Cannes-highlights dag 10: Numsefilm er enten fjerdebølgefeminisme eller liderlig mandschauvinisme af vildeste skuffe

Cannes-highlights dag 10: Numsefilm er enten fjerdebølgefeminisme eller liderlig mandschauvinisme af vildeste skuffe
'Mektoub, My Love: Intermezzo'
13 minutters eksplicit oralsex og tre timers røv. Manden bag ’Adéles liv’ numsedanser direkte i hovedet på sine kritikere i filmen, der på falderebet er blevet talk of the town under Cannes-festivalen.

1. Filmverdens mest udskældte male gaze slår til igen

Kender du den om instruktøren, der fik massiv kritik for sit male gaze i lebbe-romancen ’Adèles liv’ og derefter lavede en tre en halv time lang film, hvor smækre unge kvinder twerker på en natklub i hovedparten af spilletiden – kun afbrudt af en 13 minutter lang eksplicit fisseslikkerscene på et toilet?

Ikke? Nå, men det gør du, når du har set Abdellatif Kechiches ’Mektoub, My Love: Intermezzo’, der fik verdenspremiere for pressen på det meget passende tidspunkt klokken 22 torsdag aften.

Aldrig har man set så meget røv i en film. Kameraet kredser om en ung gruppe venner, der i den lille fransk strandby Sète i midten af 90’erne fyrer den af på en club, som var der intet i morgen, og den kæler for de letpåklædte kvinders seriøst imponerende numserysteri, der om ikke andet beviser, at twerking allerede var kommet til Frankrig for 25 år siden. ’Mektoub’ er enten fjerdebølgefeminisme eller den mest in your face-liderligt mandschauvinistiske film i nyere tid.

Før filmstart kunne man more sig lidt over, at en 210 minutter lang film bærer undertitlen ’Intermezzo’, men bagefter må man konstatere, at det er netop, hvad den er. I 2017 lavede Kechiche ’Mektoub, My Love: Canto Uno’ om den attraktive kunstnerspire Amin, som falder for den smukke Ophélie, der har en affære med Amins fætter Tony, samtidig med at hun er forlovet til anden side.

I den nye film falder vi ind i gruppen igen via den blonde Marie, der er på ferie fra sine studier i Paris og bliver antastet på stranden af Tony og vennen Kamel, der lokker hende med på natklub samme aften. Den første halve time på stranden viser Kechiches utrolige evne til at suge os ind i sine karakterers verden, som han også gjorde så naturligt overbevisende i ’Adèles liv’. Ophélie er gravid med Tony, mens der kun er tre uger til brylluppet med manden, der er udsendt som soldat.

Gruppens interne dynamikker og individuelle problemer bryder frem gennem sprækkerne i dansepauserne på klubben. De er dog kun, ja, intermezzi i Kechiches overjordiske bagdelsfiksering. Hold kæft de kan danse til hårdtpumpet 90’er-elektro, de piger, og jeg skal være ærlig at sige, at mit eget male gaze var ret godt underholdt (shoot me) i hovedparten af de tre timer, vi er med dem til fest. Skal man være ekstra nådig mod Kechiche, er der en subversiv pointe i at vise en gruppe franskmænd af arabisk afstamning overgive sig til drifterne og excesserne uden at gøre et problem ud af det.

Abdellatif Kechiche (med solbriller, nummer 3 fra venstre) med skuespillerne fra ‘Mektoub, My Love: Intermezzo’. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

Men altså. Når man har haft en røv i hovedet i længere tid, end en månedsløn ville kunne købe på en stripklub i Las Vegas, er det naturligvis en så grotesk oplevelse, at det ville gøre selv provokatør Gaspar Noé rød i kinderne. Kamels heftige oralsex til Ophélie på lokummet skal da nok få et efterliv. På alverdens pornosites. Kunst er det sgu ikke.

Skuespillerne Lèa Seydoux og Adèle Exarchopoulos fortalte efter Guldpalmesejren til ’Adèles liv’ gruopvækkende historier om, hvordan Kechiche behandlede dem ydmygende særligt under indspilningen af filmens lange sexscener. Seydoux sagde, at hun følte sig som en prostitueret.

Kechiche har selv udtalt, at han aldrig burde have udgivet filmen, efter den blev tilsmudset så meget, og hans nyeste film virker som en trolls provokerende popo i hovedet på kritikerne, der argumenterede for, at det mere var hans begær end hovedpersonernes, der drev de lange intimscener. Det skal blive spændende at høre, hvad skuespillerne i hans nye film fortæller om oplevelsen – Ophélie Bau, der spiller oralsexmodtagende Ophélie, forlod efter sigende salen i en fart efter gallapremieren.

