Hej Matematik

»Og så er der altså lidt for meget umpti umpti«. Sådan lød en sms-kommentar i fredagens Boogie-udsendelse. Samme udsagn kan med rette bruges i forhold til Hej Matematiks anden udgivelse, der har fået titlen ‘Alt går op i 6’.

De to popdrenge fortsætter nemlig ufortrødent ud af hitskabelonens lettilgængelige og prædefinerede vej. Her sender de en lang række ‘umpti umpti’-numre af sted mod lytteren i håbet om, at de kan blive et fast indslag på enhver mainstreamorienteret spilleliste. Førstesinglen ‘Party i provinsen’ har allerede indtaget de danske hitlister. Nummeret er da også albummets klart bedste. Det har nemlig ikke den lalleglade følelse over sig, som mange af albummets andre numre har. Det grelleste eksempel er ‘Så tar vi toget’, der med sin tynde ’fra-forstad-til byen’-fest-tekst og overkække call-response-omkvæd burde være røget i udskilningsfasen.

Der er generelt for langt mellem de rigtig gode numre, og samtidig har de mere afdæmpede af slagsen ikke pondus nok til at virke interessante. Teksterne bærer præg af fortænkte hverdagsobservationer med et skævt fokus a la Steffen Brandt i en light-udgave, men det bliver aldrig skævt, sjovt eller alvorligt nok til at kunne blive taget helt seriøst.

Der er dog ingen tvivl om, at Rasted-herrerne kan deres produktionstekniske kram og har et godt tag på de popmusikalske virkemidler. De velpolerede numre står linet op fra start til slut, og skal nok nå ud til det brede publikum. Og rent faktisk var Hej Matematik også tilstede selvsamme ‘umpti’-dag i Boogie-studiet. Her fortalte de, at albummet er lavet til hjernen, hjertet og fødderne. Det er uden tvivl rigtigt, om end det primært er fødderne og pophjertet, der bliver stimuleret. Det vil i hvert fald være synd at sige, at hjernen kommer på overarbejde i denne sammenhæng.

Hej Matematik. 'Alt går op i 6'. Album. Copenhagen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af