Vic Mensa fører en betagende dagbogspen på debutalbummet ’The Autobiography’

Vic Mensa fører en betagende dagbogspen på debutalbummet ’The Autobiography’
Vic Mensa fører en betagende dagbogspen på debutalbummet ’The Autobiography’ - The Autobiography
4 6
Vic Mensa
'The Autobiography'

Album, Universal

Ordene ’South Side’ – Chicagos voldsplagede, sydlige distrikt – pryder Vic Mensas hals i kantede, gotiske bogstaver, men han kunne næsten lige så vel have struben plastret til med ’suicide’ i samme skrifttype. Ikke alene af den grund, at de to udtryk minder påfaldende meget om hinanden fonetisk, men fordi Mensas debutalbum gnistrer af hudløs selvdestruktivitet.

Et sted i midten af Chicagos hiphopspekter – der hverken er lige så farveladeoptimistisk som Chance the Rapper eller lige så nihilistisk som Chief Keef – befinder Vic Mensa sig. Han viste sig på gennembruds-mixtapet ’Innanetape’ fra 2013 som en teknisk ferm rapper, men ofrer i denne omgang ofte det spektakulære flow eller de mageløse rim for at bringe deskriptivt sammenhængende fortællinger, der er tunge på følelsesregistrets mørkeste afkroge.

På den enestående, klokkeklimprende ’Heaven On Earth’ – en slags parafrase over Eminems klassiske ’Stan’ – falder ordene blytungt, mens Mensa begræder en god vens tragiske dødsfald. Gennem tre vers forklædt som imaginære breve (fra Mensa til vennen, fra vennen til Mensa og slutteligt fra vennens morder til Mensa) leveres en menneskelighed så forstående og fattet, at ’morderens’ afsluttende »damn« sitrer i kroppen.

Andre steder, som på den Pharrell-producerede ’Wings’, er lyrikken nærmest selvmorderisk og livsbekræftende på én og samme tid: »Go and run to your sedatives, you can’t run forever, Vic / climb the tallest building and spread your wings«. Også livet som ung delinkvent besynges på ’Memories On 47th St.’, hvor Mensa rapper om, hvordan et 15.000 volts strejf med døden tæskede fornuft om livets skrøbelighed i ham.

Chicago-rapperens dagbogslignende beretninger om blandt andet psykisk ubalance, politivold og eroderende pillemisbrug indprenter sig næsten lige så varigt i hukommelsen som den påmindende blæk gør i Mensas hals. Men ’The Autobiography’s selvbiografiske film knækker også visse steder.

På sangbårne numre som ’Coffee & Cigarettes’, ’We Could Be Free’, ’Rage’ og ’Rolling Like a Stoner’ gør en nytteløs rockinspiration for pubertært væsen af sig, da Mensas sarte skrivestil (og middelmådige vokal) simpelthen bliver for corny i sit emo-agtige spændingsfelt.

Sidstnævnte emulerer for eksempel Kid Cudis melodiske jamren med tåkrummende eftersmag til følge: »Tried to be sober, that didn’t work for me / I don’t know your name, please excuse my memory«. Ordene bærer bare ikke samme grumme, samfundskommenterende punch, som hvis de var rappet over et hvæssende trommespor. I stedet virker de næsten teenagetvære.

I det hele taget vakler Mensa på skuldrene af sine inspirationer, der foruden halvkvædede (indie)rockbands og Cudi tæller Kanye Wests tidlige materiale. På den übersoulede åbner ’Didn’t I (Say I Didn’t)’ ser man igennem fingre med det, men end ikke bysbarnet No I.D.’s executive-producerende magikerhånd hjælper på, at især et nummer som ’Homewrecker’ lyder som snydt ud af næsen på Kanye anno 2007. Vist virkede det for Yeezy dengang, men Mensa er ikke gjort af samme visionære stof.

Alligevel fremstår ’The Autobiography’ som et lovende debutalbum for Vic Mensa. Så længe han afstår fra at søge en stemme i rockens gebeter, der har det med at formindske hans sitrende tekster til teenagepladder, rummer hans fortælleregenskaber både dybde og højt niveau. Til næste gang behøver han måske blot gå endnu længere indad end udad for musikalsk inspiration – for der er tydeligvis masser at fortælle.


Kort fortalt:
Som jordnær dagbogsauteur fører Vic Mensa på debutalbummet en betagende pen om blandt andet selvmordstanker, psykisk ubalance og politivold. Men hans uforløste søgen efter en kunstnerisk stemme i malplacerede og nærmest emo-pubertære rockinspirationer er lidt af en gåde.