MGMT

MGMT - MGMT
3 6
MGMT
'MGMT'

Album, Sony

Brooklyn-makkerparret Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser ramte plet med en af sen-00’er-psychpop-bølgens væsentligste udgivelser, det dansable, melodiøst sprudlende og storhittende debutalbum ’Oracular Spectacular’. 2010-opfølgeren ’Congratulations’ bar præg af udmattelse og musikalsk rådvildhed.

Her stod det klart, at duoen ikke nærede trang til at være stjerner endsige talerør for en flok festglade, nihilistiske psychpoppere på indieklubbernes dansegulve rundt omkring på kloden.  De efterstræbte vel snarere at være et arty musikalsk bekendtskab, så derfor var flugten fra debutens succeslyd på den svære toer særdeles hørbar.

Flugten såvel som rådvildheden fortsætter på MGMT’s tredje, selvbetitlede langspiller, der endnu mere udtalt end forgængeren sætter melodiøsiteten stolen for døren. I stedet får duoen frit afløb for deres skæve og trippede påfund. Med et lidt blandet resultat til følge.

Læs anmeldelse: MGMT ‘Congratulations’

’A Good Sadness’, ’I Love You Too, Death’ og ’An Orphan of Fortune’ ender udi døsige, soniske ørkenvandringer, der emmer ikke så lidt af Flaming Lips i deres mest stenede og uelskværdige hjørne, mens den fjogede ’Plenty of Girls in the Sea’ er en småirriterende, ubetydelig parentes.

Bedre står det til på det grumsede Faine Jade-cover ’Introspection’, den balstyriske Electric Light Orchestra-påvirkede ’Alien Days’ med sin spinkle barnevokal og blippende sci-fi-lyde, samt det dirrende dommedagsridt ’Cool Song No. 2’ med sin tungt flossede bass og elegiske synthklimpren.

Nok er det forbilledligt, at MGMT tør sige ’fuck off’ til det iørefaldende og tilgængelige. Man kunne så blot håbe, at deres labyrintiske og udknaldede udskejelser med tiden havde en dragende og forførende effekt, hvilket desværre lidt for sjældent er tilfældet på dette album.