Som nyuddannet skuespiller fra Statens Teaterskole bragede Joachim Fjelstrup igennem i 2014 med sin allerførste filmrolle som hippiebevægelsens 60’er-ikon Eik Skaløe i ’Steppeulven’. Hovedrollen bragte ham hæder – både i form af en Bodil-nominering for bedste mandlige hovedrolle og en Shooting Star-pris på filmfestivalen i Berlin.
At de efterfølgende film- og tv-roller imidlertid ikke matchede debuten i størrelse, er bestemt ikke noget, som skuespilleren har bekymret sig over. Talentprisen i Berlin fik ham ikke til at ændre sit meget afslappede syn på fremtiden:
»Det er jo lidt deprimerende at sige, men Shooting Star-prisen har ikke decideret givet mig noget. Det tror jeg alligevel heller ikke, at jeg havde regnet med. På den måde har jeg ikke et bestemt mål. Jeg tager tingene, som de kommer«, fortæller Fjelstrup, da vi en eftermiddag møder ham i Bohrs Tårn i forbindelse med premieren på TV 2’s dansk-svenske spændingsserie ’Greyzone’. Den tålmodige taktik ser ud til at have båret frugt, for Fjelstrup ses nemlig her i en af de bærende roller som PET-kildeføreren Jesper.
Den tilbagelænede facon, som Joachim Fjelstrup møder én med, skinner også igennem i skuespillet, hvor Jesper-karakteren eksempelvis er befriende uhøjtidelig sammenlignet med sine slipseklædte kollegaer hos PET. Under hans første filmoptagelser som ny og uprøvet skuespiller var denne ro dog mindre synlig:
»Under ’Steppeulven’ var jeg nervøs hver dag og tænkte: ’Fuck mand, det bliver dårligt, det bliver dårligt, det bliver dårligt’«, fortæller han, men tilføjer, at det absolut har ændret sig med tiden:
»Jeg er mere tryg ved det nu. Jeg føler mig mere hjemme i det«, siger han.
»Jeg kan allerede godt savne startnervøsiteten. Jeg ved ikke, om man på en eller anden måde kan finde tilbage til den. Men det er også meget lækkert at være faldet til ro i det og vide, at man godt kan finde ud af det«.
Ingen dramatiske svinkeærinder
Da Joachim Fjelstrup første gang hørte om ’Greyzone’, lød det som en lidt for velkendt formular:
»Den åbenlyse sammenligning er ’Broen’, fordi det er en dansk-svensk krimi, og det var også det første, jeg tænkte, da jeg læste om serien: ’Årh fuck, skal vi nu lave en ’Broen’ version 2?’. Men jeg synes, at den er helt anderledes«, fortæller han.
»Uden at sige noget ondt om ’Broen’ holder ’Greyzone’ sig til sagen. Der er ikke så mange dramatiske svinkeærinder. Man holder sig til samme fokus og graver dybere og dybere ned«.
I ’Greyzone’ stopper det svenske politi en lastbil i Göteborg på grund af mistanke om våbensmugling, men det, de finder, er meget mere faretruende end først antaget: I et hemmeligt lastrum gemmer sig nemlig et militært missilsprænghoved.
De indleder derfor et samarbejde med danske PET for at afværge et fremtidigt terrorangreb. Her bliver den svenske efterretningsofficer Eva Forsberg, spillet af Tova Magnusson, sat sammen med den danske kildefører Jesper Lassen, som Joachim Fjelstrup spiller. Kildeføreren står for at holde kontakt med kilder, der kan give rigspolitiet vigtige insider-oplysninger om den kriminelle underverden.
Selvom ’Greyzone’ er en spændingsserie med stort S, synes Fjelstrup bestemt også, at den bringer andet end underholdning til landets tv-skærme:
»Som man kommer længere og længere ind i serien, vil man forstå, at den handler om gråzonen mellem godt og ondt, og at der ikke er nogen, som er ensidigt gode eller onde«, forklarer han.
