Fire klassiske Supreme-provokationer i brandets nye efterårskollektion

Supreme ville ikke være Supreme, hvis der ikke var diverse fuckfingre gemt i deres design. Vi har fundet fire i efterårskollektionen.

Gammeldags burner-phone

Supremes accessories er efterhånden det mest ventede ved deres store halvårlige kollektioner, fordi det er her, de for alvor leger – og selvfølgelig også lidt selvironisk udstiller deres egen brandhype. I forbindelse med efterårskollektionen slipper de disse to burner-phones, som i bedste ‘The Wire’-stil sætter fokus på narkohandel. Hvad Supreme så får ud af det eller af provokationen er et godt spørgsmål, ud over at der selvfølgelig altid er en lidt mærkelig cred i at være på den forkerte side af loven – eller i hvert fald på grænsen af den. Men skulle uret ikke have stået på 4:20?

Det kan selvfølgelig også være, at Supreme blot synes, at vi skal slappe af med vores smartphones og i stedet tage en god gammel version i brug, hvor vi ikke konstant bliver forstyrret af Instagram, Facebook, Snapchat, nyhedsopdateringer og så videre.

Fokus på autenticitet

Hvis du har fulgt med i debatten om legal fakes, som Supreme har kæmpet med, og som kom til Danmark tidligere i år, da Roskilde Festival lukkede et af disse juridisk lovlige, logolånende brands ind på festivalpladsen, så er det svært ikke at se et par af de nye t-shirts i det lys.

Her sætter Supreme nemlig fokus på autenticiteten og på de ægte butikker. På t-shirten ovenfor står der ‘new shit from authorized dealer’, mens bagsiden viser de byer, hvor Supreme har butikker samt telefonnumrene til dem. Med andre ord, hvis du støder på Supreme-varer andre steder, er der tale om kopivarer – lovlige eller ej.

På samme måde er der en anden t-shirt i efterårskollektionen, som viser logoflaget over en af de ovennævnte butikker. I en Supreme-kontekst er det en stærkt underspillet fuckfinger til diverse fakes.

Besyv med i klimadebatten

Klimadebatten fylder meget – selvfølgelig også i moden – og det lader til, at Supreme lige har villet give deres besyv med – selvom det måske ikke lige er det indspark, der er mest brug for. På ovenstående t-shirt er budskabet nemlig helt enkelt ‘Red jorden – dræb dig selv’. I Supreme-lingo skal det nok mest ses som en provokation imod, hvad Pia Kjærsgaard ville kalde klimatosser, selvom det virker ærgerligt, at det lige er den side, brandet tilsyneladende vælger at stille sig på.

Men altså, der er selvfølgelig noget anti-anti over den slags ‘slap nu lidt af’-attitude, som passer godt til brandets dna.

Ironisk storhedsvanvid

Og selvom Supreme næppe kommer til at redde miljøet, så opfordrer de os alligevel nærmest til at tilbede brandet som gud. Det skal forhåbentligt ses i lidt samme selvironiske lys, som de mange føromtalte accessories lægger op til, når brandet tager sin egen kultstatus til ekstremerne med to nye designs.

Arbejdsskjorten ovenfor siger det helt enkelt: Guds favorit. Vi tolker det som brandet, men du kan selvfølgelig også bære den i troen om, at det er dig, som gud ikke kan få nok af.

Den lilla sweatshirt har en slags bordbøn påtrykt: »Tak for verden så sød, tak for maden vi spiser, tak for fuglene der synger, tak, Supreme, for alting«. Det er humor.

Se hele den nye kollektion hos Supreme. De første designs forventes at blive sat til salg på torsdag.

Læs også: Supreme bekræfter tre af tidens modetendenser med sin efterårskollektion

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af