Disse serier skal du streame i oktober – fra DR’s store søndagsserie til spritnye superhelte-takes

Disse serier skal du streame i oktober – fra DR’s store søndagsserie til spritnye superhelte-takes
'Fred til lands'.
Foto: Tine Harden
Oktober måned byder blandt andet på ikke mindre end to nye DC-serier, men også længe ventede nye sæsoner af både danske og amerikanske kendinge

’Watchmen’

Damon Lindelof har tidligere stået bag successerierne ’Lost’ og ’The Leftovers’ og er nu klar med efterårets helt store HBO-satsning. Denne gang har han kastet sig over Alan Moore og Dave Gibbons graphic novel-mesterværk, ’Watchmen’. Serien tager sit afsæt 30 år efter tegneserien og fortæller dermed en ny, ikke tidligere fortalt historie. På rollelisten optræder blandt andet Regina King, Jeremy Irons og Louis Gossett Jr.

Kan ses på HBO Nordic fra 21. oktober.

 

‘Modern Love’

Manden bag musikalske indieeventyr som ’Once’ og ’Begin Again’, John Carney, står bag Amazon-serien ’Modern Love’, hvor tidens største stjerner udlever kærlighedshistorier fra den virkelige verden. Serien er en antologifortælling baseret på klummen fra The New York Times af samme navn, med moderne kærlighed som omdrejningspunkt. Hvert eneste af de otte timelange afsnit zoomer ind på et newyorker-forhold. Dev Patel og Anne Hathaway er tilbage i komedieland og får selskab af blandt andre Tina Fey og ’Fleabag’-præsten Andrew Scott.

Kan ses på Amazon Prime 18. oktober.

 

‘Fred til lands’. (Foto: Tine Harden)

’Fred til lands’

DR’s nye søndagsatsning udspiller sig i et lukket lokalsamfund på Fyn. Her bliver en række af landsbyens indbyggere terroriseret af den psykopatiske Mike, hvis fortrædeligheder indtil nu er gået ustraffet hen. Serien stiller spørgsmål ved, hvor langt man vil gå for at skabe fred i et samfund, hvor ondskaben har slået rod. Seriens talentfulde ensemble består blandt andet af Claus Riis Østergaard, Lene Maria Christiansen, Morten Hee Andersen, Anders Juul, Marijana Jankovic og Dar Salim. Serien er skrevet af Christian Torpe og Maria Østerbye (’Rita’ og ’The Mist’), mens Louise Friedenberg (‘Norskov’) instruerer alle otte afsnit.

Kan ses på DR fra 6. oktober.

 

’Living with Yourself’

I ‘The Daily Show’-alumni Timothy Greenbergs finurlige science fiction-komedie spiller Paul Rudd den tungsindige Miles Elliott. En dag får han mulighed for at forbedre sig selv igennem et mystisk spa-ophold. Det går dog ikke helt som planlagt, og han ender i stedet med at få en dobbeltgænger, som i alle aspekter i livet er mere succesfuld end ham selv. ’Living with Yourself’ er instrueret af Dayton og Valerie Faris, som blandt andet har stået bag indie-hittet ’Little Miss Sunshine’.

Kan ses på Netflix fra 18. oktober.

 

‘Big Mouth’ sæson tre

I starten af oktober er der gensyn med Nick Kroll, Jason Mantzoukas, Jessi Klein og Maya Rüdolph i den både elskelige og perverterede animationskomedie om de svære pubertetsår. Tredje sæson bryder grænser fra start, hvor Jessi opfordres til onani i et talkshow med sin egen vagina som vært – bragt til live af ’SNL’-komikeren Kristen Wiig. Derudover lover traileren gæsteoptrædener fra ’Queer Eye’-holdet, der kommer for at redde sølle Coach Steve. Mon ikke der også bliver plads til gensyn hormonmonstrene, Jordan Peele som Duke Ellingtons spøgelse, The Shame Wizard og verdens bedst navngivne seriehund: pitbullen Feat. Ludacris.

