‘The Chi’s talentfulde barnestjerne kan bane vejen for unge minoriteter i Hollywood

‘The Chi’s talentfulde barnestjerne kan bane vejen for unge minoriteter i Hollywood
Den unge cast i 'The Chi' med Alex R. Hibbert i midten.
Det skorter ikke på dygtige børneskuespillere på skærmen pt., hvor både ’Stranger Things’, ’Big Little Lies’ og ’Better Things’ kan bryste sig af unge casts, der en gang for alle spotter fordommene om tv-youngsters som tåkrummende skingre onder. HBO’s ’The Chi’ føjer sig til listen takket være det 13-årige naturtalent Alex R. Hibbert, der stjæler billedet fra sine voksne kolleger – og vækker minder om børnestjernerne i ’The Wire’.
‘The Chi’s talentfulde barnestjerne kan bane vejen for unge minoriteter i Hollywood
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder

KOMMENTAR. Ikke siden de kække unge i ’The Wire’ har en sort barneskuespiller gjort så eftertrykkeligt et indtryk på tv, som Alex R. Hibbert gør lige nu i Lena Waithes’ glimrende (og ’The Wire’-inspirerede) dramaserie ’The Chi’, der herhjemme kan ses på HBO Nordic.

’The Chi’ følger fire sorte drenge/mænd i Chicagos socialt belastede South Side-kvarter, hvor 13-årige Kevin (Hibbert) bliver vidne til et mord, der tvinger barnet til at tænke ukarakteristisk voksent for at navigere i en potentielt livstruende situation – samtidig med at han forsøger at imponere skolens søde pige ved at stille op til en musicalopsætning. En oplevelse, der for highschool-knægten uden en tone i livet føles næsten lige så nervepirrende som at udpege en drabsmand.

Hibbert spiller Kevin med samme vindende sensibilitet og fåmælte karisma, der prægede hans præstation som Chiron ’Little’ i sidste års Oscar-vinder ’Moonlight’. At drengen er et naturtalent foran kameraet er åbenlyst, men hans sømløse spring fra det store lærred til en central rolle på den lille skærm er mindst lige så bemærkelsesværdigt.

Alex R. Hibbert og Mahershala Ali i ‘Moonlight’.

Til trods for at en række velspillende youngsters lige nu imponerer i det dramatiske hjørne af serieland – fra Millie Bobby Brown i ’Stranger Things’ til Iain Armitage i ’Big Little Lies’ – er der fortsat meget langt mellem de større seriøse roller til minoritetsbørneskuespillere. Og selvom ’Stranger Things’ Caleb McLaughlin er brandcharmerende som Lucas, der uforvarende scorer vildkatten Max, er han (indtil videre) et klassisk sidekick i Duffer-brødrenes fortælling.

Derfor er det også en sjældenhed, at sorte børneskuespillere overhovedet får mulighed for at følge gennembruddet op med ambitiøse hovedroller, der kan sikre dem den altafgørende anciennitet i branchen, der skal til for at åbne døren for succesfulde voksenkarrierer. To af det sidste årtis mest lovende navne, Jaden Smith og Oscar-nominerede Quvenzhané Wallis fra henholdsvis ’The Pursuit of Happyness’ og ’Beasts of the Southern Wild,’ er endt som one hit wonders (Smith er i stedet blevet en rap fyr af SoMe-land), og af ’The Wire’s purunge vilde er det kun Michael B. Jordan, der for alvor har erobret Hollywood.

Alex Hibbert og serieskaber Lena Waithe promoverer ‘The Chi’. (Foto: Frederick M. Brown/Getty Images)

Minoritetsbørneskuespillernes svære vej mod stjernerne er selvsagt ærgerligt proportionel med deres voksne kollegers kamp for at tilegne sig vægtige dramaprojekter, men Alex R. Hibberts vellykkede bølgeridt på ’Moonlight’s momentum og anmelderroste præstation som nøglekarakter i ’The Chi’ kan forhåbentlig anspore flere serieskabere og filmmagere til at satse på unge sorte skuespillere i bærende roller.

Træerne vokser ikke ind i himlen endnu, men der er alt mulig grund til at holde et vågent øje med Hibberts karriereudvikling, der kan blive skelsættende for en ny generation af minoritetsbørneskuespilleres chancer for at vise deres værd og vokse uden for sitcom og birollesegmentet.

‘The Chi’ kan ses på HBO Nordic hver mandag.

Læs også: De 10 stærkeste børnepræstationer i tv-seriernes guldalder – fra ’Stranger Things’ til ’Game of Thrones’

Læs også: En hyldest til det fabelagtige politipar fra ’The End of the F**cking World’