K-X-P – finsk stammedans

K-X-P – finsk stammedans
Foto: Philip Bo

Finske K-X-P’s var bestemt ikke en kedelig oplevelse. Det tre mand høje band var til lejligheden iklædt sorte munkekutter og fremstod fra første færd yderst veloplagte. Ja, faktisk havde bandet dårlig nok indtaget scenen, før forsangeren energisk hidkaldte alle fremmødte til stammedans, alt imens de to resterende medlemmer gjorde deres for at låse publikum fast i et hypnotiserende groove, som uophørligt pumpede derudaf koncerten igennem.

Musikalsk blev der trukket tråde tilbage til vigtige rockopdagere som Neu! og Can, hvilket trommeslageren bestemt heller ikke lagde skjul på, idet han ihærdigt gjorde, hvad han kunne for at efterligne noget, der mest af alt mindede om et radbrækket motorik-beat.

Læs også: Fem Roskilde-anbefalinger: Party time

Ikke desto mindre mistede koncerten i perioder momentum. Især i de passager hvor de tre bandmedlemmer lod sangene køre i langdrag. Og det var egentlig synd, for gruppens musikalske idéer fejlede bestemt ingenting. Men alt i alt ændrede disse fejltrin ikke stort ved, at K-X-P langt hen ad vejen fremstod som et band med en enorm gennemslagskraft, som i den grad formåede at levere en mindeværdig koncertoplevelse.

Koncert. Roskilde Festival, Apollo Countdown.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af