Ny trailer til krigssatiren ’Catch-22’: 500 geder, bombarderede kønsdele og en rablende George Clooney

Der er dømt galskab i det amerikanske artilleri under Anden Verdenskrig i den nye satireserie ’Catch-22’. Serien, der er både instrueret og produceret af George Clooney (der samtidig spiller en af hovedrollerne), er en filmatisering af Joseph Hellers klassikerroman af samme titel – og i dens nyeste trailer får vi et indblik i, hvordan vanvidshistorien om militærets håbløse bureaukrati kommer til at tage sig ud.

Christopher Abbott (blandt andet kendt som Marnies high school-kæreste Charlie i ’Girls’) spiller hovedrollen som bombeskytten John Yossarian, der med galoperende dødsangst forsøger at undslippe sit livsfarlige hverv i den amerikanske bombeeskadrille under Anden Verdenskrig ved at blive erklæret sindssyg. Men her står han over for et uløseligt dilemma alias en såkaldt catch-22: Hvis du flyver dine missioner, må du være sindssyg – og dermed uegnet. Men hvis du af denne årsag så spørger om at blive fritaget for tjeneste, må du jo ganske enkelt være rask oven i hovedet – og så er du nødt til at flyve igen.

Clooney og Abbott får på rollelisten blandt andet selskab af Kyle Chandler (’Bloodline’, ’Operation Argo’, ’Manchester by the Sea’), Hugh Laurie (Dr. House i ’House M.D.’) og Giancarlo Giannini (’Hannibal’).

’Catch-22’ kan ses på C More fra den 20. maj.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold