Macklemore – selvudlevering uden mådehold

Macklemore – selvudlevering uden mådehold
Foto: Marcus Andreassen
3 6

Koncert, Tap1

I en af de mange, lange monologer Macklemore tirsdag aften holdt for et udsolgt Tap1 forklarede han, at der ikke er nogen forskel mellem den person, man møder i hans musik, og den person han er i virkeligheden. Han vil ikke være en rapper, der giver halvdelen af sig selv, eller en fjerdedel, sagde han. Macklemore vil give alt, så meget han kan, hele tiden. Og det må man sige, at han gjorde – på godt og ondt.

Koncerten startede med ’Ten Thousand Hours’, der også åbner Seattle-rapperens ’The Heist’-album. Nummeret er, som størstedelen af pladen, storladent og episk, og som skabt til at spille for et stort publikum. Bagefter dundrede et par tørre, hårde old school-breaks udover salen i form af det ældre nummer ’Crew Cuts’. En god afbalanceret start på koncerten, men herefter røg al mådehold og selvbegrænsning ud af vinduet.

Det begyndte med overgjort »I got soul, but I’m not a soldier«-fællessang på ’Life Is Cinema’ og fortsatte med sporadiske og særdeles unødvendige indslag af live-instrumenter, blandt andet en skinger trompet. Men frem for alt var det Macklemores lange monologer mellem numrene, der punkterede koncertens fremdrift.

Det gik lige, da han roste danskerne for vores udseende og forkærlighed for cykler. Det varede alt for længe, men efter mange minutter mundede et par længere refleksioner over danskernes tøjstil ikke uventet ud i ’Thrift Shop’. Det var modigt at spille hittet så tidligt, og tracket skabte et betydeligt momentum.

Så begyndte den næste snakkestund. Denne gang var temaet alkoholproblemer. Macklemores store åbenhed var imponerende, men var den lange tale strengt taget nødvendig, når nummeret ’Otherside’, som han efterfølgende rappede a cappella, sagde det samme, men bedre og mere koncist?

Det siger sig selv, at han også gav en længere brandtale før ’Same Love’, nummeret om homoseksuelles rettigheder. Denne noget selvtilfredse tilbøjelighed til at svælge i egne ord afsporede koncerten totalt, og den sidste halve time var direkte katastrofal.

Alle, der på nogen måde var tilknyttet koncerten, skulle hyldes, inklusive benævnelse af alle deres kælenavne. Det tog rigtig lang tid. Derudover fik vi et par grufulde EDM-rap-bastarder og et irsk-inspireret nummer, hvor Dannebrog svingede foran en baggrund med et kæmpe irsk flag. På et tidspunkt havde Macklemore en FCK-trøje på, kort efter var han klædt i glimmerkostume, og omkring koncertens slut- og lavpunkt introducerede han sit alterego Raven Bowie, der så også fik sniksnakket lidt. Det var kaos.

Men lad os glemme den fatale slutning. Koncerten afsporede til sidst, men størstedelen af aftenen havde Macklemore et godt greb om salen. Numrene rev næsten uden undtagelse publikum med, der var fantastisk lyd, og stemningen var upåklagelig. Og selv om monologerne var en anelse uden mådehold, så forstod man intentionen med dem: Macklemore ville give alt. Det var bare lidt for meget.

Mere om Macklemore og koncerten i Tap1:
Voxpop og billeder fra Macklemore-koncerten
Kommentar: Er Macklemore prototypen på en ny slags rapper?
Guide: Macklemores 10 sammenstød med hiphop-verdenen

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold