I en kendt og hyppigt latterliggjort scene fra 00’er serie-succesen ’Lost’ bryder en isbjørn frem fra buskadset i midten af en tropiske jungle. En isbjørn! En fandens isbjørn af alle dyr.
Scenen fremsætter et hav spørgsmål: Hvad laver en isbjørn i troperne? Er den alene? Hvordan overlever den varmen? Og er der nogen forbindelse mellem isbjørnen og det røg-monster, der viser sig i skoven? Det er spørgsmål, serien aldrig giver blot tilnærmelsesvist tilfredsstillende svar på.
’Lost’ var engang serien, der var kendt for alle sine twists. Men ’Game of Thrones’ må i dag efterhånden siges at have overtaget pladsen som serien med de længste og fleste lange set-ups.
Et set-up er introduktionen af et koncept, som fortællingen gør klart, at der vil blive fulgt op på senere. De levende døde i første scene af ’Game of Thrones’ første episode er introduktionen af en trussel, som serien lover der vil komme en konfrontation med senere i serien. Konklusionen på et sådant set-up kaldes for et pay-off, en forløsning eller et svar på et spørgsmål. Normalt taler man om, at film skal introducere et koncept tre gange, før seeren virkelig forstår, at konceptet er vigtigt, og at det er noget, man som seer hele tiden skal huske at have i baghovedet.
Hvis et set-up, som for eksempel isbjørnen i junglen, ikke får et ordentligt pay-off, kan seerne ende med at føle sig snydt, fordi de har følelsen af, at historien ender uforløst, og uden at der bliver samlet op på alle fortællingens tråde.
Normalt kommer der rimelig hurtigt pay-off på de fleste set-ups, men nogle gange kan en film eller serie vælge at lave lange set-ups, der strækker sig over hele fortællerbuen. For eksempel bliver den første infinity-stone i Marvel-universet introduceret i den første Thor-film, men deres egentlige funktion – deres pay-off – kommer først for alvor til sin ret i ’Avengers: Infinity War’.
Vind eller dø
’Game of Thrones’ må siges at have gjort sig lidt til mestre i denne type af lange set-ups. For bare at nævne et par af de mest interessante:
»Winter is coming«: Huset Starks talemåde, der også er blevet seriens slogan, nævnes første gang i sæson 1, afsnit 1, men den uundgåelige vinter rammer først i sæson 7, afsnit 8.
Identiteten på Jon Snows biologiske mor: Eddard Stark lovede helt tilbage i sæson 1, afsnit 1 at fortælle Jon Snow, hvem hans mor var, lige så snart han kom tilbage fra King’s Landing. Det nåede han så som bekendt aldrig, og identiteten på Jons mor – og far – blev først afsløret i henholdsvis sæson 6, afsnit 10 og sæson 7, afsnit 8.
The Three Eyed Raven: Ravnen med de tre øjne dukkede første gang op i Bran Starks drømme i sæson 1, afsnit 4. Men der skulle gå fire sæsoner mere, før Bran kom til at stå ansigt til ansigt med den treøjede ravns fysiske form i sæson 4, afsnit 4, og får først sin konklusion i sæson 6, afsnit 5, da Bran bliver den nye Three Eyed Raven.
At The Wall ikke ville kunne holde The Night Kings hær af døde tilbage: Allerede da Jon kommer til Castle Black i sæson 1, afsnit 2, advarer Jeor Mormont og Aemon Targaryen Tyrion Lannister om, at The Wall ikke vil være nok til at holde de døde bag muren tilbage. Og muren falder endegyldigt, da The Night King brænder hul i den med Daenerys zombifiserede drage Viserion i finalen på sæson 7, afsnit 8.
The White Walkers: De levende døde med de blå øjne dukker allerede op i sæson 1, afsnit 1, og truslen fra de dødes hær bekæmpes først endegyldigt i sæson 8, afsnit 3.
Nedbrændingen af tronsalen i The Red Keep: Har man set sidste mandags afsnit 5 af sæson 8 brændte Daenerys Targaryen The Red Keep sammen med hele King’s Landing ned til grunden. Men destruktionen af tronsalen i The Red Keep blev allerede forudsagt i sæson 2, afsnit 10, hvor Daenerys gik gennem den nedbrændte tronsal i sit drømmesyn i The House of the Undying i Qarth.
… Listen kan bare blive ved.
Og så sætter Cersei Lannister reglerne for kampen om tronen allerede tilbage i sæson 1, afsnit 7, hvor hun fortæller Eddard Stark: »When you play the game of thrones you win or you die«. Så er banen ligesom kridtet op til otte sæsoners magtkamp og dermed følgende død og ødelæggelse.
En hård opgave
Problemet ved lange set-ups er, at de også bygger eksponentielt høje forventninger til deres pay-offs. Jo længere tid en fortælling forventer, at seeren husker og holder øje med en detalje, jo større er forventningerne til, at alt denne venten også har en forløsende konklusion. Den vigtigste funktion af set-ups er at opbygge spænding. Korte opbygger lidt, lange opbygger meget. Det sætter højere krav til fortællingens sammenhæng og mindre råderum at boltre sig i. For hvert set-up introduceres der også en ny plottråd, den skal nås at få slået en tilfredsstillende knude på. Og helst en knude, der føles, som om den har været ventetiden værd.
Af netop den grund forsøger de fleste serier og filmserier at holde igen med de lange set-ups og holde sig til ét langt, der leder op til klimaks. I ’Game of Thrones’ tilfælde er den overordnede historiebue kampen om, hvem der vil sidde på Jerntronen og blive Westeros næste regent.
En serie har selvfølgelig også et uhav af sideplots, men disse forløses som oftest forholdsvist hurtigt. Tag for eksempel kongresmanden Peter Russo i ’House of Cards’. Hans alkoholisme introduceres i seriens første afsnit, hvor han bliver taget for spritkørsel. Hans relevans konkluderes dog allerede i seriens 11. afsnit, hvor hans alkoholisme er blevet så problematisk for seriens hovedperson Frank Underwood, at denne simpelthen slår Russo ihjel i et fingeret selvmord.
’Game of Thrones’ har med sine mange lange set-ups lige fra starten af sat en hård opgave for sig selv, i forhold til hvordan serien skulle afsluttes.
Grunden til, at serier som ’Lost’ og ’How I Met Your Mother’ så hyppigt er blevet udskældt for deres slutninger, er ikke nødvendigvis, fordi slutningen var dårlig, men fordi den skuffede i forhold til den spænding, der var blevet bygget op.
Med lange set-ups følger også et hav af fanteorier og spekulationer. Og med så mange kokke omkring gryden og opsvulmede forventninger kan det endelige pay-off så andet end at skuffe?
Evige spekulationer
Svaret er nej. Tænk bare på ’Avengers: Endgame’ og ’Ringenes Herre: Kongen vender tilbage’. Filmserier, der har opbygget ekstremt høje forventninger, og som i deres afslutning har formået at indfri seernes forventninger og mere til.
For lange set-ups kan nemlig være en kæmpe styrke. Altså så længe de får et tilfredsstillende pay-off, der virker naturligt i plottet.
Når ’Game of Thrones’ har gjort sig til mestre i de lange set-ups, er det også en af de ting, der har gjort serien til det fænomen, den er i dag. Den spænding, der opbygges, og de mange gætterier og fanteorier fænger seernes interesse og er noget af det, der er med til at få folk til at se med sæson efter sæson. Og ikke bare som passive tv-kiggere på jagt efter underholdning. Men som et aktivt publikum, der genser, analyserer og diskuterer begivenhederne i foregående sæsoner.
Og med et persongalleri der kunne fylde et mindre fodboldstadion, et utal af sideplots, overraskelser og forviklinger samt en fortællerstruktur, der stiller høje krav til seernes opmærksomhed, er det spændingen i at se, hvordan de mange forskellige set-ups kommer til at spille ud til slut, der har fået folk til trofast at vende tilbage sæson efter sæson.
Man kan sige, at ’Game of Thrones’ har lavet et sats, der indtil nu har betalt sig til fulde. Men nu hvor alle de talløse set-ups skal have deres pay-off, truer det med at synke skuden på målstregen.
Læs også: Vores største håb for ‘Game of Thrones’-finalen