Kan ses på Netflix 4. oktober.

 

’Elsk mig’

Den svenske skuespillerinde Josephine Bornebusch har både skabt og spiller hovedrollen i denne romantiske dramedy, der følger en gruppe menneskers liv i Stockholm og deres op- og nedture med kærlighedslivet. Andre medvirkede inkluderer Sverrir Gudnason (’Borg’) og Gustav Lindh, som havde den næststørste rolle i årets danske Oscar-kandidat ’Dronningen’. 

Kan ses på Viaplay fra 11. oktober.

 

‘Doggystyle’. (Foto: Valdemar Cold Winge Leisner, DFF)

’Doggystyle’ sæson 2

Med ’Doggystyle’ talte DR til en målgruppe, som ellers har været svær at fange herhjemme. Forventningerne er derfor tårnhøje til Anna Emma Haudal og resten af holdet bag serien, når historien om Asta (Rosemarie Mosbæk) fortsætter. Vi ved endnu ikke så meget om plottet, men Haudal har udtalt, at »man kan forvente lidt længere afsnit« og, at »der kommer meget mere power på kærligheden«. Derudover er der begyndt at komme lidt liv i Asta-karakterens Instagram-profil. Læs vores anmeldelse af første sæson her.

Kan ses på DR fra 13. oktober.

 

’Batwoman’

Med ’Batwoman’ bliver der skabt tv-historie. Serien markerer nemlig første gang, vi ser en åbent lesbisk superhelt i en hovedrolle. Rollen som den sortklædte feministiske hævner spilles af Ruby Rose (’Orange Is the New Black’), som bekæmper kriminaliteten i Gotham City, tre år efter Batman – hendes fætter – er forsvundet.

Kan ses på HBO Nordic fra 8. oktober.

 

‘Looking for Alaska’

Forfatteren John Green blev med ’The Fault in Our Stars’ kongen af underfundig og hjerteskærende teenagekærlighed. Serieversionen af debutromanen ’Looking for Alaska’ har været undervejs i årevis, så forventningspresset er skyhøjt. Den lidt indadvendte Miles ,som er besat af at kæmme biografier for berømtheders sidste ord, starter på kostskole, hvor han hurtigt også bliver besat af den sprudlende skønhed Alaska. Romanforlægget har en enorm fanskare, så fingrene er krydsede for, at der venter andet end otte afsnit med prætentiøse teenagere, der har prætentiøse samtaler om den sydamerikanske oprører Simón Bolívars sidste ord (som nævnes ikke én, men hele to gange i traileren).

Kan ses på HBO Nordic 19. oktober.

 

’MotherFatherSon’

Denne psykologiske thriller udspiller sig blandt samfundets mest indflydelsesrige elite, fra politik til medierne. Vi følger en fragmenteret familie med Richard Gere i front som den skruppelløse mediemogul Max – en rolle som efter sigende skulle være baseret den berygtede Rupert Murdoch. Den BBC-producerede serie kan samtidig slå sig op på at være Richard Geres første hovedrolle i en tv-serie nogensinde.

Kan ses på C More fra 8. oktober.

 

’Limetown’

Facebook er for alvor ved at markere sig som en interessant spiller i streamingkrigen. Facebook Watch, som tidligere gav os den amerikanske udgave af ’Skam’, er nemlig tilbage med krimidramaet ’Limetown, der er baseret på den populære podcast af samme navn. Her spiller Jessica Biel radiojournalisten Lia Haddock, som efterforsker, hvorfor 300 mennesker er forsvundet fra en forsøgsby befolket af hjerneforskere. Facebook-serien er skabt af Zack Akers og Skip Bronkie, som også stod bag podcast-serien.

Kan ses på Facebook Watch fra 16. oktober.

