’Westworld’-åbningssekvens genopliver skelsættende fanteori – manden bag afviser ikke

’Westworld’-åbningssekvens genopliver skelsættende fanteori – manden bag afviser ikke
Luke Hemsworth i 'Westworld' sæson 2.

Hvis du så første afsnit af ’Westworld’s længe ventede anden sæson, lagde du nok også mærke til en del nye tilføjelser i åbningssekvensen. Her blev der blandt andet afbilledet en kvindelig humanoid-robot, der holdt sin robot-baby ind til sig.

Den populære HBO-serie inviterer altid publikum til at konspirere løs, og det har den nye titelsekvens også dannet grundlag for. Det fik The Huffington Post til at igen at blæse liv i en fanteori, der også var oppe at vende under seriens første sæson: Kan værterne få børn? Evnen til at kunne formere sig ville uden tvivl være et afgørende vendepunkt for de rebelske værters selvstændighed.

For at nå større klarhed greb de fat i Patrick Clair, som har designet åbningen. Og han er ikke helt afvisende over for idéen, selvom han selvfølgelig ikke kan røbe for meget.

Robotmor og robotbaby i den nye ‘Westworld’-åbning.

»Det, der virkelig rørte mig mest under sæson 1, var båndet mellem forælder og barn, og mor og baby, og jeg tror, det fik os til at tænke over, om vi kunne lave noget, som havde den samme emotionelle resonans af elskende, men som går i en ny retning, i forhold til hvor fortællingen har været – hvor fortællingen er på vej hen?«, sagde han.

»Jeg tror, at der vil være nogle reelle belønninger for publikum, som sæsonen udspiller sig. De vil begynde at kunne forstå, hvad det betyder, og hvilken rolle det har i åbningssekvensen«.

The Huffington Post ringede også Luke Hemsworth, der spiller parkens sikkerhedsansvarlige Ashley Stubbs, op. Han havde ikke hørt om nogen robotbabyer:

»Ville jeg være overrasket, hvis noget i den dur skete?«, svarede han.

»Det er en interessant retning, helt sikkert. Det er meget uhyggeligt, men jeg tror, det passer med seriens nyskabelse. Om vi kommer til at se sådan noget i den nærmeste fremtid, ved jeg ikke. Når først robotter kan få børn, er menneskeracens fremtidsudsigter nok ret dystre«.

’Westworld’ kan ses på HBO Nordic.

Læs også: ’Westworld’-Q&A blev stoppet efter ét tåkrummende spørgsmål fra publikum – se klippet