Turboweekend

De færreste bands bryder sig om at blive puttet i kasser, og det bliver bestemt ikke bedre, hvis kassen har en vis karakter af modefænomen over sig. Umiddelbart kan Turboweekend såmænd godt slås i hartkorn med blandt andre Klaxons og Shitdisco som en del af tidens nok så hypede new rave, men på debuten ‘Night Shift’ træder den københavnske trios højenergiske danserock dog selv i karakter.

Med svirrende keyboards og stampende trommer er bandets musikalske råstof hentet på klubscenen, og numre som ‘My Name Is Legion’ og ‘Just to Get Down’ har en stram og syntetisk puls, der appellerer direkte til fødderne. Men samtidig titter en blottet nervetråd frem fra bandets rastløse og let teatralske indie-rocksange. Forsanger Ivan Skavinskys stemme holder festen i en skruestik, men genlyder også af tømmermændene og tomheden dagen derpå. Bedst på den snigende single ‘Into You’, der fortjent var Ugens Uundgåelige på P3 i juni.

De 13 sange på albummet er måske tre for mange. Indimellem lader Turboweekend sig fange i skabelonerne, og ikke alle melodier står distancen. Alligevel er ‘Night Shift’ et ganske vellykket forsøg på at spille substans ind i en genre, der ellers har hedonismen som udgangspunkt. Både kulørt klædte club kids og melankolsk sindede indierockere kan roligt komme nærmere. Moderigtige eller ej.

Turboweekend. 'Night Shift'. Album. Copenhagen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af