Fever Ray – Karins kælder kort og godt

Foto: Mikael Reidar
Fever Ray – Karins kælder kort og godt
5 6

Koncert

Store Vega var pakket, da lyset blev slukket, og en tæt røg indhyllede salen. Tonerne til ‘If I Had a Heart’ brød den spændte stilhed, da Karin Dreijer og band indledte søndagens koncert.

Laserlyset fra scenen skar gennem tågen, mens bandet og Dreijer brugte førstesinglen til at finde hinanden foran et publikum, der tydeligvis ikke vidste, hvad man skulle forvente fra de halloween-klædte svenskere.

Annonce

‘Triangle Walks’ var næste nummer, og nu sad den der. Det elektroniske, klappende beat, percussion og xylofon harmonerede med den klagende stemme. Så forsvandt laserlyset, og scenen blev lyst op af ti bedstemor-stuelamper, der på skift rytmisk blinkede til ‘Concrete Walls’. En fortrinlig detalje der bidrog til den aparte, underspillede teatralske stemning.

Teatralsk var hun, den melankolske Dreijer, når hun i silhuet stod på scenen og svømmede i sine egne tårer som en sørgmodig Alice i eventyrland. Med brugen af sin elskede voice transformer, var hun en uhyggelig kæmpe, hvis mærkværdige stemme det ene øjeblik favnede hele salen for i det næste at være lille og skrøbelig. Som på den kuldegys-fremkaldene ‘Keep the Streets Empty For Me’, der med tilpas afmålt nærvær var aftenens højdepunkt.

Et par numre blev fremført i mere rockede og rå versioner end på albummet. Det gav dem volumen og gjorde dem mere organiske men ikke mindre betagende, hvilket opsummerer aftenen fint. For det var en anderledes koncertoplevelse, og eneste murren i krogene var, at koncerten var kort (65 minutter). Behagesyg er Dreijer ikke, når hun insisterer på at lade musikken tale. Kort og godt. Og det var det.