Jeg er på en måde glad for, at en film som ’Mektoub, My Love’ er med i hovedkonkurrencen i Cannes. Den er outrageous og efter alle gængse standarder fuldkommen forfærdelig, men den craver i det mindste vores opmærksomhed langt mere givende end de selvhøjtidelige snakkedramaer, vi også bliver eksponeret for.

Da ’Mektoub’ blev annonceret, hed spilletiden fire timer, men de sidste uger op til premieren har Kechiche klippet en halv time ud. Jeg kan lige se ham sidde i klipperummet og overveje, hvilke dele af den evige numsedans han alligevel godt syntes, man kunne undvære. Kunstneren arbejder.

‘Ice on Fire’

2. Leonardo DiCaprio til kamp for klimaet

Og nu til noget helt andet. Som det nok vil være mange bekendt, er Leonardo DiCaprios mærkesag klimakampen, og han har tidligere produceret og medvirket i dokumentaren ’Before the Flood’, hvor han rejser rundt og dokumenterer klimaforandringernes rystende konsekvenser forskellige steder i verden.

Til den nye HBO-dokumentar ’Ice on Fire’, som blev vist uden for konkurrence på festivalen, låner han sin fortællerstemme, ligesom han igen har produceret (hvilket i praksis nok betyder, at han har smidt nogle af sine millioner efter den), og det er jo al ære værd. Jo mere fokus man kan få på en film, hvor forskere faktuelt og nøgternt forklarer klimaproblemerne, jo bedre.

’Ice on Fire’ er ikke en stor film (som for eksempel den visuelt overvældende ’Aquarela’ fra tidligere på året), men man håber alligevel, at alverdens klimaskeptikere vil se den. Filmens forskere – mange af dem on location i Arktis-området – forklarer, hvordan de smeltende isbjerge har store konsekvenser for alt fra dyre- til menneskeliv (foruden klodens generelle velvære), og hvordan man faktisk kan måle med sikkerhed, at det er menneskehedens egen skyld.

At vi er temmelig fucked, er de fleste nok klar over, men den virkelige grund til at se ’Ice on Fire’ er, at den kommer med løsningsforslag. Den følger innovative forskere, der på hver deres måde gør det muligt at spole tiden tilbage, hvad angår CO2-udledningen. Og flere eksperter slår fast, at det i dag er en god forretning – green business er nu større end de gamle industrier som olie og gas.

Det er faktisk muligt at redde jorden, og ’Ice and Fire’ giver håb. Men det kræver handling nu – og det er jo der, man straks bliver mere pessimistisk.

Gangsterbossen Jang Dong-su i ’The Gangster, The Cop, The Devil’. (Foto: 2019 KIWI MEDIA GROUP)

3. Gangsteren, politimanden og djævlen

Hvert år inkluderer Cannes en asiatisk gangsterfilm, der uden for konkurrence kan servere et actionspækket pusterum midt i de højstemte kunstfilm. Også i år kom den som kaldet med Won-Tae Lees stærkt underholdende ’The Gangster, The Cop, The Devil’, der allerede er købt til amerikansk remake af Sylvester Stallones produktionsselskab.

Historien er præcis så langt ude, som man forventer af koreansk ramasjang. Ingen tror på den rebelske politiefterforsker Jung Tae-seok, da han kommer på sporet af en seriemorder, som dræber tilfældige mennesker med en kniv og psykopatisk determination. Indtil den dag hvor gangsterbossen Jang Dong-su nærved bliver ét af ofrene – kun hans behørige erfaring med nævekamp redder hans liv.

Politimanden og gangsteren indgår en uhellig alliance om at hjælpes ad med at fange morderen. Ud fra den aftale, at hvis Jung Tae-seok først får kløerne i ham, så ryger han i fængsel – hvis Jang Dong-su nupper ham, slår han ham ihjel.

Jeg vælger at vende det blinde øje til filmens moralske kompas, der godt kunne pege i retning af en billigelse af både selvtægt og dødsstraf. ’The Gangster, The Cop, The Devil’ er en af den slags film, man ikke skal tænke så meget over, men bare lade sig rive med af. Dens action og twists er yderst veloplagte.

Og så er introduktionen af gangsterkongen Jang Dong-su en af de mest opfindsomme, jeg kan mindes at have set: Han hamrer løs på en boksepude med tunge og veldrejede slag i et halvt minuts tid, før han afbrydes, da han har fået ubudne gæster. Da han stopper slagene, tager hans fodsoldater boksepuden ned. De lyner den op, og blodet vælter ud. Der ligger såmænd en mand derinde.

Læs også: Cannes-highlights dag 9 – Dansk kortfilm vinder pris, og det er fuldt fortjent

Læs også: Anmeldelse af ‘Once Upon a Time in Hollywood’ – Tarantino giver Hollywood uskylden tilbage

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold