Louis Rustums varmblodede retro-r’n’b er som en førsteelsker i ep-format

Louis Rustums varmblodede retro-r’n’b er som en førsteelsker i ep-format
Foto: Daniel Hjort
Louis Rustums varmblodede retro-r’n’b er som en førsteelsker i ep-format - Classified
5 6
Louis Rustum
'Classified'

Ep, ArtPeople

Der er et eller andet over en fornem ep. Hvad enten det er det koncise udtryk, der fremstår perfekt sammenbroderet, eller det fyndigt anrettede format, som hverken indeholder fillers eller fluff, kan en stærk ep bare noget, som mange album ikke kan: At overbevise og kapre lytteren med vellyd, der er så essentielt ligetil, at afspilningen føles som et forduftende nanosekund af velvære. Lige nøjagtig sådan en ep er Louis Rustums ’Classified’.

Det burde ikke komme bag på de r’n’b-indviede, at Rustum – der i mine øjne er en kriminelt overset kapacitet med internationalt tilsnit på Hukaos-slængets bagrække – har begået endnu en mindre juvel i form af ’Classified’. Til gengæld vil det formentlig forbløffe de fleste, hvor meget inspirationsnektar den unge aarhusianer har suget til sig fra eksempelvis Sades varmblodede sophisti-pop-åre. Det hedder sig jo, at efterligning er den højeste form for smiger, men hvis man allerede her tænker, at det hele lyder lidt for honningsødt, skal man lige spise brød til.

Rustums smagfulde homage til både Sades musikalske silhuetter, modereret 70’er-funk og besmykket 80’er-kitsch står nemlig så ualmindelig godt til hinanden, at den retro-dyrkende ep faktisk transcenderer al tænkelig efterligning for fuldstændig på sin egen facon at række ud efter de lidenskabeligt brændende stjerner, som fordums popmusik i sin tid vuggede kælent under.

Allerede på introen ’Lay Low’ åbnes ballet med tydeligt 80’er-klingende tangenter med trinvist tilsat sprøde trommer, funky seksstrenget og en intonerende Rustum, der bevæbnet med metallisk stemmesynthesizer spørger: »I wanna know if you’re ready to go / I wanna know if you wanna lay low«.

Annonce

’Classified’ insisterer dermed også på at være en blomstrende modreaktion til Rustums foregående ’Tomorrowtonite’-ep (2014), der svævede rundt på en koksgrå sky af betonjungle-r’n’b. Hvor sangeren før berettede om stoffer og singlelivets fristelser, begiver han sig nu med disco-undertoner og whiskybælte-r’n’b i oppakningen ud i brændende og fortærende kærlighed, der ikke helt ser ud til at være ham gengældt.

Dette høres eksplicit på ’Waiting In Line’, der lyder som en bevinget 80’er-surfhymne med trippy guitar, glitrende reverb-synth og hele pivtøjet. Under den lavafarvede solnedgangsfernis ulmer dog en sitrende og tvivlrådig Rustum, der pointerer: »Waiting for you to realize that you’re mine / you have always kept me waiting in line«.

Med ep’ens ømtålelige strofer er det næsten en selvfølge, at helhedsbilledet præges af møre rytmer og sløve tempoer. Men Rustums styrke består i de små detaljer: ’Classified’ er kitschet uden at være kejtet, åleglat uden at være sukkersød og ekstravagant uden at være navlebeskuende – hvis man ellers lige fraregner outroen ’I Won’t’, hvor både nice guy-attituden og fløjlshandskerne fralægges til fordel for pendulsvingende strygere og frustrerede »The fuck did I ever do wrong?«- indvendinger.

Til trods for ep’ens blot 24 minutter tager flere af numrene sig friheden til at skumme svagt derudad, inden de rigtig kommer i sving – som for eksempel slowburneren ’Crashed’, hvis første halvdel mest af alt minder om underlægningsmusikken til en vilkårlig ’Beverly Hills 90210’-åbningssekvens. Af og til er det hele en kende for cheesy og tålmodighedskrævende, men kompositionerne og deres opbygning af crescendoer er fremragende håndværk desuagtet.

Foruden den titulære single må hitlistefetichisterne glane langt efter letfordøjeligt radioguf på ’Classified’. Men hvem har også brug for sådan noget, når Rustums kombination af internationalt potentiale, feinschmeckerpop og sensuel r’n’b-disco forfører og frister i ét væk?


Kort sagt:
’Classified’s varmblodede retro-r’n’b trækker tydelige spor tilbage til både Sades sensuelle sophisti-pop og fordum tids funk og kitsch, men det fremstår aldrig som efterligning. Louis Rustum kan med denne ep plotte et imponerende projekt ind på sit stadig spæde cv, der indtil videre er snublende tæt på at fremstå fejlfrit.