I Georgias fandenivoldske univers mødes M.I.A.’s attitude med Björks følsomhed

I Georgias fandenivoldske univers mødes M.I.A.’s attitude med Björks følsomhed

Der er noget fandenivoldsk over Georgias debutalbum. Den 25-årige brite kan både skrive multiinstrumentalist, producer og sangskriver på cv’et, men det er især hendes baggrund som studietrommeslager for Kwes og Kate Tempest, der skinner igennem på det hårdtslående og sprudlende album.

De 12 sange kan bedst betegnes som en art progressiv pop, hvor en meget pågående og varieret rytmesektion møder hvirvlende synths, imens der gøres honnør til både M.I.A. og The Knife undervejs. Georgias sange er så detaljeorienterede, at de kan minde om lydlandskaber, men selv om eksperimenterne bindes sammen af en stribe klare popmelodier, er de rigtigt stærke sange i undertal.

Percussion-elementet er mest markant på ’Move Systems’, hvor det i versene parres med en ondsindet bas, imens Georgia med masser af attitude gør sig i en M.I.A.-klingende, halvt rappende sangstil. Gennemgående fremstår den kølige lydmur næsten som et panser, der lader Georgia holde lytteren en armslængde fra livet. Imens ’Be Ache’ drager med sine forvrængede vokalstumper, smældende beats og et hypnotisk omkvæd, vrænger ’Kombine’ snarere det percussiondrevne, rappende omkvæd i ansigtet på lytteren.

Til tider lader sangerinden dog følelserne titte frem. På ’Nothing Solutions’ møder den elektroniske r’n’b-bund en autotunet sangstil, der i sine følelsesfulde, næsten flossede fraseringer minder om Björk. Kombinationen af det maskinelle og det menneskeligt skrøbelige gør Georgia virkelig interessant.

Desværre står den stærke single lidt alene på albummet, hvor flere af sangene fremstår som fyld – om end eksperimenterende og pudsigt fyld. På ’Heart Wrecking Animals’, der måske er det tætteste, man kommer en ballade, folder Georgia sin vokal ud over langstrakte keyboardflader og en overraskende, Prince-klingende guitar, imens en sværm af summende synths cirkulerer i bunden af lydbilledet. Skævt, men ikke rigtig rørende.

Georgias eksperimenterende pop er vilter, støjende og morsom, men når briten lader følelserne titte frem, er hun allermest tiltalende.

Læs også: Disse ti album skal du høre i august


Kort sagt:
I Georgias hårdtslående elektroniske univers møder M.I.A.’s attitude Björks følsomhed. Den tidligere studietrommeslager lader en vilter og pågående rytmesektion danne bund for sine eksperimenterende popsange, hvor hvirvlende synths spiller op imod forvrængede vokalstumper, men når Georgia lader udtrykket flosse lidt, er hun bedst.

Georgia. 'Georgia'. Album. Domino/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af