»Jeg tror altid, at det er sundt at komme om bag ’Breaking News’-forsiden af en mand med skæg, som har gjort noget frygteligt«.
En følsom kildefører
Under forberedelserne til rollen som Jesper fik Joachim Fjelstrup stor respekt for det noget underbelyste erhverv som kildefører:
»Jeg snakkede med en kildefører, der har haft samme arbejde som min karakter, som kunne fortælle, at der ikke er nogen drejebog for en kildefører. Alt er en vurderingssag – hvordan man rekrutterer en kilde, hvordan man vedligeholder dem, hvad man gør, når de ikke tør mere, og om man skal presse dem«, fortæller Fjelstrup.
»Det gav en enorm respekt for professionen, at man er nødt til at forlade sig på sin intuition og er nødt til at vurdere fra sag til sag, hvad man føler er rigtigt – også i sager, hvor det handler om liv og død«.
I ’Greyzone’ har Jesper det store problem, at han ikke formår at adskille sit professionelle liv fra det personlige:
»Han er for følsom til at arbejde for PET. Man har jo set i ’Sopranos’, hvordan en rat eller snitch sætter sig ind i en bil på et skummelt sted og snakker med FBI. Ham, de snakker med, presser dem altid. Det er aldrig en særligt følsom person. Det fede ved Jesper er, at han bliver personlige venner med nogen, som han burde have et professionelt forhold til. Det er hans problem«, fortæller Fjelstrup, der finder meget genkendeligt ved karakteren:
»I virkeligheden tror jeg, at han er som os alle sammen. Han er bare sat i en situation, hvor man bør være mere professionel, end nogen af os har lyst til at være. Vores omsorgscirkel, hvis vi tænker over det, er ret lille. Hvis vi skulle vælge mellem at ofre en ven eller risikere et terrorangreb, ville de fleste af os redde vores ven«, forklarer han.
»Forskellen er, at han arbejder et sted som PET, hvor man har en kynisk matematik at gøre rede for, og hvor man skal redde flest mulige mennesker. Hans venner er ikke bare venner. Deres liv bliver sat på spidsen for at redde os alle sammen«.
Nu har du både været med i DR’s ’Herrens veje’ og TV 2’s ’Greyzone’. Synes du, at DR og TV 2 står for nogle forskellige ting på seriefronten?
»Som seer har jeg altid set DR’s serier – også fordi jeg ikke har et fjernsyn og ikke har haft TV 2 Play – så jeg har faktisk ikke rigtig fulgt med i, hvad der foregik på TV 2’s kanaler. Nu er vi jo i den lidt atypiske situation, at vi står head-to-head med en DR-serie, hvilket jo ikke er en beslutning, jeg har været med til at tage. Man spiller bare rollen.
Jeg kan mærke, at der hos TV 2 er en følelse af, at vi har lavet noget, der i kvalitet kan matche DR’s serier. Det er sikkert også derfor, at man har lagt den i det samme tidsrum. Det er jeg jo glad for. At det bliver til en seerkrig, synes jeg, er lidt ærgerligt«.
»Nu er det vores tur«
Til Robert-uddelingen i starten af februar blev det understreget, at der er en ny gruppe filmskabere på vej i dansk film. Føler du dig som en del af en ny bølge?
»Ja, det er jo alle éns venner fra teaterskolen. Elliott (Crosset Hove, red.), som vinder alt for tiden, gik to årgange under mig. Det er folk, man er på fornavn og kram med. Der er helt klart en stemning af, at ’Nu er det os. Nu er det vennerne. Nu er det vores tur’. Det er en god stemning.
Jeg har egentlig mest været med i produktioner fra det etablerede miljø. Jeg ville ellers gerne se mig selv som én, der er med i de nye lowbudget-film, men som skuespiller tager man jo strengt taget, hvad man får. Det er ikke, fordi jeg ikke har villet det andet.
