De 20 vigtigste danske film i 2010’erne

De 20 vigtigste danske film i 2010’erne
Foto: Lars Skree
Hvilke film satte de dybeste aftryk blandt 10’ernes danske biografudbud? Vi gør status over de seneste ti år – og finder det væsentligste værk i en slagkraftig debutfilm fra årtiets spæde begyndelse.

Efter dogme-festen ebbede ud i 00’erne, befandt dansk film sig i et kreativt dødvande i starten af 10’erne, hvor ideerne syntes at være få og udførslen for ofte kedsommeligt sikker.

Men i anden halvdel af årtiet har dansk film fået sig en rusketur af fortællemæssige nyskabelser, både i den eksperimenterende artfilm og den samlende mainstreamfilm, der lover godt for fremtiden. Vores liste over de vigtigste danske film fra 2010’erne inkluderer 10 titler af debuterende instruktører og tre andengangsfilm. Det vidner om, at 10’erne et frugtbart arnested for udklækkelsen af nye talenter.

Bemærk at nedenstående ikke er vores valg af de bedste danske film fra de seneste 10 år. Det er vores forsøg på at fremhæve de film, som satte de tydeligste spor eller – set i bakspejlet – føles vægtigst på et samfundsmæssigt, kulturelt eller kunstnerisk plan.

 

(Foto: Louise McLaughlin)

20. ’Team Hurricane’ (2017)

Fremtiden i dansk film tegner ikke bare lyst, men neonfluorescerende i alle regnbuens skarpeste farver. Det var konklusionen efter at set ’Team Hurricane’ – spillefilmdebuterende Annika Bergs fandenivoldske, kompromisløse og legende undersøgelse af, hvad det vil sige at være teenagepige.

Filmen boltrede sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentarisme og blev fortalt i et filmsprog i nøjagtig øjenhøjde med målgruppen og med et mantra, vi alle kan lære noget af: »Don’t be so hard on yourself. Bitch«. Den var en forfriskende fuckfinger i fjæset på sådan cirka alt, hvad der kan være trættende ved dansk film: De lidt for velkendte ansigter, påfaldende mange mandlige hovedroller og dumme komedier.

Visuelt lignede Bergs film intet andet – mange vil nok kalde den grim med sin grynede gif-æstetik og nærbilleder af smøreostemadder, der konsumeres i ultraclose-up. Dertil bestod castet udelukkende af nye ansigter, som instruktøren fandt på de sociale medier. Det var fjollet og inderligt og nuttet og grumt, når kameraet filmede både cutting-ar og flade bryster, sodavandsfester og perlepladedyrkelse, og ’Team Hurricane’ føltes som Bergs ubrudte tankestrøm over teenagepige-tilstanden.

Dialogen var skrevet af Berg i fællesskab med de otte piger, og filmen var således et kreativt frådende værk skabt i præcis øjenhøjde med de unge kvinder, den portrætterede. Formmæssigt og stilistisk er den uden sidestykke i dansk film. Og Annika Berg modtog da også både Kronprinseparrets Kulturelle Stjernedrys Pris 2018 såvel som Fremtidsprisen fra os på Soundvenue.

 

(Foto: SF Studios)

19. ’Mens vi lever’ (2017)

Der blev ikke sparet på de filmklassiske virkemidler i Avaz-brødrenens ’Mens vi lever’, der paradoksalt nok blev lavet på lud og koldt vand, generøse vennetjenester og sølle to millioner kroner – uden støtte fra Det Danske Filminstitut, der ikke troede på projektet.

Filmen var nærmest provokerende flot for en dansk debut og gav ikke en døjt for den form for smagsdommersnobberi, der usagt foretrækker, at uprøvede instruktører indledningsvist lægger arm med tvistede genreaberrationer, hvor budget og visuelt udtryk går hånd i hånd for at skabe en ’autentisk’ smågrynet æstetik inden for rammerne af en toværelses lejlighed på Vesterbro. Det var ovenud forfriskende og en gave til biografpublikummet uden for den snævre københavnske filmscene.

Siden dronningerne af danske kvalitetsmainstreamfilm Susanne Bier og Lone Scherfig pakkede deres melodramaer i kufferten og smuttede til udlandet, har dansk film været fattig på film i stil med ’Mens vi lever’. Men mainstreamfilmenes store og i nyere tid kunstnerisk undervurderede kvalitet er netop, at de gerne siger noget om, hvad det vil sige at være menneske og bøvle med hverdagslivet i et filmsprog og en dramaturgisk kontekst, der ikke nødvendigvis tyer til svært fordøjelige visuelle greb eller eksistentialistisk navlepilleri, men i stedet smider svesken på disken uden den mindste skam over sine bombastiske følelsesudbrud.

Nogle gange trænger man til at blive mødt i øjenhøjde af miljøskildringer og karakterer, alle i biografmørket kan favne sammen. Watercooler-snak er nu engang gerne sjovere og mere samhørighedsskabende, hvis alle omkring cisternen kan være med.

 

(Foto: Jens Schlosser)

18. ’Den tid på året’ (2018)

Vi berører det flere gange på nærværende liste: Der er utroligt langt mellem de gode danske komedier. Og der er endnu længere imellem de gode danske sædekomedier.

De fleste danske humordrevne film er således karikerede farcer, der ikke udspiller sig i nogen form for genkendeligt univers. Netop derfor var det så ualmindeligt velkomment, at Paprika Steens tredje film som instruktør, ’Den tid på året’, blev et hit. Og en succes blev den med både priser, gode anmeldelser og imponerende 319.000 solgte billetter. Filmen om en højtudannet, kolerisk families juleaften er nemlig ikke en traditionel dansk farce i folkekomedietraditionen, men en intelligent snakkekomedie efter inspiration fra Woody Allen og Mike Leigh.

’Den tid på året’ er bestemt sjovt spillet – særligt Lars Brygmann og Sofie Gråbøl demonstrerer komisk timing af en anden verden – men den er først og fremmest skarpt skrevet af Jakob Weis på Paprika Steens idé og indspark, fuld af præcise iagttagelser, der har potentiale til at positionere filmen som en juleklassiker af den slags, man ser hvert år for at have det sjovt, blive en smule rørt og blive bekræftet i, at ens egen familie måske slet ikke er så slem.

Paprika Steen løfter barren for, hvordan en dansk komedie kan se ud, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før andre dele af filmbranchen går i dens fodspor.

 

(Foto: Per Arnesen og Nikolaj Møller)

17. ’Krigen’ (2015)

Ubegribeligt få spillefilm har behandlet den historiske danske krigsindsats i Irak og Afghanistan med vægt og seriøsitet, og alene derfor er Tobias Lindholms Oscar-nominerede film ikke til at komme udenom.

Lindholm applicerer sin usentimentale, afskrællede stil på et stærkt menneskeligt drama om kompagnichefen Claus (Pilou Asbæk), der anklages for at have ansvaret for otte civiles død under sin udsendelse i Afghanistan, hvorefter han sættes på anklagebænken hjemme i Danmark.

Ligesom ’Armadillo’ (se længere nede) viste ’Krigen’, at vores udsendelse af soldater til Mellemøsten og omegn ikke blot var en heroisk mission eller en nyttesløs ubåd i en ørkenkrig, men lige så beskidt og moralsk tvetydig som alle andre krige. Claus’ hurtige beslutning i felten, som skal beskytte hans mænd, får store konsekvenser, både for hans eget liv og for uskyldiges. Intet er sort-hvidt i Lindholms nuancerede skildring af moderne krigsførelse under danske faner.

Med fem års mellemrum var ’Armadillo’ og ’Krigen’ wakeupcall, der vil blive stående, når vi om årtier skal kigge tilbage på Danmark i første del af det 21. århundrede.

 

(Foto: Jonas Lodahl)

16. ’Holiday’ (2018)

Vi havde set frem til Isabella Eklöfs debutfilm siden hendes afgang fra Den Danske Filmskole i 2011. Og det var ventetiden værd, for ’Holiday’ landede som et kompromisløst syrebad, der provokerede med sine rå og meget grafiske skildringer af seksuelle overgreb og en kynisme, der gennemborede sjælen.

Der var noget meget udansk over Isabella Eklöfs film om den unge Sascha (Victoria Carmen Sonne i sit markante, prisvindende gennembrud), der kommer i problemer som kæreste med gangsteren Michael på den tyrkiske solkyst. Eller sagt på en anden måde: Film som ’Holiday’ bliver meget, meget sjældent lavet i Danmark.

De distancerede tableauer, der i både dans og badeland svinger mellem poesi og kitsch. Det gådefulde portræt af en kvinde, som passivt accepterer de værste ydmygelser. Den tvetydige moralske fortælling i en tid, hvor forholdet mellem kønnene er på alle dagsordener.