 

’Daybreak’

’Mad Max’ møder ’The Breakfast Club’ i denne nye serie skabt af Brad Peyton (’San Andreas’ og ’Rampage Out of Control’). I ’Daybreak’ følger vi en gruppe highschool-elever, som efter et atomangreb på selveste prom night må stå sammen for at overleve i postapokalyptisk verden. Den altid seværdige Matthew Broderick spiller rollen som skolelærer, mens seriens unge cast består af blandt andet Colin Ford, Sophie Simnett og Alyvia Alyn Lind.

Kan ses på Netflix fra 24. oktober.

 

’Rhythm + Flow’

’Rhythm + Flow’ er Netflix’ første musikkonkurrence. Her kan håbefulde rappere forsøge at imponere et dommerpanel bestående af Cardi B, Chance the Rapper og T.I., i håbet om at blive den næste store hiphop-sensation. I løbet af serien skal deltagerne dyste med hinanden i ædle hiphop-discipliner i form af rapbattles og samplings, ligesom der også skal optages musikvideoer.

Kan ses på Netflix fra 9. oktober.

 

’Castle Rock’ sæson 2

Første sæson af den J.J. Abrams-producerede ’Castle Rock’ bød på en herlig sammensmeltning af Stephen King-karakterer og referencer. I anden sæson af antologiserien kan fans denne gang glæde sig til at følge den unge sygeplejerske Annie Wilkes (Lizzy Caplan), kendt fra King-klassikeren ’Misery’. Derudover dukker Tim Robbins også op i en forholdsvis stor rolle. En skuespiller, mange nok kender fra filmatiseringen af Kings ’The Shawshank Redemption’. Læs vores anmeldelse af første sæson her. 

Kan ses på HBO Nordic 24. oktober.

 

’Mrs. Fletcher’

HBO beskriver denne serie som en dobbeltsporet coming of age-komedie. Vi følger singlemoren Eve Fletcher (Kathryn Hahn) og hendes søn Brendan (Jackson White), der netop er startet på universitetet. Begge forsøger at finde deres plads i de nye situationer, de befinder sig i. ’Mrs. Fletcher’ er skabt af forfatteren Tom Perrotta på baggrund af hans bog af samme navn. Han skrev også bogforlægget bag ’The Leftovers’.

Kan ses på HBO Nordic fra 28. oktober.

 

‘Store Lars’. (Foto: TV3)

’Store Lars’

TV3 blander på vaskeægte ’Klovn’-manér fiktionen med virkeligheden i deres nyeste komedie-satsning. I ‘Store Lars’ følger vi en fiktiv udgave af Lars Hjortshøj, der ihærdigt prøver at ryste sit image som komiker af sig til fordel for et mere finkulturelt et af slagsen. Udover Hjortshøj optræder en række danske stjerner, blandt andet Ellen Hillingsø, Martin Brygmann og Julie Agnete Vang.

Kan ses på TV3 og Viaplay fra 24. oktober.

 

’Living Undocumented’

Selena Gomez har produceret denne dokumentarserie, som stiller sig kritisk over for USA’s immigrationspolitik. Serien kaster lys over otte tilværelser, som har det tilfælles, at de opholder sig ulovligt i USA. Vi følger dem og deres familier, mens de hver dag må leve under radaren i frygt for at blive opdaget og deporteret. Gomez har tidligere produceret den kontroversielle Netflix-serie ’13 Reasons Why’.

Kan ses på Netflix fra 2. oktober.

 

’Silicon Valley’ sæson 6

Tidligere på året offentliggjorde ‘Silicon Valley’s to hovedforfattere Mike Judge og Alec Berg, at den forestående sjette sæson bliver den sidste. Siden 2014 har vi fulgt techfirmaet Pied Pipers kamp for at blive en succes. Der er således lagt op til et forhåbentligt sjovt og vemodigt farvel med de nørdede programmører. Vi har tidligere udnævnt ‘Silicon Valley’ som en af de bedste komedieserier på HBO Nordic.

Kan ses på HBO Nordic 28. oktober.

Læs også: ’The Politician’ sæson 1 – Finalen redder ny Netflix-series campede for-meget-hed

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold