Netflix nedlægger rygeforbud i deres serier efter cigaretboom i ‘Stranger Things’

Netflix nedlægger rygeforbud i deres serier efter cigaretboom i ‘Stranger Things’
Chief Hopper pulser løs i 'Stranger Things'.

I januar skrev vi her på sitet om, hvordan alle ryger i tv-serierne i disse år. Det fik vi både ros og kritik for – i sidstnævnte kategori mente nogle tilsyneladende, at vi fremstod puritansk-pædagogiske på den ufede måde.

Men når man først begynder at lægge mærke til det, er det bare ret vildt at se, hvor meget karaktererne ryger i tidens serier. Og nu bakker de hårdkogte facts vores egne fornemmelser op: En rapport fra antirygningsorganisationen Truth Initiative viser, at tilstedeværelsen af rygning i serierne blev næsten firdoblet på et år. 92 procent af de mest populære serier blandt unge inkluderede prominent rygning, og Netflix ‘Stranger Things’ var den helt store synder med 262 cigaretscener i sæson 2, en stigning på 44 procent fra første sæson.

Undersøgelser viser, at cigaretter på skærmen kan påvirke unge til selv at begynde at ryge, og Netflix tager nu konsekvensen af den kritik, der er blevet rejst i forbindelse med den nye rapport.

Streamingtjenesten har således lovet, at alle de serier, der får den familievenlige TV14-rating, ikke vil indeholde rygning eller e-cigaretter, med mindre det sker på grund af historisk eller faktuel præcision. Alle deres andre serier vil desuden fremover kun vise rygning, hvis det er »essentielt for kunstnerens kreative vision, eller fordi det definerer karaktererne (historisk eller kulturelt vigtigt)«, som det hedder.

Til Variety siger en talsperson:

»Netflix støtter stærkt kunstneriske udtryk. Vi anerkender også, at rygning er skadeligt, og når det bliver skildret positivt på skærmen, kan det influere unge mennesker«.

Er Netflix’ beslutning et skråplan mod en form for politisk korrekt selvcensur, som vi normalt ikke bifalder? Er det dobbeltmoralsk, at vi kan få alverdens død og vold smidt i hovedet, men ikke kan klare lidt røgringe? Måske. Og det kan bestemt diskuteres, om den slags virkelig bør komme som diktat ovenfra.

Men samtidig er der næppe noget helt tosset i, at serieskaberne overvejer en ekstra gang, hvad rygningen skal gøre godt for. Ofte virker det nemlig som et lidt dovent kneb for at skabe dynamik i ellers stillestående snakkescener eller for at få karakterne til at virke cool eller kolde i røven. Og bare for afvekslingens skyld kunne det da være, at man kunne opnå samme formål på en anden måde end med den dybest ret klichefulde cigaretpulsen?

Læs også: Alle – ALLE! – ryger i tv-serierne, og det stikker mod al sund fornuft

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af