Måske bunder fornemmelsen af et friskt og fremmed blik blot i, at Eklöf er svensk, men et bedre bud er, at hun står på skuldrene af en arthousetradition med instruktører som Carlos Reygadas, Ulrich Seidl og Claire Denis frem for de inspirationskilder i enten 60’er-nybølge eller kvalitets-Hollywood, som typisk har præget hjemlige filmskabere. Det gav en ekstra dimension til dansk film.

 

(Foto: Per Arnesen)

15. ’Hævnen’ (2010)

I 2011 vandt Danmark for blot tredje gang i historien en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film. Det skete med Susanne Biers ’Hævnen’ med Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen på rollelisten, en film, som var med til at sætte fut i hele kvartettens internationale karrierer. Og alene Oscar-triumfen gør det til en essentiel dansk film.

’Hævnen’ er da også Biers bedste siden ’Den eneste ene’: En kompleks fortælling om to drengevenner, Elias og Christian, der kaster sig ud i eskalerende voldshandlinger for at få hævn over tyrannen, der gør særligt den enes liv svært på deres skole. Handlinger, der også pirker til deres forældres moral, både Christians fraskilte lægeophav (Persbrandt og Dyrholm) og Elias’ enkefar (Thomsen).

Biers melodramatiske tilbøjeligheder undertrykkes her langt hen ad vejen til fordel for en genuint tankevækkende historie med så bred appel, at den utvivlsomt har sat aftryk langt ude i landet. Få instruktører kan lykkes med at få tunge tematikker så bredt og følelsesmættet ud over rampen, men Susanne Bier gjorde det med ’Hævnen’, som siden har været et eksempel til efterfølgelse for danske mainstreamdramaer i generel forstand.

 

(Foto: Jirí Hanzl)

14. ’En kongelig affære’ (2012)

Nikolaj Arcel støvede det danske kostumedrama af med en af 10’ernes vigtigste danske film set i et internationalt promoveringsperspektiv. ’En kongelig affære’ var med til at lancere både Mikkel Boe Følsgaard og den fremtidige Hollywood-prinsesse og Oscar-vinder Alicia Vikanders karrierer, og filmen selv blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film – året efter, Thomas Vinterbergs ’Jagten’ havde været nomineret i samme kategori.

Det var et prestigiøst og kommercielt signifikant skulderklap til dansk film såvel som lidt af en personlig ære for Mads Mikkelsen, der spillede hovedrollen i begge film. Og som umiddelbart efter kapitaliserede på sin oversøiske popularitet med rollen som seriemorder Hannibal Lecter i den kritikerroste serie ’Hannibal’.

’En kongelig affære’ er nyere tids mest vellykkede eksempel på en sjælden fugl i dansk film: Den klassiske storfilm efter amerikansk skala, der jonglerer historiefortælling og ambitiøs scenografi uden at miste grebet om karakterdramaet i centrum eller forfalde til højtravende Bornedal’ske klicheer. Sammen med manusarbejdet på ’Millenium’-trilogien og ’Afdeling Q’-filmene åbnede ’En kongelig affære’ tunge Hollywood-døre for Arcel, der fik overdraget tøjlerne på endnu et potentielt storfilmprojekt fem år senere i form af Stephen King-filmatiseringen ’The Dark Tower’.

Med ’En kongelig affære’ slog Arcel en tyk streg under, at man kan skabe kostumedrama på dansk, uden at det bliver hverken stift, tungt eller teatralsk.

 

(Foto: Maria von Hausswolff)

13. ’Vinterbrødre’ (2017)

Ikke siden Lars von Triers ’Forbrydelsens element’ har en dansk debutfilm skabt så mange æstetiske bølgeskvulp i vor cinematiske andedam som ’Vinterbrødre’, der i 2017 var med til at indvarsle en ny æra i dansk film.

Islandske Hlynur Pálmason, uddannet fra Den Danske Filmskole, begik et uafrysteligt værk præget af sjælfulde kunstneriske ambitioner og et fascinerende billedsprog af fotograf Maria von Hausswolff, der fik hvide kalkbjerge og brutalistiske industrielle strukturer til at synge af rå poesi på lærredet. Alt imens Lars Halvorsons lydside ramte som et jordskælv i centralnervesystemet.

’Vinterbrødre’ gav koldsved i biografmørket (nogle publikummer gik formentlig af samme grund frustrerede fra filmen), og historien om skravlede Emil (geniale Elliott Crosset Hove), der sammen med storebroren Johan (Simon Sears) arbejder i et kalkbrud, hvor stærke, tavse mænd dagligt lader sig opsluge af jorden for at svede i undergrundens klaustrofobiske mørke, var en rå hudfletning af vingeskudte maskuline myter og identitet.