Den er ikke engang klippet færdigt endnu, men jeg har faktisk medvirket i en film, som er stort set no budget. Det var det mindste hold, som jeg nogensinde har været på, hvor vi sagde: ’Vi skal bare lave den her film, og så ser vi, hvad det bliver til’. Nu lader det til at blive godt, så det glæder jeg mig meget til. Når der ikke er så mange penge i det, tager det selvfølgelig også længere tid, for så skal folk lave det mellem andre jobs.
Jeg kunne mærke på det her no budget-projekt, at der er en god energi, når man laver film på den måde. Man støder på problemer hele tiden, og det løfter éns kreativitetsniveau. Vi havde en scene, hvor jeg skulle sidde bagi en varevogn, og fordi vi ikke havde varevognen den dag, filmede vi mig op ad to industripaller, som vi sørgede for, var underbelyste, mens filmens producer stod ved siden af med en lyskegle og drejede den rundt, så det lignede trafik. Jeg sad og vuggede, som man ville gøre, hvis bilen var i bevægelse. Og så skal der bare lægges en lyd af bilmotor ind over og bum! Det var satme et filmsnyds-hack. Men det så godt ud!
At begrænsninger øger kreativiteten var vel også konceptet bag hele dogme-bevægelsen. Der må være noget om det. Men samtidig er det også lidt farligt at sige, at vi ikke har brug for pengene. Jeg ville ikke have haft noget imod at få penge for den, skal jeg også lige huske at sige«.
Facebook-viral
Du er gået viralt med dine Facebook-videoer, hvor du mimer til kendte menneskers udtalelser. Hvorfor begyndte du at lave de her videoer?
»Jeg ved ikke lige, hvornår det startede, men når jeg har hørt noget dumt, har jeg ofte lagt ansigt til det. Jeg vil gerne tage æren for det, men der findes en app, som hedder Dubsmash, så jeg har ikke helt opfundet det selv. Jeg kom aldrig selv i gang med Dubsmash, for jeg syntes aldrig, at der var nogen klip, som jeg ville lave.
Der var en engang, hvor en kollega havde sagt, at han var for smuk til at få roller i Danmark. Så lavede jeg den. Det var et kort klip, og det gik ikke viralt. Det var bare blandt mine egne personlige Facebook-venner.
Ugen efter lavede jeg en video med en pigestemme fra samme program. Det var først efter den, det gik op for mig, at folk havde troet, at det var mig selv, der sagde dét med, at jeg var for smuk til at få roller i Danmark. Det er jeg glad for, at de ikke tror mere. Den nye med pigestemmen kom længere ud end mine Facebook-venner, og så tog det fart derfra. Jeg fik også lyst til at blive endnu skarpere«.
Repræsenterer den form for humor et aspekt af dit skuespil, som du savner at have med i dine professionelle roller, eller vil du hellere adskille de to ting?
»Jeg ville ikke have noget imod at have det med. Men jeg har heller ikke noget imod ikke at have det med. Jeg kan mærke, at jeg elsker at få afløb for det, og i virkeligheden har jeg faktisk også nemmere ved det. Det ligger lige til højrebenet for mig.
Jeg vil gerne have begge sider. Mine helte er jo folk som Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. De kan være enormt fjollede og sjove, men i rollen efter glemmer man, at de nogensinde har været andet end dybt tragiske. Jeg ville ønske, at jeg kunne have samme slags palet.
Jeg har dog været bevidst om ikke at lave Facebook-videoer, mens ’Herrens veje’ kørte og nu, hvor ’Greyzone’ kører. Jeg synes, man skal respektere, at nu er jeg den her karakter i folks bevidsthed. Jeg vil gerne have, at folk, så vidt muligt, ikke tænker: ’Ej, det er ham dér Fie Laursen!’, når de ser Jesper i ’Greyzone’«.
Læs også: Birgitte Hjort Sørensen har sagt farvel til Hollywood: »Jeg blev træt af at være på standby«
Læs også: Anmeldelse – Dansk-svensk TV 2-krimi lægger kompetent og kedeligt fra kaj