Fire nye arrangementer klar til Frost Festival – bl.a. Kenton Slash Demon på Klub

Fire nye arrangementer klar til Frost Festival – bl.a. Kenton Slash Demon på Klub
Kenton Slash Demon.

Den københavnske vinterfestival Frost arrangerer hele februar måned skæve musikoplevelser ved at placere for eksempel Turbolens’ debutkoncert i Rundetårn og Pernille Rosendahl i Thorvaldsens Museum. Nu er de klar med fire nye arrangementer, der skal foregå rundt omkring i København.

Gruppen Detekt holder debutkoncert i Mærsk Tårnet den 15. februar med arrangementet ‘Puls’. Gruppen laver finurlige kompositioner over optagelser af hjerterytmer fra 60’erne, og arrangementet kommer også til at dreje sig om hjertets banken.

Musik og videnskab mødes også til arrangementet ‘Gut Feeling’ den 10. februar på Medicinsk Museion. Her opfører operasangerne Ole Morten Velde og Kristin Muldes med pianist Knut Christian Jansson arier om mavefølelser, efter publikum er blevet sat ind i videnskaben bag netop følelserne i maven.

Til arrangementet ‘Lysbid’ på Villa Kultur den 9. februar udforskes måden, lys og lyd påvirker andre sanseindtryk. De forskellige rum i villaen er udstyret med mad, dufte, lysinstallationger og naturligvis musik. Musikken i rummene er komponeret af Kasper Kaae fra Cody og Brian Batz fra Sleep Party People.

Den mest traditionelle koncert af de fire nye annonceringer er med Kenton Slash Demon, der giver koncert den 16. februar i medlemsklubben med det kreative navn Klub. Her er det altså den intime, atypiske ramme, der er hovedårsagen til, at vi ikke har at gøre med en typisk koncert fra den danske houseduo.

Frost Festival foregår fra den 4.-25. februar rundt omkring i København.