Filmen emmede af en drømmende surrealisme balancerende på mareridtets knivsæg, men mens kritikerne sendte en regn af Bodil- og Robert-priser efter Pálmason og co., blev der kun solgt lidt over 10.000 billetter. Hvorfor ’Vinterbrødre’ også blev genstand for ophedet debat omkring diskrepansen mellem, hvad anmeldere anser som kunst versus brede publikumsucceser. Men hvis ikke unge, danske film tør udfordre vores sanser over for ’Klassefesten’-segmentets røvballeambitioner, hvem skal så?

 

(Foto: Nordisk film)

12. ’Ternet Ninja’ (2018)

946.502.

Så mange billetter solgte Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens filmatisering af førstnævntes børnebog, hvilket gør den til den femte mest sete danske film nogensinde og den mest populære siden ’Op på fars hat’ fra 1985.

Alene den præstation berettiger til en plads her på listen, for et billetsalg i den kaliber kan simpelthen gøre forskellen på, om et dansk filmår bliver anset for at være en succes eller fiasko. Men ’Ternet Ninja’ afstedkom også en lidt dybere erkendelse: Ingen kan forudse et hit. Ganske vist stod det på forhånd klart, at Matthesen har et dedikeret publikum, men ingen havde regnet med denne form for gennemslagskraft, og det kan forhåbentligt inspirere til en stærkere risikovillighed også på børnefilmområdet. Om ikke andet viste filmen, at det godt kan betale sig at satse på kvalitet.

Som film betragtet bryder den virkelig gode og sjove ’Ternet Ninja’ måske ikke ny grund, som ’Terkel i knibe’ ikke allerede havde betrådt halvandet årti tidligere, men den træder ind i en fin dansk tradition for politisk ukorrekt underholdning i børnehøjde. Og derfor vil den nok også blive set og set igen af de kommende generationer.

 

(Foto: Per Arnesen)

11. ’Klovn: The Movie’ (2010)

Før Casper Christensen, Frank Hvam og Mikkel Nørgaards første filmudgave af deres brillante tv-serie, havde man næsten mistet troen på, at Danmark kunne lykkes med en rendyrket mainstreamkomedie af en vis kvalitet.

For trods utrolige 838.881 solgte billetter var det ikke box office-rekorderne, der var den primære indikation for gennemslagskraften i ’Klovn: The Movie’. Det var derimod, at det var muligt at. sammenskrue en dansk bro-komedie, der hverken leflede for laveste fællesnævner eller højeste lixtal, men stadig var helt ustyrligt morsom og grænseoverskridende.

Mon dens grafiske fokus på en 12-årig tissemand var gået i dag? Og mon ’Ditte & Louise’ som spillefilm havde fået grønt lys, hvis ikke Casper og Frank havde vist, at man godt kunne gå fra tv-serie til film uden at gå på kompromis? Man ville ønske, man kunne sige ja, men den ubarmhjertige virkelighed er nok anderledes.

Man ville også ønske, at dansk film i højere grad havde taget udfordringen fra ’Klovn’ op, når de næste komediefranchises skulle skabes. Men her strandede det i ’Klassefesten’ og ’Alle for 1, 2, 3’.

I skrivende stund er Christensen, Hvam og Nørgaard på vej med deres afslutning på det, der nu bliver til en trilogi. Toeren havde svært ved at måle sig med den første, men som minimum vil ’Klovn: The Movie’ stå tilbage som et forrygende komisk billede på den moderne mand i sin mest vattede udgave.

 

(Foto: Rolf Konow)

10. ’Ditte & Louise’ (2018)

Da DR aflyste komedieserien ’Ditte og Louise’ i 2016 med begrundelsen, at seerinteressen ikke var stor nok, lød der et ramaskrig i det danske kulturliv. Ikke mindst fordi seriens velvoksne onlineseertal fik beslutningen til at afgive en dunst af kønsdiskriminerende snæversynethed.

Man kan dog ikke uden videre knægte komikerduoen Ditte Hansen og Louise Mieritz’ kampånd, og de damer vendte således stærkt tilbage to år senere med spillefilmen ’Ditte & Louise’ – aka årtiets mest vellykkede kvinderevne komedie, der spillede ært på tidsånden med en intelligent og rørende udstilling af ligestillingsproblematikkerne i den danske filmbranche, aldersdiskrimination af kvinder over 40 og venindeskab set fra to forskellige midtvejskriser.

