios ansigt efter en telefonsamtale med hans sommerforelskelse Oliver, der hjemvendt til USA fortæller Elio, at han er blevet forlovet.

Mens Elio genbesøger, mættes af og fordøjer sin hjertesorg i et tilsyneladende overlappende flow, fortsætter hverdagen sin gang som en sløret kulisse i baggrunden.

Chalamets evne til at indfange talløse små modulationer af stemninger, indtryk og følelser er helt afgørende for, at filmen lykkes med sit projekt: at indfange ungdommens besættelse af at opnå viden og nå til erkendelse, om sex, ikke mindst.

Der er noget genuint rørende og slående sandt over Chalamets præstation i den forstand, at man tror på ham som en ung, sulten sjæl, der samtidig hviler i sit lille udsnit af verden – en form for drømmeverden (pittoreske norditalienske landsbyer, mad, lys, varme), for vi der ser p. Der er noget ubekymret og selvberoende over Elio, samtidig med at han er i færd med at hoppe ud i det faretruende og forjættende ukendte.

Den kontrast er hjerteknusende smukt forløst af en skuespiller, som man godt kan tillade sig at have meget store forventninger til.

Læs også: Én måned til Oscar: Hvem vinder for bedste film?