‘Så længe jeg lever’: Ole Bornedals John Mogensen-film peaker efter 20 minutter

‘Så længe jeg lever’: Ole Bornedals John Mogensen-film peaker efter 20 minutter
Rasmus Bjerg og Helle Fagralid i 'Så længe jeg lever'.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Ole Bornedal

Medvirkende

Rasmus Bjerg, Helle Fagralid, Lars Ranthe, Peter Mygind, Lars Malling, Laus Høybye, Harald Kaiser Hermann

Spilletid

110 min.

Premiere

Den 8. marts

Ole Bornedal er fascineret af kunstnermyten. Kunst skabes ikke ved at sætte sig ved tastaturet, foran det tomme lærred eller ved klaveret og så arbejde i otte timer med indlagt frokostpause. Nej, rigtig kunst kan kun opstå på trods. Som resultat af lidelser. Det bedste ville være, hvis John Mogensens sange blev skrevet med eget blod, og hvis det er for meget, så i det mindste med en sløv blyant på opblødt papir, gennemvædet af salte tårer.

I ’Så længe jeg lever’ er John Mogensen portrætteret som perfektionist. Aldrig tilfreds og altid selvudslettende. Vi ved, at han er perfektionist, fordi filmen starter med en scene, hvor John som dreng synger i kor og bagefter raser over de andre børns uduelige harmonier. Og som voksent medlem af Four Jacks raser han over Otto Brandenburgs skæve slips. Det er aldrig godt nok, og John Mogensen kæmper for at lave noget sværere, »noget som de aldrig har set før«.

Resultatet af Johns ihærdighed er opførelsen af ’La Malaguena’, en sang på spansk, teknisk svær, beskrevet i filmen som »umulig«, og alle medlemmerne af Four Jacks kaster op af nervøsitet, før de skal fremføre den på scenen for første gang.

Opførelsen af sangen er en intens scene, orkestreret med billeder fra publikums vinkel, hvor de fire mænd ser pæne og rolige ud i deres matchende jakkesæt, blandet med nærbilleder, hvor vi ser koncentrationen og angsten hos sangerne. Hjemme foran radioen sidder Johns kone og datter, som også ved, hvad John Mogensen har sat på spil ved at gå med en spansk folkesang i stedet for ’O Marie, jeg vil hjem til dig’. Jeg var dybt grebet af scenen og ønskede inderligt, at de ikke skulle komme til at synge falskt.

Rasmus Bjerg i ‘Så længe jeg lever’.

Scenen optræder inden for filmens første 20 minutter, og ’La Malaguena’ står som den største kunstneriske sejr for perfektionisten John Mogensen. Problemet er, at efter den scene starter fortællingen om John Mogensen rigtigt. Sangskriveren, husbonden, samfundsrevseren, bodegapoeten, folkehelten, familiefaren. Og alt det passer ikke ind i fortællingen om John Mogensen som plaget, perfektionistisk kunstner, og filmen formår aldrig at skabe et større kunstnerisk moment.

Kordrengen, John som lille, følger den voksne John som et venligt spøgelse og giver ham gode råd og opmuntring. Et underligt fortællegreb, men jeg forstår godt, hvorfor drengen er skrevet ind. Ellers mangler den indre motivation for handlingerne.

Sponsoreret indhold
Sadisme og selvironi – Lars von Trier er tilbage
Matt Dillon brillerer som seriemorder i det kontroversielle nye Trier-værk: ‘The House That Jack Built’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

I starten tilskynder Lille John den voksne John til at gøre det bedre, men inden længe driver drengen handlingen frem i de afgørende øjeblikke. Det er Lille John, der siger til voksne John, at han skal spille ’Nede i møget’ til en tarvelig havefest og får ham til at tro på, at folk vil høre bodegapoesi og samfundskritik, endda med bandeord i teksterne.

Og det er Lille John, som græder i bilen på vej hjem, da John brænder sammen foran et stort publikum til en byfest. Og inden en succesfuld optræden i Tivolis Koncertsal slæber Lille John den fordrukne sanger ind på scenen og motiverer med »nu tager vi os sammen og får betalt skattegælden«. Pludselig er Lille Johns funktion gået fra at repræsentere perfektionisten til at agere motivation i scener, som ikke i sig selv giver mening i en samlet fortælling.

Ingen tør lave traditionelle biografifilm længere. I 2005 og 2006 udkom henholdsvis ’Ray’ og ’Walk the Line’, begge Oscarkandidater, begge velfungerende, begge meget traditionelle biopics i den narrative struktur med skabelse, succes, nedtur og oprejsning. Derefter fik folk nok af den traditionelle biografifilm, og der blev gjort grin med den, blandt andet i den ikke så vellykkede, men momentvis sjove ’Walk Hard’ med John C. Reilly, som i sidste scene står teatralsk og reflekterer over hele livet, inden han kan gå på scenen og synge en sang, der opsummerer hans kunstneriske virke.

Vi kan gøre grin med klichéerne, men ’Så længe jeg lever’ fik mig til at savne kunstnerbiografiens klassiske struktur.

Rasmus Bjerg i ‘Så længe jeg lever’.

Opture og nedture, fortid og fremtid. Filmen blander det hele sammen, så længden på Rasmus Bjergs skæg skifter hurtigere, end man kan nå at sige continuity. I det ene øjeblik tager John sig sammen, i det næste lader han alt brase sammen omkring sig. En fiasko det ene øjeblik og stor succes i det næste. Men vi ved ikke hvorfor. Det er – for at bruge mit hade-teater-udtryk – en kalejdoskopisk forestilling, hvilket i min erfaring bruges, når det ikke er lykkedes at fortælle en rigtig historie. Derfor bliver publikum bedt om selv at skabe deres egen fortælling ud af stumperne. Det gider jeg ikke indløse billet til.

Rasmus Bjerg har iført sig den store skjorte og selerne, og han ligner og gør det godt i Bornedals flot filmede tidsbillede af 60’erne og 70’erne med tilrøgede bodegaer, mørke parcelhusstuer og dekadente pladestudier. Over for ham har Helle Fagralid fået det utaknemmelige job at spille den beundrende kvinde i Johns liv, der skal prøve at gøre replikker som »du er en rullesten, John« naturlige, selvom det er et halvbagt forsøg på at lave en skabelsesmyte til en af Johns mest kendte sange. Nå ja, og så skal hun også grine hysterisk, da John slår en prut i et syltetøjsglas.

Jeg er stor John Mogensen-fan, men kender ikke nok om hans liv til præcist at skelne mellem virkelighed og fiktion. Selvfølgelig skal Ole Bornedal have frihed til at fortolke, digte videre og præsentere sin egen vision af essensen af John Mogensen.

Men det går galt, når skabelonen – kunstnermyten – bliver presset ned over en person, der er for bred til at passe ned i den.


Kort sagt:
’Så længe jeg lever’ er en flot collage af scener, der fremstiller John Mogensen som en plaget kunstner, der ødelægger sig selv, men alligevel formår at træde ud af alkoholtågerne med et digt på rim og en nynneværdig melodi. Målet har været at lave en utraditionel biografifilm, men resultatet består af biografifilmens klichéer, blot i en usammenhængende fortælling.

Advertisement