’Ditte og Louise’ var en tiltrængt påmindelse om, at betegnelsen ’folkekomedie’ ikke per automatik behøver at være et kvalitativt skældsord, men det relativt beskedne billetsalg hintede samtidig til en grundlæggende samfundsproblematisk bias mod, hvad der af mange givetvis blev opfattet som en politisk ’belærende’ kvindefilm i kølvandet på #MeToo-debatterne året forinden.

Den misforståede, patriarkalsk-fornærmede modvilje (’En frygtelig kvinde’ var aldrig blevet en biosucces, hvis kvindelige publikummer skyede film, der tager pis på kvinder) gør det himmelråbende åbenlyst, at det dermed netop er flere – mange flere – vedrørende, samfundssatiriske komedier som ’Ditte & Louise’, dansk film har brug som modvægt til tungnemme samlebåndsprodukter a la aktuelle ’Jagtsæson’, der er så fulde af tom luft som en pose pruttepuder.

 

(Foto: Per Arnesen)

9. ’Jagten’ (2012)

Tematisk er ’Jagten’ en af de mest hårdtslående danske film fra nyere tid, hvis fortælling om en mand (Mads Mikkelsen), der anklages for seksuelle krænkelser af sin bedste vens lille datter får maven til at snøre sig sammen. Vi ved, at manden er uskyldig, men lillebysamfundet omkring ham lugter blod i blindt raseri – for man må vel stole på barnet?

Det er en universel sandhed, at få ting afføder større fordømmelse end overgreb på børn. Det er også en universel, om end i denne kontekst ilde hørt sandhed, at små børn kan lyve. Det ved enhver forælder, men Thomas Vinterberg og medmanusforfatter Tobias Lindholm undersøger, hvad der sker, når følelserne overdøver rationale, og rettergang erstattes af selvtægtstendenser. Og det er en problematik, der transcenderer samtlige melodramatiske tendenser.

’Jagten’ er rasende godt spillet, og afslutningsscenen sørger for, at filmens moralske dilemmaer borer deres kroge dybt ind i kroppen. Den blev nomineret til en Oscar i endnu en vigtig, international sejr for dansk film i de Oscar-eksponerede 10’ere (om end den ikke vandt), men det er interessant at forestille sig, hvordan den var blevet modtaget post-#MeToo: Var den overhovedet blevet lavet? Forhåbentlig, skønt det er svært at forestille sig, hvilken instruktør der i dag ville vove pelsen. Af den grund alene er ’Jagten’ fortsat et presserende aktuelt værk og et dansk højdepunkt i Mads Mikkelsens flotte karriere.

 

(Foto: Nikolaj Møller)

8. ’Den skyldige’ (2018)

10’erne var årtiet, hvor man med streaming og tv-seriernes fremvækst for alvor begyndte at spørge sig selv: Hvad er en film? Hvad skal en film kunne? Hvordan overbeviser vi folk om at gå i biografen frem for at søge den bekvemme underholdning fra sofadybet?

Et af de mest spændende svar var Gustav Möllers debutfilm, der på papiret kunne virke som den mest ufilmiske fortælling længe: Én skuespiller i billedet i form af Jakob Cedergrens politimand, der forsøger at hjælpe en ung kidnappet kvinde, som ringer ind til alarmcentralen, hvor han nødtvunget residerer.

Alligevel føltes ’Den skyldige’ faktisk som en stor biografoplevelse i al sin intensitet og gennem alle de billeder, man selv konstruerede i hovedet konfronteret med den gennembearbejde, omsluttende lydoplevelse i salen med det store lærred. Det var et stærkt konceptueret lowbudget-projekt, der står som højdepunktet af bølgen af én- eller to-location-talentfilm (’Cutterhead’, ’Christian IV’, ’Lifeboat’), som brød frem i slutningen af årtiet og indikerede en ny og frisk sensibilitet hos en generation af unge instruktører.

At ’Den skyldige’ blev set af 135.000 mennesker i biografen, flittigt nomineret til Bodil og Robert, købt til amerikansk distribution og remake og Oscar-shortlistet i kategorien bedste udenlandske film, var en succeshistorie af den slags, som mange drømmer om at gøre efter.

 

(Foto: Søren Kirkegaard)

7.’ En frygtelig kvinde’ (2017)

Mens visse dele af filmkulturen gik og muggede over, at ingen gad gå i biografen og se de danske talentfilm, trådte Christian Tafdrup til med en lige højre til de rigtige meninger og de klassiske artfilmfornemmelser.

Der er næppe en dansk spillefilm siden ’Antichrist’, der har fået parnasset til tasterne i samme grad som Tafdrups satire over et moderne parforhold, hvor kvinden skridt for skridt blotter sine diabolsk-manipulerende sider, mens manden frygtsomt trækker sig ind i sin puppe. ’En frygtelig kvinde’ anviste en anden vej end den politisk korrekte humanisme, der som regel præger dansk film, den turde provokere, talte veltimet ind i en raserende kønsdebat, og den blev bakket op af en instruktør, der ikke pakkede sine budskaber ind i vat, men dristede sig til at stå på mål for sin film. Det gav ham både tæsk og applaus.

Man kan dog være sikker på, at Tafdrups frækhed og provokationer var faldet tungt til jorden, hvis filmen i sig selv ikke havde haft en vis kvalitet. ’En frygtelig kvinde’ var en velkonstrueret satire, fint inspireret af lige dele Lars von Trier og Ruben Östlund, og med Amanda Collin i en veritabel tour de force.

Publikum blev ramt af ’En frygtelig kvinde’. Den fik dem til at snakke. Og de færreste gik fra biografen uden at føle sig ramt på én eller anden måde. Det er de færreste danske film, man kan sige det om.

 

(Foto: Christian Geisnæs)

6. ’Melancholia’ (2011)

At Lars von Trier af alle mennesker skulle begave filmverdenen med nogle af de smukkeste, mest gåsehudsinducerende billeder af jordens undergang i mødet med en gigantisk asteroide, var mildest talt overraskende. Men ’Melancholia’ er noget nær den perfekte dommedagsfilm til og af vores tid – og på mange måder et værk, der bedre end nogen anden visuel samfundsallegori skildrer en generations depressive afmagt over for en fremtid præget af klimakatastrofer og smuldrende intime relationer i lyset af sociale mediers emotionelt drænende dementor-effekt.

Kirsten Dunst har aldrig været bedre som bruden Justine med galoperende depression, hvis ægteskab (med Alexander Skarsgård) hastigt går fløjten, hvorfor hun i en døs afventer verdens ende sammen med sin neurotiske storesøster Claire, spillet af Trier-darling Charlotte Gainsbourg. Det skal som vanligt ingen psykologigrad til for at læse von Triers egne neuroser ind i både Justine og Claire, men ’Melancholia’ er samtidig en af instruktørens mest menneskelige film og, selvom det lyder mystisk, en opløftende hyldest til familiekærligheden og kvinderelationer.

Lars von Triers betydning for dansk film var velsagtens større i 80’erne, 90’erne og 00’erne, hvor de største formmæssige jættespring også blev foretaget, men hans blotte tilstedeværelse og konstante genopfindelse af sit kunstneriske projekt var også i det snart forgangne årti kilde til evig inspiration for ikke blot filmkollegerne i ind- og udland, men dansk åndsliv generelt.

Også i internationalt regi er ’Melancholia’ en stærkt anerkendt film, og så er det altså bare det von Trier-værk, der mest spidsfindigt og med størst oprigtighed opsummerer – og i 2011 foregreb – tidsånden anno 2019. Helt uden ultravold og provokerende perversioner.

 

(Foto: Lars Skree)

5. ‘Armadillo’ (2010)

Ingen film har haft så stort held med at sætte den danske krigsindsats i Irak og Afghanistan på dagsordenen som Janus Metz’ sprængfarlige dokumentar, der fulgte en dansk deling i den Taleban-hærgede Helmand-provins: Deres rastløse venten, deres frygt, deres hæsblæsende ildkampe med indimellem tragiske konsekvenser.

Det har måske fortonet sig i glemslen her 10 år efter, men ’Armadillo’ vakte flammende debat. Den genantændte en diskussion om, hvorfor Danmark var i krig, den gav anledning til kritik af den måde, de traditionelle medier havde dækket den danske krigsindsats, og der var beskyldninger om manipulation. Presseholdet havde politiske spindoktorer på deres lønningsliste, og det har man vist hverken set før eller siden.

Men også her på den anden side af polemikken står ’Armadillo’ som det mest centrale populærkulturelle dokument over Anders Fogh-regeringens kontroversielle valg om at sende danske soldater i ørkenkrig på amerikanernes selvstændige befaling. Det er en pågående, men dog nuanceret fortælling om at være i kamp, og soldaternes blikke står stadig tilbage, mens de hundredvis af debatindlæg for og imod krigen for længst har fortonet sig.

 

(Foto: Profile Pictures)

4. ‘Underverden’ (2017)

Er man i tvivl om, hvilken betydning ‘Underverden’ har for dansk film, skal man bare binge sidste års store danske tv-serier, ’Bedrag’ sæson 3 og TV 2’s ’Kriger’, der begge var gode i egen ret, men også tydeligt trak på Fenar Ahmads kompromisløse gangstervision: Alene holdet med Ali Sivandi og Dulfi Al-Jabouri hos ’Bedrag’ og Dar Salim (der efter ’Underverden’ blev en decideret a-liste-stjerne) og Ukendt Kunstner-musiker Jens Ole McCoy (der blev opfundet som komponist med ’Underverden’) hos ’Kriger’ gav utvetydige associationer.

’Underverden’ fæstnede en ny selvtillid i actiongenren på dansk. Dansk action har altid været lidt pseudo at se på, men med fortællingen om den succesrige læge, der må hævne drabet på sin bror, viste Fenar Ahmad, at man kan måle sig med amerikanerne, hvis man tænker stort og konsekvent nok. ’Underverden’ havde en visualitet og en hårdtpumpet energi, hvis lige man ikke havde set på dansk grund siden Refns ’Pusher’.

Samtidig var det den første danske film, der for alvor lykkedes med at indkapsle en af tidens vægtigste samfundstematikker: Kultursammenstød og mange indvandrere og efterkommeres følelse af at være splittet mellem to kulturer.

At det kunne gøres gennem en tempofyldt actionfilm, var i sig selv øjenåbnende.

 

(Foto: Final Cut for Real)

3. ‘The Act of Killing’ (2012)

Det er svært at placere Joshua Oppenheimers mesterlige undersøgelse af folkemordet i Indonesien på en liste over de vigtigste danske film. For man kan diskutere, hvor vigtig den har været for dansk film, ud over for et snævert hjørne af dokumentarmiljøet.

Internationalt må den imidlertid betragtes som en milepæl. Den placeres hyppigt på vægtige udenlandske mediers lister over de bedste film fra det 21. århundrede overhovedet. Den regnes for at være en epokegørende dokumentarfilm. Og så har den en historisk vigtighed med sin konfrontation af de gerningsmænd, der nedslagtede et utal af mennesker for 40-50 år siden, men stadig lever i dag og aldrig er blevet straffet, simpelthen fordi deres side vandt.

Oppenheimers film er en uforglemmelig afsøgning af skyld, tilgivelse og straf, både journalistisk øjenåbnende og stilistisk innovativ. Og beskæftiger man sig med et emne som folkedrab, er den blevet en øjeblikkelig del af kanon.

Få film skriver sig direkte ind i historiebøgerne. Det gjorde ’The Act of Killing’.

 

(Foto: Rolf Konow)

2. ’Dronningen’ (2019)

Instruktør May el-Toukhys anden spillefilm og samarbejde med Trine Dyrholm efter ’Lang historie kort’ er et kuldegysende fornemt studie i seksuel dominans og galoperende narcissisme, der som en anden Ødipus-tragedie i forstæderne styrer mod katastrofen for hvert sultne støn, Dyrholms high power-edderkoppekvinde Anne ytrer, når hun knalder med sin 17-årige stedsøn Gustav (Gustav Lindh).

Anne og svenske Peter (Magnus Krepper) nyder en privilegeret tilværelse omgivet af den form for køligt skandinavisk interiør, der typisk optræder i diverse moderne danske film- og tv-serier som visuel markør for øvre social status og skarpt intellekt. Men trold kan ikke tæmmes af dansk design, og naturen er dyrisk og vulgær, Oehlenschläger-romantisk og ikke så lidt ‘Antichrist’-dræbende i ’Dronningen’s overlegne billedsprog. Der lånes af Lars von Triers kønskamps-feberdrøm, men ’Dronningen’s hverdags-setting rammer langt tættere på hjemmet og tidens krænkelsesdebatter. Der er selvsagt noget syndigt satirisk og fascinerende ved bidronningen, der tromler samtlige mænd på sin vej i en post-#MeToo-æra.

