Darling Don’t Dance – næven, der eksploderer i en lussing
Årets tungeste rocknavn på Alive Festival havde også et stærkt feminint islæt. Og samtidig var Darling Don’t Dance næsten på hjemmebane, idet den kvindedominerede kvartet har rødder i Holstebro, ikke mange kilometer syd for Thy og Thisted. Efter et lettere klodset takeoff, som resulterede i fortumlede og forpustede leveringer af ‘Acid’ fra firkløverets ep ‘Bare Frames’ og ‘Never Seen Anything Like This’ fra deres knapt et halvt år gamle albumdebut, som selvfølgelig dominerede koncerten, begyndte der at komme form og figur på med den lidt langsommere ‘Golden View’, og der blev lagt et niveau, som heldigvis holdte stand gennem næsten hele settets 11 sange.
Falder man ikke for bandets massive, grunge-knasende guitarlyd og brutale tilgang til loud-quiet-loud-formlen, så besidder de tre piger og den enlige hane i kurven udstråling nok til totalt at feje benene væk under en. De to guitar-slingers Julie Vestergaard Nissen og Maria Hammelsvang var i aftenens anledning klædt i kække, polkaprikkede kjoler, mens bassist Mette Andreasen var tjekket i sort bag dem. Trommeslager Anders Haaning lod primært stikkerne tale sit tunge, tighte sprog, mens Nissen som frontkvinde var, som sådan nogle er bedst: Gnistrende karismatisk og udadvendt.
Læs anmeldelse: Darling Don’t Dance ‘City Ghosts’
Og efter begyndervanskelighederne voksede sangene fra ‘City Ghosts’ virkelig mellem hænderne på de tre piger og Haaning. Især en treretters som ‘Wait For High Tide’, ‘Replacement’ og ‘Movies’ imponerede med perfekt vekselvirkning mellem flotte, hypnotiske og spændingsladende stykker og forløsende støjpassager. Darling Don’t Dance lever i kontrasten mellem de feminine vokaler og rivske guitarer. Når de er bedst, er de lyden af en knuget rocknæve, der eksploderer i en lussing.
Der var ofret nuancer i lydbilledet til fordel for ren og skær power. Hammelsvangs backingvokaler druknede lidt i larmen og man kunne måske savne finesser som celloen, der på albumudgaven i den mesterlige ‘Color Song’ pryder de mere afdæmpede øjeblikke. Men når man får netop den i så potent servering, som den i aftes, glemmer man hurtigt flueknepperiet.
Aftenens eneste anden overraskelse på setlisten, ‘Wake Up Pity Stops’ fra føromtalte ep, fulgte trop og duperede mod koncertens slutning med et højenergisk drive og mere punket udtryk, som man ikke rigtigt finder på debutalbummet. I lyset af den godbid var det måske lidt ærgerligt at runde det 35 minutter korte set af med den gumpetunge og enøjede ‘Spell’, der med sit sørgemarchsløve tempo og riffs af bly syntes som en overflødig ekstra understregning af at festivalens største, mest krasbørstige og lavthængende rocknosser skam tilhørte Darling Don’t Dance. Den dræbte momentet lidt og havde befundet sig langt bedre et sted midt i den ellers svinesolide koncert.