Blonde Redhead

Med over 20 år på bagen har newyorkertrioen været leveringsdygtig i både frådende avantgardistisk støjrock på de tidligste udgivelser, for senere i karrieren gradvist at bevæge sig mod mere skønhedssøgende og luftigt drømmepoppede territorier. En smukt flydende modningsproces af de særdeles vellykkede. Men på det fire år gamle og temmelig middelmådige ’Penny Sparkle’ viste metaltrætheden sit grimme fjæs, og Blonde Redhead gik i tomgang i deres eget perfekt stiliserede lydunivers.

Kazu Makino og de italienske tvillingebrødre Amedeo og Simone Paces nyeste opus lider beklageligvis lidt under de samme svagheder som forgængeren. Albummet er overbevisende skruet sammen, og det skorter skam ikke på lækkerheder, men for pokker hvor man da også gaber kæben af led undervejs. Al den pertentlige pænhed er søvndyssende.

Numre som den nysselige sirenesang ’Lady M’, den adstadigt messende ’Dripping’ og den søvnboblende ’Seven Two’ er alle fermt sonisk håndværk, men samtidig er kompositionerne totalt blottet for uforudsigelighed. Her ville lidt af fordums skævhed og vilje til at træde uden for stregerne fungere som et yderst kærkomment brud på trioens flinkeskoleridt.

Lidt af denne efterlyste frækhed viser sig på den minimalistisk kantede ’Cat On Tin Roof’, hvor Amedeos krøllede guitarlinjer leger fortræffelig kispus med Makinos skrøbelige lillepigerøst. Ligeledes pynter den tågede flossethed, som er på spil i både ’No More Honey’ og ’Mind to Be Had’ på helhedsindtrykket, men overordnet set har trioen fortsat et pænt stykke vej tilbage mod topformen.

Læs også: Blonde Redhead gæster Danmark i september