Willis Earl Beal prøver at vække følelser med blåtonet cinematisk soul
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche udtalte: »Man må have kaos i sig for at føde en dansende stjerne«. Citatet falder i hu, når man stifter bekendtskab med Willis Earl Beals kreative bedrifter med bevidstheden om hans uortodokse og ustabile livsførelse. Foruden at have levet som hjemløs i flere perioder, var Chicago-kunstneren for nylig involveret i en episode på et spillested, som resulterede i to uger bag tremmer.
Nuvel, biografisme skal ikke være et vurderingsgrundlag, men ‘Noctunes’ er et udtalt emotionelt album. Det er tydeligt, at Beal er i kontakt med sine følelser og blotlægger dem aldeles åbenhjertigt som på ‘Love is All Around’, hvor han besynger et kuldsejlet forhold med en nærmest nøgtern registrering: »I had all that I needed in my soul / lost my mind over this one / those haunting words she said, ’go the fuck away’«
En nocturne er betegnelsen for et romantisk og stemningsbevæget musikstykke, og albumtitlen er ingenlunde falsk varebetegnelse. Den orkestrale lækkerbisken ‘Flying So Low’ og de jazzede bækkenanslag i ‘Say the Words’ bringer billeder frem på nethinden af en eksklusiv cocktailbar, hvor festklædte gæster smyger sig elegant om hinanden.
Hvor han på forrige album var i kontakt med den amerikanske musiktraditions vugge og blandt andet betrådte samme støvede landeveje som blues-ikonet Robert Johnson, går Beal i denne ombæring genremæssigt ad den samme sikre sti. ‘Noctunes’ kan vel bedst betegnes som blåtonet cinematisk soul, hvor hans udtryksfulde vokal i momenter minder om Motown-legenden Marvin Gaye.
Men denne konsekvente sværgen til de samme virkemidler, heriblandt de bredspektrede strygere, bliver også albummets akilleshæl. De monotone ‘Like a Box’, ‘Able to Wait’ og ‘Start Over’ kommer aldrig ud af starthullerne. Lyrisk og tematisk bliver man rørt, ligesom Beals vokal bevæger sig ubesværet gennem smukke og naturlige fraseringer, men at tone rent flag på den blåtonede melankolske soul over et helt album udstiller desværre også hans kvaler med at variere det musikalske udtryk.
Kort sagt:
Kunstneren fra Chicago har leveret et mærkbart emotionelt album, hvor man bliver rørt af de tematiske og lyriske fællestræk. Trods fine takter, stemningsmættede strygere og en rendyrket genremæssig sværgen til blåtonet cinematisk soul, formår Beal desværre ikke at variere udtrykket gennem et helt album.