Det nyeste hiphop finder du på ’RapCaviar’ på Spotify – opdateres hver uge

Se alle vinderne til årets udgave af Steppeulven

Se alle vinderne til årets udgave af Steppeulven
Hennedub modtager prisen som Årets Producer.
Foto: Samy Khabthani/Soundvenue

Lørdag aften var det tid til 14. uddeling af Steppeulven – prisen, der uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere. Uddelingen foregik i Bremen Teater, og værterne var P6 Beat’s Rune Hedemann og Tilde Bang-Hansen.

Den eneste musiker, der vandt mere end én pris i år, var produceren Hennedub. Han vandt ‘Årets producer’, og han stod for at producere vinderen af ‘Årets sang’, ‘Habibi Aiwa’ af Gilli. Ellers er det også værd at bemærke, at der var total ligestilling mellem kønnene: Fem priser blev vundet af mænd, fem priser blev vundet af kvinder.

Anne Linnet vandt ‘Pionerprisen’, der er en ærespris for langvarig indsats og indflydelse i dansk musik, og årets håb gik til ML Buch for hendes inciterende lo-fi-rock. Årets album blev vundet af Søren Huss for ‘Midtlivsvisen’.

Til showet var der optrædener fra en række danske musikere, blandt andet Benal, Uffe Lorenzen, Moody og prisvinderen ML Buch.

Vinderne ved Steppeulven 2018:
Årets album: Søren Huss ‘Midtlivsvisen’
Årets vokalist: Annisette (The Savage Rose)
Årets komponist: Kira Skov og Maria Faust
Årets live-navn: The Minds of 99
Årets tekstforfatter: Marvelous Mosell
Årets sang: Gilli ‘Habibi Aiwa’
Årets musiker: Sonja LaBianca (Choir of Young Believers, solo)
Årets håb: ML Buch
Årets producer: Hennedub (Gilli, Kesi, Christopher, Lukas Graham, Brandon Beal)
Pionerprisen: Anne Linnet