Havde man kunnet lave filmen med en mandlig jæger i front? Der en tendens til i højere grad at lækkerliggøre og/eller svælge i sexakten mellem kvinde og dreng end i film med Lolita-fortegn, og det svært at forestille sig Mads Mikkelsen give en teenagepige oralsex foran kameraet i bare halvt så eksplicitte detaljer, som når Dyrholm giver Lindh et full-on-blowjob. I dén erkendelse ligger en diskussion omkring hykleriet i samfundets forherligelse af drenges ‘mytiske’ virilitet, og ved at spejle Gustavs deroute i advokaten Annes krænkede pigeklienters mere udtalte skrøbelighed kaster el-Toukhys film lys over kønsdebattens blinde vinkler, samtidig med at dansk film blev et ikonisk, polarisende kvindeportræt rigere.

 

(Foto: Per-Anders Jörgensen og Tobias Plass)

1. ’R’ (2010)

De færreste havde nok forestillet sig, at en debut med ukendte skuespillere og amatører, skabt på et lille budget og optaget på én location, skulle stå som en milepæl 10 år efter. I sin samtid var modtagelsen af ’R’ god uden at være ekstatisk, og den solgte fine, men ikke fantastiske 32.000 billetter. Så hvorfor topper den vores liste over årtiets vigtigste danske film foran vægtige værker af Trier, Vinterberg & co.?

Med ’R’ implementerede den dokumentaruddannede Michael Noer og den manuskriptuddannede Tobias Lindholm 10’ernes væsentligste konceptuelle retning i dansk film: Reality rules. Det skulle ikke oversættes til, at deres fortællinger var direkte baseret på virkelighedens hændelser, snarere at alt i deres film kunne være sket i virkeligheden. De satte nidkær research tilbage på skoleskemaet i dansk film, og de demonstrerede en lyst til at engagere sig i samtiden, som man kunne ønske sig havde været til større inspiration. Fra dogme-filmene hentede de den afskrabede stil og den psykologiske troværdighed, som de kombinerede med en ny og rå fortællenergi, der trak på Nicolas Winding Refns ’Pusher’ og ’Bleeder’, men fandt sin egen nøgternt-naturalistiske stemme.

’R’ var en tidlig kulmination på alle disse ambitioner: En nøgen, koncis film, der åbner på Pilou Asbæks Rune, som han ankommer til Horsens Statsfængsel, og siden følger hans møde med fængslets brutale hierarkier over 95 stramt eksekverede minutter.

Med den ekskriminelle Roland Møllers værdifulde input – og uforglemmelige spil som den karismatiske Mureren – ramte Noer og Lindholm en autentisk nerve af benhård realisme, underspillet poesi, galgenhumor (undulatfodbold!) og sitrende sortsyn. Og så eksperimenterede de dristigt med sympati og perspektiv, da kameraet skifter hovedperson de sidste 20 minutter. Nyere successer som ’Den skyldige’ og ’Underverden’ står på forskellig vis i gæld til den.

Også i mere jordnær forstand mærker man ’R’s betydning. Den var en væsentlig succes for talentordningen New Danish Screen, og den er et forbillede for, hvor langt man kan komme med et stramt koncept og en lille klat penge. I den forstand banede den vejen for en stribe af vigtige debutfilm, der siden er kommet ud af ordningen.

Endelig var den affyringsrampe for fire-fem af de væsentligste karrierer, der overhovedet kom til syne i årtiet: Bag kameraet med instruktørerne Lindholm og Noer samt producer René Ezra. Og foran kameraet med førnævnte Møller, Dulfi Al-Jabouri og naturligvis Pilou Asbæk, der ganske vist kom på landkortet med ’To verdener’ et par år forinden, men her for alvor fik vist sin spændvidde og dedikation. I vores interview med instruktørerne i anledning af denne kåring fortæller Lindholm, hvordan han var særdeles skeptisk over for Asbæk ved første casting – men ved anden casting skulle de ellers se løjer…

Holdet bag ’R’ står stadig sammen, og deres aftryk i dansk film er tydeligt. Noer og Lindholm er blandt Danmarks mest respekterede filmskabere (Lindholm tillige som manuspartner med Thomas Vinterberg), og også Hollywood har sendt bud efter dem. Ezra producerede senest ’Dronningen’ og fremdyrker i det hele taget talent fra mastodonten Nordisk Film. Roland Mølller og Dulfi Al-Jabouri, der før ’R’ slet ikke havde drømt om at være skuespillere, har godt gang i karrieren. Og Pilou Asbæk er en af landets største stjerner.

Det startede alt sammen i Horsens Statsfængsel.

STORT INTERVIEW: Tobias Lindholm og Michael Noer om årtiets vigtigste danske film – »Vores liv blev defineret ud fra ‘R’«

Læs også: De 25 vigtigste internationale film i 2010’erne

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold