Travis Scotts ‘Birds In the Trap Sing McKnight’: En galaktisk underverden af mulm og mystik

Travis Scotts ‘Birds In the Trap Sing McKnight’: En galaktisk underverden af mulm og mystik
Travis Scotts ‘Birds In the Trap Sing McKnight’: En galaktisk underverden af mulm og mystik - Birds In the Trap Sing McKnight
4 6
Travis Scott
'Birds In the Trap Sing McKnight'

Album, Sony

Travis Scott har endelig nået sit musikalske loft, i hvert fald efter egne parametre. Jeg mindes eksplicit, hvordan han i et gammelt, tilintetgjort tweet proklamerede, at en Kid Cudi-feature var hans ultimative mål for karrieremæssig succes.

Scotts stormløb ind i hiphoppen blev i sin tid, foruden Cudi-forgudelsen, tilvejebragt gennem både T.I., Kanye West og en helvedes masse melodisk patos, som netop Cudi var – og Scott sidenhen er blevet – garant for. Hans nichelyd har positioneret ham som en enestående komponist og altmuligmand bag producerknapperne, hvorfor det kommer som lidt af et chok, at han nu prøver at gå mere pop.

Dette ses i sær ved, at Scott mere end et acceptabelt antal gange tyr til robotmættet autotune. Faktisk indledes albummets tre første sange på stort set samme vis med tilsølet ekstraharmonisering og insisteren på at lege sanger. Til tider virker det, men man længes efter mere, når halvdelen af albummet består af Scott, der trækker supersoniske vokaler i langdrag.

Han har aldrig været definitionen af en gudsbenådet rapper, men man undres over, hvor resten af projektets forfriskende flows, som på for eksempel åbneren ’The Ends’, bliver af. Også sangskrivningen bliver et offer for autotune-reglementet – som på ’SDP Interlude’, der et atmosfærisk beat til trods gentager den samme linje, »smoke some, drink some, pop one«, til udmattende ukendelighed.

I samme ombæring skal det naturligvis understreges, at albummets lyriske bestræbelser ikke er noget at skrive hjem om rent dybdemæssigt. Rusmidler udgør en fremherskende bestanddel af rimene, og det er som sådan ikke just andet, man forventer af Scott. Forcen har derimod altid ligget i hans vibe-musik, der stabler en helt særlig stemning på benene, som oftest noget diset, tungt og melodiøst, hvilket langt hen ad vejen også lykkes her. De ominøse narkohymner ’Beibs in the Trap’ og ’Coordinate’ er fremragende eksempler, hvor sidstnævnte fremstiller en Scott, der på hooket om muligt lyder endnu mere dæmoniseret end nogensinde før.

Annonce

Det hele svæver dog farligt tæt på middelmådighed, hver gang albummet forsøger at spytte mørklagt popfoder ud til masserne, hvilket Scott alt for indlysende har prøvet at snige ind som radio- og salgs-boost. ’Pick Up the Phone’ er en habil sang, men på dette stadie er det noget nær regulært genbrug at shanghaje et Young Thug-samarbejde, der også figurerer på Thuggas seneste projekt. Det samme gælder for den sags skyld remix-stykket ’Guidance’ (originalt et K. Forest-værk) og den nu otte måneder gamle ’Wonderful’, der har hitmaskinen The Weeknd som altoverskyggende feature.

Til trods for, at blot et ud af de i alt 14 numre er feature-fri, er det samlede lydspor på albummet forholdsvis stramt gelejdet. Stemningen er mestendels ondsindet, mørk og forvarslende, uden at det på noget tidspunkt kammer over i svulmende døds-trap og borende morbiditet. Albummet rodfæstes i den Scott, man kender bedst: Futurisme som dybeste anker og eklektisk håndplukket inspiration andetsteds fra, der omsættes til hans helt egen galaktiske underverden af mulm og mystik.

Flere af sangene har eksempelvis fabelagtigt metalliske synthsoloer, som for eksempel outroen på ’Sweet Sweet’ og overgangen på ’Way Back’ (sandsynligvis på vegne af executive producer Mike Dean), mens den forbavsende vellykkede kærlighedsode ’First Take’ med Bryson Tiller som gæst er Scotts til dato inderligste forsøg på en r’n’b-sjæler.

En anden ting, der unægteligt springer i øjnene (og ørerne), er Scotts evindelige fascination af det forjættede idol Kid Cudi. Den Cudi-overrendte ’Through the Late Night’ lyder som en nyfortolkning af dennes ’Man on the Moon’-æra, hvor hyldesten er så vidtrækkende, at Scott gafler introlinjerne fra forbilledets ørehænger ’Day ’n’ Nite’.

Heldigt for Scott – og i særdeleshed os lyttere – er det dog, at han er lige så stædig omkring sin Kid Cudi-besættelse, som han er med sine futuristiske vokaleffekter, der jager hitlisterne. For knægten ser ud til at have et iboende talent for den gode, fængslende melodi, uanset hvad han giver sig i kast med. Noget som Cudi tidligt i karrieren også var renommeret for.

Scotts musik er utvivlsomt et biprodukt af mange forskellige retninger og har en fod i mange undergenrer, men han formår næsten uafbrudt at bibeholde en gylden middelvej med hårdtpumpet produktion og pandemisk melodi, som er en lidet set bedrift i nutidens hiphop.


Kort sagt:
Travis Scotts nyfundne stjernestatus i kølvandet på ’Rodeo’ er både det bedste og værste, der kunne hænde ham. Hans særprægede melodi-trap er nået ud til masserne, men det er delvist i bytte for hans nichelyd. ’Birds in the Trap Sing McKnight’ er overdynget med autotune, der sætter Scotts manglende sangskrivnings- og rapevner til skue. På trods af disse skavanker holdes der gudskelov, mere end nogensinde før, fast i de Cudi-prægede melodiske beatsymfonier, som Scott alle dage har haft godt øre for, og dette redder ’Birds’ på den lange bane.

Læs også: Vi rangerer: De seks bedste gæster på Travis Scotts ‘Birds in the Trap Sing McKnight’