Top Tracks: Her er ugens 10 bedste nye sange

Top Tracks: Her er ugens 10 bedste nye sange
Niia.
Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.

1. Jamaika ‘Ansvar’

Jamaika sidder inde, og hans tanker er splittet mellem at ville frem i musikbranchen og inderst inde være så knyttet til livet på blokken, at han (måske) aldrig vil kunne give slip. Det er umuligt ikke at blive fængslet af musikken, når Vejle-sangerens unikke croon får lov til at folde dramaet ud over trommer, lidt håndklap og det velkendte klaver.


2. Aldous Harding ‘Imagining My Man’

Prøv at hør Aldous Hardings stemme ved 1:32 – det er v-a-n-v-i-t-t-i-g-t. Ikke underligt har pladeselskabet 4AD netop samlet den newlealandske singer/songwriter op og udgiver nu hendes næste album ‘Party’ den 19. maj.


3. Franske Piger ‘Bedringskys’

Vellness Plader kan ikke rigtigt træde forbi i øjeblikket. Nyeste band fra det danske kollektiv til at komme i ilden er Franske Piger, hvis friske single jammer derudaf som et smaskvådt sommerkys af 80’er-pop og kærlighedssyg ungdomspoesi.


4. Calvin Harris feat. Young Thug, Pharrell & Ariana Grande ‘Heatstroke’

Først kom ‘Slide’ med Frank Ocean og Quavo, og nu har Calvin Harris fået Thugga, Pharrell og Grande med på endnu en single, som nok skal blive spillet rigeligt i løbet af sommeren (også af os).


5. Niia ‘Sideline’

Amerikanske Niia har været stille et par år, men det er højst sandsynligt fordi, hun er kommet i stand hos det store pladeselskab Atlantic. Nu er hendes debutalbum ‘I’ på vej, og ‘Sideline’ er et perfekt eksempel på hendes store stemme og den orkestrale soul, som er produceret af vores egen Robin Hannibal, der også slår sine folder i Rhye.


6. Gents ‘Lost in the City’

Der er noget ‘tabt-i-storbyen’-Pet Shop Boys-agtigt over Gents. Klart, nu brygger jeg videre på titlen på den danske duos nye single, men de bliver ved med at lykkes i et 80’er-poppet miks af ægte længsel og kitschede virkemidler. Her med en klaverhouset outro, der er ret hyggelig.


7. Kendrick Lamar ‘Humble’

Lamars nye single er milevidt fra den introverte jazz-hiphop på ‘To Pimp a Butterfly’, men det er nu også fedt bare at høre rapperen skyde skødesløse bars afsted over Mike Will Made-It’s isnende beat, der drives frem af et koldt gyserklaver.


8. Sufjan Stevens, Bryce Dessner, Nico Muhly, James McAlister ‘Saturn’

Sufjan Stevens’ kommende album sammen med The National-guitarist Bryce Dessner, Nico Muhly og James McAlister er inspireret af solsystemet. Stort emne, men singlen ‘Saturn’ føles nu også lidt som at blive skudt ud i en rumraket, mens Sufjan autotune-crooner over et galaktisk housebeat. Albummet ‘Planetarium’ er ude den 9. juni.


9. Slowes ‘Anymore’

‘Anymore’ er Slowes’ tredje single, og den danske duo fortsætter i deres spor af relativt ufarlig drømmepop. Der er ikke mange ridser i lakken, men det behøver der heller ikke være, når popmusikken er velproduceret, velskrevet og vellydende.


10. Forest Swords ‘Arms Out’

Der er ingen, der laver musik som Forest Swords. Og som videoen til den nye single ‘Arms Out’ også formidler, så producerer Matthew Barnes musik, som hører hjemme i et alternativt, overjordisk univers. Bare lyt. Og glæd dig til albummet ‘Compassion’, der udkommer den 5. maj.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Læs også: Seks helt nye album du skal høre i dag