Perfume Genius folder talentet ud i technicolor

Perfume Genius folder talentet ud i technicolor
Perfume Genius folder talentet ud i technicolor - No Shape
5 6
Perfume Genius
'No Shape'

Album, Matador/Playground

Det er pudsigt med såkaldte indie-kunstnere. Hvis de undergår en større forvandling – og da især på en måde, der kan anses som et knæfald for ’den onde kommers’ – risikerer de at fremmedgøre fanbasen. Omvendt er det muligheden for at se et talent folde sig ud i technicolor, der er noget af det fascinerende og forunderlige ved at opleve kunstnere, der er skolet i lo-fi og billigt gear, vokse ved at indoptage tendenser fra et virvar af genrer og udtryk i takt med, at deres selvsikkerhed som kunstnere tager til. Man kan i øvrigt stille det ikke helt uvæsentlige spørgsmål: Er det ikke udtryk for større mod at springe ud i poppens strålende gevandter end at forblive i soveværelsets hengemte indelukke?

35-årige Mike Hadreas, der med ’No Shape’ udgiver sit fjerde album under pseudonymet Perfume Genius, slog ikke bare soveværelsesdøren op, men åbnede hoveddøren ud til gadens summende liv på sit tredje udspil, det glam-inspirerede ’Too Bright’ (2014), der blandt andet indeholdt den stolt deklamatoriske gay empowerment-sag ’Queen’ (»no family is safe when I sashay«), der i en mindre deprimerende parallelverden – måske en verden, hvor tv-serie-åbenbaringen ’The Handmaid’s Tale’ ikke virker som et forvarsel om en nær fremtid – kunne være blevet et markant hit.

Med ’No Shape’ fortsætter Hadreas med at lufte sine indre dæmoner samtidig med, at han lader lys og luft trænge ind i musikkens nervebaner, så den nærmest bobler over af optimisme. Intet sted bedre udtrykt end på albummets første sang, ’Otherside’, der efter et lille minuts indledende sart klaverklimpren bryder ud i en eksplosion af elektroniske lyde. Og der er ikke tale om sådan et velaftappet, følelsesmanipulerende (eller om man vil, Coldplay’sk) crescendo, men om et angreb på alle sanser – effekten er som tusindvis af krystalglas, der smides fra stor højde og splintres på samme tid på et udstrakt plateau af marmor. Alene her – med et greb, der bevarer sin friskhed selv ved gentagelse efter gentagelse – markerer Hadreas, at Perfume Genius har ambitioner og evner, der rækker ud over den introspektion, der ofte i ’indie-land’ repræsenteres af klavertoner, en ustemt guitar eller en mistrøstig, anæmisk vokal.

Den nye optimisme (der måske snarere er en simpel lyst til at udvide sit erkendefelt og udfoldelsesrum?) sættes i relief på singlen ’Slip Away’, der måske ikke er lige så stolt knejsende som ’Queen’, men som er drevet af den samme ambition om at række ud og bemægtige sig om ikke poppens masseappel, så dog dens redskaber: Det veldrejede hook, den logiske progression mellem vers, bro og omkvæd og – til tider – med et saftspændt eller eftertænksomt mellemstykke smidt ind for spændingens skyld.

Den falset Hadreas slipper løs flere steder på ’No Shape’ (en titel, der i sig selv kan ses som en fortsættelse af sangerens queer-dagsorden) vidner om den samme bestræbelse, nemlig at springe rammerne for, hvad en Perfume Genius-sang kan være, og bryde med billedet af en introvert og skrøbelig sanger uden vilje og kraft til at synge verden omkuld.

Det skal ikke forstås sådan, at Perfume Genius er fest og glæde eller et stolt ramaskrig mod alverdens fordomme om ham selv og dem, der er som ham. Tvivlen og mørket er så afgjort til stede. Ofte er der endda en understrøm af mørke i lyrikken, netop når musikken kaster projektiler af lys om sig. ’Wreath’ er for eksempel et herligt popnummer, der både citerer og minder om Kate Bush’ storhedstid midt i 80’erne, men lyrikkens overflade af tosomhedslykke modsvares af skyggerne fra de kræfter, der i sidste ende vil ødelægge alt det, der betyder noget: Alderdom eller pludselig død.

Bevares, Hadreas er blevet mere ukuelig i sit livssyn. Man fornemmer, at hans voksenliv som bøsse i et mangeårigt forhold (med den ’Alan’, der tituleres i den rørende, ømme slutsang) er mindre præget af akut konflikt end den traumatiserede ungdom (kendetegnet ved mobning, og det der er værre), hvis skyggefulde efterliv tidligere har været et ledemotiv i hans sangskrivning.

’No Shape’ kunne måske have været trimmet for en sang eller to, og der er ingen tvivl om, at albummets første halvdel er mere umiddelbart appellerende end dets sidste, men i og for sig gennemspiller værket en form for løbebane. Fra festens eufori til træthedens og tømmermændenes resignation, eller er der måske bare tale om en overgivelse til tosomheden? Man kan trække en parallel til electronica-kunstneren Jon Hopkins’ fremragende ’Immunity’ (2013), der gennemspiller et lignende forløb.

Søvnighed eller ej, den førnævnte ’Alan’ forløser ’No Shape’ lidt på samme måde, som når man efter at have brugt en time på at ophænge og omarrangere lyskæderne til årets fest tænder for kontakten og opdager, at synet er endnu mere betagende, end man i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. »How weird«, synger Hadreas om følelsen af at føle sig genkendt af en anden. Han kan mærke mørket indeni fordampe, når han vågner og ser, at den, han elsker, stadig ligger der ved siden af ham. Forundring som et tegn på taknemlighed. Det er måske en svær kunst at forløse i en popsang. Men også det kan Hadreas.

Det skal blive interessant at se, hvad der sker, hvis Perfume Genius begynder at skrive sange for Beyoncé eller lave hårdtpumpede disco-bangers på sit næste udspil. ’Indiepolitiet’ har næppe længere bemyndigelse til at udstede ’dummebøder’ i en verden, hvor den lave og den brede smag kan være svære at skelne fra hinanden (og hvor for eksempel mainstream-hiphoppen læner sig op ad indie-æstetikken).

Perfume Genius er en type kunstner, der synes at finde sig selv ved at udvikle sig i nye retninger. Hvad nogle vil se som et knæfald, kan andre – med rette! – se som et udpræget sundhedstegn.


Kort sagt:
Med sit fjerde album under aliasset Perfume Genius, tager Mike Hadreas endnu et skridt i retning af en lysere, mere optimistisk og bredere inkluderende lyd, hvor poppede hooklines og elektroniske effekter ikke er bandlyste. ’No Shape’ er vendt mod fremtiden snarere end optaget af fortiden (som Hadreas’ tidligere værker), og selv om tvivlen og mørket fortsat råder i lyrikkens tvetydige sonderinger, er det befriende at se en kunstner folde talentet ud med lige dele nysgerrighed og gode melodier.