Det skal du se i biografen i september – fra dræberklovnens comeback til rumeventyr med Brad Pitt

Det skal du se i biografen i september – fra dræberklovnens comeback til rumeventyr med Brad Pitt
Jessica Chastain i 'It: Chapter 2'.
Foto: Warner Bros.
Vi guider dig til de mest lovende biografoplevelser i årets første efterårsmåned.

’It – del 2’

Endelig får vi afslutningen på historien om den udstødte Losers’ Club og vennernes kamp mod klovnen Pennywise (Bill Skarsgård). Handlingen udspiller sig 27 år efter første del. I rollerne som de nu voksne losers møder vi blandt andre Jessica Chastain, Bill Hader og James McAvoy, filmen skulle efter sigende indeholde den blodigste scene på film nogensinde. Ligesom 1’eren er argentinske Andy Muschietti bag roret. Læs om vores håb for filmen her.

Premiere 5. september.

 

’Diego Maradona’

I den nye dokumentar kommer vi helt tæt på fodboldlegendens stormombruste historie gennem interviews med medspillere og sportsjournalister samt restaureret og aldrig før vist materiale. Instruktør Asif Kapadia har tidligere beriget os med nærværende portrætter af racerkøreren Ayrton Senna (’Senna’) og den afdøde sanger Amy Winehouse (den Oscar-vindende ’Amy’).

Premiere 5. september.

 

’Smerte og ære’

Spanske Pedro Almodóvar har koreograferet karrierens mest selvbiografiske film til dato. Antonio Banderas spiller instruktøren Salvador Mallo, som inviteres til at vise en af sine gamle film i en lokal biograf. Det tvinger ham til at tage stilling til fortiden og dens mange fejltagelser. I flashbacks møder vi Salvadors mor, spillet af Penélope Cruz. Banderas modtog prisen for bedste skuespiller ved dette års Cannes-festival for sin rolle som den kriseramte filmskaber.

Premiere 5. september.

 

’Late Night’

Emma Thompson og Mindy Kaling udgør en dynamisk duo som de eneste kvinder på et amerikansk aftentalkshow. Den fyringstruede vært Katherine (Thompson) tyer til den mangfoldighedshyrede teksforfatter Molly (Kaling) for at genskabe sit image. Siden den åbnede på Sundance-festivalen i år, har filmen væltet sig i positiv kritik.

Premiere 12. september.

 

’Ad Astra’

Der er dømt visuelt ambitiøst rumdrama, når astronauten Roy McBride (Brad Pitt) bliver sendt på en mission for at komme til bunds i sin fars (Tommy Lee Jones) mystiske forsvinden. ’Ad Astra’ er instrueret af den anerkendte independent-instruktør James Gray, som tidligere har stået bag blandt andet ’We Own the Night’. og ’The Lost City of Z’.

Premiere 19. september.

 

’Krigsfotografen’

Jan Grarup er Danmarks helt store navn, når det kommer til fotojournalistik. Men udover at dokumentere hans arbejde i verdens brændpunkter udvikler portrætdokumentaren om ham sig også til at blive en fortælling om, hvad krigsfotografen stiller op med karrieren, da hans ekskone under optagelserne blev diagnosticeret med kræft. Dokumentaristen bag er Boris B. Bertram, der tidligere har instrueret ’The Human Shelter’.

Premiere 19. september.

 

’Rambo: Last Blood’

Vietnamveteranen John Rambo havde ellers fundet fred, da vi i sidste film så ham vende hjem til sin fars gård i Arizona. Men da en vens datter bliver kidnappet af et mexicansk narkokartel, må han atter gøre brug af sine dødbringende færdigheder. Hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter Sylvester Stallone har udtalt, at han med filmen ville lave sin version af Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’.

Premiere 19. september.

 

’Downton Abbey’

Da Netflix gik all in med den rekorddyre kongehusserie ’The Crown’, var det uden tvivl med ’Downton Abbey’s seersucces som forbillede. I den kommende biograffilm om de elskede aristokrater er det et besøg fra kongehuset, der udgør den dramatiske spydspids. Man kan håbe, Dame Maggie Smith får eleveret materialet over ’Frøken Hyacint’-niveau.

Premiere 26. september.

 

’Koko-di koko-da’

Den svenske filmmager Johannes Nyholm har tidligere instrueret syrede film som ’Las Palmas’ og ’Kæmpen’. Nu er han tilbage, og han er ikke blevet mere konventionel med tiden. I ’Koko-di koko-da’ møder vi parret Elin (Ylva Gallon) og Tobias (Leif Edlund), som har mistet deres lille pige. For at bearbejde sorgen tager de på telttur i de svenske skove. Her bliver de hjemsøgt af danske Peter Belli i en sjælden rolle som psykopat.

Premiere 26. september.

’The Kitchen’

Melissa McCarthy, Tiffany Haddish og Elisabeth Moss indtager hovedrollerne i denne tegneseriefilmatisering. Historien udspiller sig i 1970’ernes Manhattan, nærmere bestemt Hell’s Kitchen. Under et fængselsophold udtænker de tre kvinder en plan om at overtage deres ægtemænds kriminelle forretninger. Filmen er Andrea Berloffs debut som instruktør. Hun har tidligere skrevet manuskripterne til blandt andet ’World Trade Center’ og ’ Straight Outta Compton’.

Premiere 26. september.

Læs også: Et alt for tidligt kig i krystalkuglen: Er en af disse 10 film den kommende Oscar-vinder?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold