When Saints Go Machine
'Konkylie'

5 6
When Saints Go Machine - Konkylie

Album

EMI

Talentet og viljen til at skabe et personligt udtryk, der går langt uden om dansk metervare, har altid været til stede hos When Saints Go Machine. Fra soulet electrofunk i 2008, der nok viste bandets store potentiale, men som også føltes en kende fersk, til debutalbummet ‘Ten Makes A Face’s mere personlige og filmiske udtryk, som rummede fabelagtige numre som ‘Fail Forever’ men også mere uforløste sager.

Den lykkelige omstændighed er, at potentialet forløses for fuld udblæsning på ‘Konkylie’. Ironisk nok ved at smide dansegulvsambitionerne på porten og i stedet omfavne en mere højstemt melankolsk lyd, hvor housens kropslighed, electronicaens piblende teksturer og kammerpoppens rustikke sanselighed kombineres i et dragende smukt udtryk med stort internationalt potentiale.

Udover de totalt gennemførte produktioner er albummets store stjerne forsanger Nikolaj Manuel Vonsild, der synger fuldstændig formidabelt. Vel kan man drage de åbenlyse paralleller til androgyne stemmer som Antony Hegarty og Arthur Russell, men iscenesættelsen af hans vokal er så tilpas varieret på albummets 11 skæringer, at man aldrig får fornemmelsen af, at Vonsild er en efteraber, men tværtimod en yderst kapabel forvalter og viderefortolker af den tunge arv.

‘Konkylie’ svinger ubesværet fra højdepunkt til højdepunkt. Allerbedst er dog den svimlende smukke albumlukker ‘Add Ends’, der spinder auditivt guld på samspillet mellem Vonsilds englerøst og et kor af virtuost plukkede harpestrenge – i sandhed melankolsk electropop i særklasse.