Fem bud på, hvem der bliver den nye Superman efter Henry Cavills exit

Fem bud på, hvem der bliver den nye Superman efter Henry Cavills exit
Michael B. Jordan har allerede været sat i forbindelse med rollen som den nye Superman.
Vi venter stadig på det officielle statement, men meget typer på, at Henry Cavill har fløjet sin sidste tur som Superman for Warner Bros. og DC. Rygtebørsen vil, at karakteren fremover skal tages i en helt ny retning, men hvem skal klemme sig ned i de blå spandex? Vi kommer med en håndfuld bud.

Ben Barnes som Logan i ‘Westworld’.

Ben Barnes

Der skal nok være mange, der pt. først og fremmest associerer Ben Barnes med hans utiltalende skurkerolle i ‘Westworld’, hvor han spiller The Man in Blacks svoger, men fans af englænderen vil også mindes hans heroiske prins Caspian i to af de nyere ‘Narnia’-filmatiseringer samt hans farligt forførende, fordærvede hovedrolle i den undervurderede ‘Dorian Gray’ (over for Colin Firth).

Barnes er ganske vist i lag med Marvel i Netflix-serien ‘The Punisher’, men kan han som en ægte stålmand vriste sig fri af eventuelle kontraktuelle bånd, har han potentialet til at blive en glimrende Superman, der mestrer både ladykiller-charme, Clark Kent-komik og stoisk stålsat stirren.

Og så gemmer der sig et lurende mørke bag skuespillerens gnistrende øjne, der ville tilføre karakteren med den tragiske familiehistorie og monumentale ansvar en lettere foruroligende, tvetydig kvalitet.

Armie Hammer.

Armie Hammer

Den her er måske nok en kende akavet, for han spillede trods alt over for Henry Cavill i Guy Ritchies spionfilm ‘The Man From U.N.C.L.E.’. Men den tårnhøje, All American-udseende og særdeles velspillende Hammer har ikke desto mindre umiskendelige superheltevibes over sig – og hans kemi med Wonder Woman aka. Gal Gadot under dette års Oscar-show (hvor de uddelte en pris sammen) var intet mindre end blændende.

Hammer har tidligere lagt stemme til et Marvel-videospil for Disney, men er ikke under nogen obligationer til konkurrende side og burde dermed være fri til at farve lokkerne et par toner mørkere og redde verden. Må vi i samme åndedræt foreslå Timothée Chalamet som den nye Lex Luthor?

Matt Bomer. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Matt Bomer

Den åh-så-pæne storcharmør fra ‘Magic Mike’ og hans klassiske Superman-look er som snydt ud af næsen på Henry Cavill. Og så har han endog spillet karakteren før, i tegnefilmen ‘Superman: Unbound’ fra 2013.

Bomer er en travl herre i Hollywood (nyere jobs tæller ‘The Magnificent Seven’ og ‘American Horror Story’), men det store hovedrollegennembrud venter stadig forude, så hvorfor ikke give ham chancen for at flekse musklerne – sorry, talentet – som Kryptons mest fotogene søn?

Skuespilleren er åbent homoseksuel, så castingen af ham som Superman ville endvidere være en landevinding for LGBTQ-skuespilleres muligheder i Hollywood – såvel som et historisk valg for DC.

Michael B. Jordan. (Foto: Paras Griffin/Getty Images)

Michael B. Jordan

Glem tøjskift i en telefonboks og falske briller. Hvis Warner Bros. og DC virkelig har i sinde at give Superman-karakteren en total makeover for nye generationer – som rygtet lyder – så ville det ikke være helt utænkeligt, hvis den kommende Man of Steel også bliver en Man of Color for at imødekomme tidsåndens diversitetsfokus og kald på at gentænke popkulturens fiktive fyrtårne.

Michael B. Jordans navn skulle endog allerede være blevet nævnt i korridorerne på Warner Bros. som en seriøs mulighed, og med superstjernens enorme naturlige karisma og imponerende fysik i ‘Black Panther’ og ‘Creed’ in mente, ville han da også være en oplagt kandidat.

Men er det for stor en ændring af tegneseriehistoriens mest markante superhelteikon, der trods aldrig har skiftet så meget som hårgel?


En no name

Superman-kappens bølgende stof er tæt vævet af historisk arv og enorme fanforventninger, hvorfor valget af en allerede etableret Hollywood-stjerne uværgerligt vil splitte fans på de sociale medier i intense, hashtag-fordømmende/lovprisende fraktioner, inden DC overhovedet får taget mål til et par nye underhylere.

Akkurat som med castingen af den kommende nye James Bond, ville et uprøvet eller mindre kendt navn som Superman være det mest interessante valg og en mulighed for at skrive Supermans nye historie, inden Twitter-folket gør det ud fra et allerede eksisterende kendskab til skuespilleren bag.

Med realistiske briller er det imidlertid tvivlsomt, om Warner Bros. og DC er villige til at tage chancen på, at et nyt ansigt kan råde bod på fortidens eklatante box office-synder – men deres mod er vores største håb for den nye Superman i horisonten.

Læs også: Henry Cavill er færdig som Superman

 
 
Advertisement